Irena Pozar er svensk. Af den rigtig politisk korrekte slags.
Den slags svenskere lever og ånder for at rakke ned på Sverige, svenskere og svensk kultur. Irena Pozar tager faktisk skridtet videre: Hun er helt vild med at rakke ned på hvide mennesker. Hun får det dårligt, fordi der er alt for meget ”hvidhed” i vores samfund, som hun udtrykker det.
Hun lider altså ikke bare af det kulturelle selvhad, som er så udbredt i de snakkende klasser – især i Sverige. Hos hende kammer det faktisk over i en form for racisme vendt mod hendes egen hvide race.
Nej til ”hvidhed”
Irene Pozar er sociale medier-chef på Bonnier Tidsskrifter. Hun deltog for nylig i noget, der hedder Mediedagene, og det tog hårdt på hende. Hun kunne simpelt hen ikke klare al den hvidhed, der var omkring hende.
Det har hun skrevet et indlæg om i et blad, der hedder Resumé. Indlægget er interessant som et symptom på, hvor forskruet den politiske korrekthed kan blive.
I indlægget slår hun kraftigt til lyd for, at man skal gøre Sverige mindre hvidt. Og det kan ikke gå hurtigt nok. Indlægget hedder karakteristisk nok: ”Vores hvidhed – et demokratiproblem”.
Hun polemiserer mod et ”helhvidt og vesterlandsk perspektiv” på tingene.
Konkret synes hun, at debatpanelerne på Mediedagene er for ensidigt sammensat. Der er for mange hvide.
”Mangfoldighed”
Karakteristisk for de politisk korrekte snakkende klasser blander Pozar to problemstillinger godt og grundigt sammen:
Den ene handler om diskrimination. Hvis der går mennesker rundt i det svenske samfund, som kunne berige sådanne paneldebatter med deres særlige viden og erfaringer, så er det jo noget skidt, hvis de holdes ude. Så vidt, så godt.
Men det får Irena Pozar så blandet sammen med en anden problemstilling:
Hun tror, at man får et bedre samfund, hvis de hvide og vestlige menneskers andel af befolkningen bliver meget mindre, mens de mørke og ikke-vestlige mennesker udgør en stadig større andel.
Det vil øge ”mangfoldigheden”, som det hedder i det politisk korrekte nysprog. Jo større den kulturelle afstand er mellem mennesker i et samfund, jo bedre må man forstå
Den muslimske indvandrings konsekvenser
Rent faktisk udgøres en voksende andel af befolkningen i Europa jo af mennesker med ikke-vestlig, overvejende muslimsk baggrund. Det gælder i helt ekstrem grad i Sverige. Men intet tyder på, at der kommer et bedre samfund ud af det.
Resultatet er en voksende opsplitning af samfundene, med stærke parallelsamfund, større afstand og fremmedhed mellem samfundsgrupperne, flere konflikter, øget vold, mere kriminalitet, ringere uddannelsesstandard, mere kvindeundertrykkelse, stærkere antidemokratiske strømninger.
Dette er ikke opskriften på et bedre samfund. Det er opskriften på et samfund, der har stadig sværere ved at hænge sammen omkring frihed, ligestilling og demokrati.
Mangfoldighed som en religion
Irena Pozar er en ægte repræsentant for de politisk korrekte snakkende klasser. Hun gør mangfoldighed til en religion. Mangfoldighed er for hende et absolut gode, uanset hvad denne mangfoldighed går ud på. Alt, hvad der ikke er ”hvidhed”, ses som en berigelse.
Lad os tage et par meget firkantede pædagogiske eksempler:
Sverige er gennem de senere år blevet plaget af et ekstremt højt antal voldtægter. Fra Danmark ved vi, at ikke-vestlige indvandrere er overrepræsenterede blandt gerningsmændene.
Man kan selvfølgelig godt sige, at ”mangfoldigheden” øges i et samfund, hvor der kommer flere mænd, som begår voldtægt. Men det giver da ingen mening at sige, at det er et gode.
Eller tag uddannelser: Man kan sige, at samfundet bliver mere ”mangfoldigt”, hvis der kommer flere dårligt uddannede mennesker til, som måske har hørt mere om Koranen end om videnskab og kultur. Men det er da ikke et gode.
Stolthed
Indvandrere skal ikke diskrimineres. Men det er at gøre nar af svenskere, danskere og andre at påstå, at en forøgelse af ”ikke-hvidheden” i deres samfund i sig selv er en berigelse.
Det er fint, at typer som Irena Pozar vil bekæmpe diskrimination. Men det er uhyggeligt, at de dyrker selvhadet i forhold til den ”hvide” europæiske og nationale kultur.
Der er brug for det stik modsatte. Nemlig at være stolt over grundværdierne i de frie samfund og at stå fast på dem over for enhver, der vil indføre kvindeundertrykkelse, kriminalitet og islamisk styring af samfundet.
Dette er et spørgsmål om værdier, idealer og kulturtraditioner. Det er skingrende skørt og temmelig usympatisk at gøre det til en diskussion om ”hvidhed”.
http://www.resume.se/nyheter/artiklar/2016/04/25/var-vithet–ett-demokratiproblem/
