Efterkrigstidens samfundsmodel bryder sammen

Resultatet af præsidentvalget i USA og Brexit i Storbritannien bringer et rungende budskab, som længe har luret under overfladen:

 

 

Den samfundsmodel, som blev opbygget efter afslutningen af Den Anden Verdenskrig, i hovedsagen baseret på konsensus og det sideløbende internationale samarbejde, bryder sammen for øjene af os.

 

 

Det var i al væsentligt en vestlig og amerikansk inspireret model omfattende, hvad der i bred forstand kan kaldes de vestlige demokratier; men den virkede og blev dermed tiltrækkende for lande uden for den vestlige kreds.

 

 

Det kom i flammeskrift op på lystavlen med modellens sejr i den kolde krig og det kommunstiske/socialistiske alternativs sammenbrud.

 

 

Den amerikanske politolog Fukuyama kunne deklamere historiens afslutnig for nu vidste alle, hvorledes politik og økonomi skulle gribes an. Sjældent har en konklusion vist sig så forhastet og så forkert.

 

 

Samfundsmodellen havde sin styrke ved levering af økonomisk vækst og politisk konsensus om en i store træk rimelig fordeling heraf.

 

 

Et social sikkerhedsnet blev opbygget, som opfangede de fleste af dem, der ikke kunne holde trit. Antallet af sociale tabere var begrænset.

 

 

Skillelinje mellem vestlige demokratier

Det er iøjnefaldende, at der mellem de vestlige demokratier findes en skillelinie, som navnlig viser sig efter omkring 1980.

 

 

USA og Storbritannien står som fortalere for en fri markedsøkonmi med mindre vægt på det sociale sikkerhedsnet og de kontinentaleuropæiske lande med en omvendt prioritering.

 

 

De højere vækstrater i USA og Storbritannien fik mange iaggtagere til at lovprise denne linie gennemført af præsident Reagan i USA og premierminister Thatcher i Storbritannien.

 

 

Det er derfor også tankevækkende, at det er i de to lande, oprøret mod den hårde kapitalistiske linie med høj og stigende ulighed først er kommet til udtryk og med et brag.

 

 

Koalition mod ’systemet’

Kombinationen af globalisering og ny teknologi fremmedgør store dele af befolkningen herunder især de ældre og de dårligt uddannede.

 

 

Lav social mobilitet fastholder en stor del af befolkningen uden adgang til højere uddannelse og dermed bedre samfundsklasser.

 

 

Der udvises ringe interesse for at stable et ordentligt apparat på benene til at tage sig af de sociale tabere.

 

 

Disse ting har til sammen fremkaldt en koalition imod ’systemet’.

 

 

Tyskland og Frankrig

Til næste år er der valg i Tyskland og Frankrig, og det vil vise sig, om tendensen, som også findes der, vil være lige så stærk, som det var tilfældet i USA og Storbritannien.

 

 

Mit gæt er, at solidariteten i de to lande fortsat er tilstrækkelig stærk til at blokere for en gentagelse hos dem.

 

 

Meget vil afhænge af, hvorledes Storbritannien klarer sig efter Brexit afstemningen, og hvilke resultater Trump kan vise frem.

 

 

Foreløbig tyder det på, at koalitionen bag Trump og Brexit er stærk nok til at vælte elitens magtsystem, men ikke til at styre og regere – der er enighed om noget andet, men ikke hvad.

 

 

USA’s lederskab på retur

Det internationale system hvilede på institutioner opbygget til at projicere USAs magt. Det virkede godt, sålænge USA var stærkt og den amerikanske model tiltrækkende; men over de sidste 15 år er begge forudsætninger udhulet.

 

 

Selv om USA fortsat absolut er den stærkeste magt, er vilje og evne til at lede verden ikke længere tilstede. Viljen blandt andre lande til at acceptere ubetinget amerikansk lederskab ej heller.

 

 

Alt det kan man efter behag være glad for, være ked af eller negligere.

 

 

Model i krise

Det korte af det lange er imidlertid, at vore samfund herunder også det danske bevæger sig ind i ikke kortlagt farvand.

 

 

Modellen efterprøvet igennem 70 år skal i bedste fald justeres og trimmes samt indrettes til at tackle nye problemer.

 

 

I værste fald falder den sammen med manglende evne til at styre samfundet. Vi kan ikke længere tage konsensus og opbygnig af koalitioner som en given ting – interesser og synspunkter er blevet for uensartede.

 

 

Internationalt kommer Danmark og mange andre lande pludselig til at mærke, hvad ’go home yankee’, der var et yndet slagord i 1960’erne og 1970’erne, kommer til at betyde. Hvem trækker grænser for, hvad der er tilladeligt, og hvem sikrer, at disse grænser respekteres?

 

 

Rusland

Det tomrum, der opstår, kan meget vel benyttes af de magter, der under den amerinkanske dominans blev tilsidesat og dermed har oparbejdet en stærk vrede og måske endda hævntørst med ønske om at rulle indkasserede nederlag tilbage.

 

 

I Danmarks nærhed findes en af disse magter, nemlig Rusland, der kan føle sig fristet til at efterprøve, hvor grænserne går nu om dage.

 

 

Det giver en risiko for, at USA enten lader os (Europa) sejle vor egen sø eller føler sig kaldet til at slå hårdt igen med lige så uoverskuelige konsekvenser.

 

 

Det bliver en usikker verden, hvor vi vil famle os frem med fare for at snuble.

 

 

.

 

Del på Facebook