Den er ved at være helt gal – nu begynder TV2 at tro på sine egne historier

TV2’s politiske journalistik har længe været i forfald. Den politiske slagside er stor og rød, troværdigheden er lille, og stilen bliver mere og mere opgearet.

 

Onsdag formiddag blev det illustreret, hvor slem situationen er blevet: Nu begynder TV2 at tro på sine egne historier!

 

TV2 News bragte et indslag i anledning af, at næstformanden i det borgerlige svenske parti Moderaterne var på besøg hos udlændingeminister Inger Støjberg for at hente inspiration og drøfte problemer af fælles interesse.

 

Da studieværten skulle give ordet videre til reporteren på Christiansborg, sagde han noget i retning af: ”Det er åbenbart ikke kun kritik af dansk udlændingepolitik, der kommer fra udlandet.” Og så smilede han sarkastisk.

 

Fordrejet billede

Hvis man kun følger TV2 og TV2 News vil man ganske rigtigt tro, at dansk udlændingepolitik bliver massivt kritiseret i udlandet.

 

Studieværten på News denne onsdag virkede, som om han selv troede, at det forholdt sig sådan, da han gav ordet videre til reporteren på Christiansborg.

 

Men det billede, som TV2 har skabt af udlandets forhold til dansk udlændingepolitik, er fuldstændig fordrejet.

 

Folkelig opbakning

Kendsgerningen er, at Danmark har mødt meget stor opbakning til sin udlændingepolitik i andre lande. Det har TV2 bare undladt at fortælle om.

 

Kritikken af Danmark er i hovedsagen kommet fra snævre kredse af politisk korrekte journalister. Altså folk af samme støbning som TV2’s egne journalister.

 

Læs også
Udlændingespørgsmålet er nøglen til dansk politik – derfor står Morten Østergaard og fryser i kulden

Derimod har der været stor opbakning til den danske linje fra befolkningerne i en række europæiske lande. Det skulle jo være væsentligt mere interessant, hvad befolkningerne siger, end hvad en lille håndfuld journalister med ret specielle holdninger siger. Men åbenbart ikke for TV2 nu om dage.

 

Mønsteret er tydeligt

En meningsmåling fra analyseinstituttet YouGov viste således, at der i lande som Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Finland var meget stor opbakning til den danske ”smykkelov”.

 

Samtidig viste YouGov-målingen, at der i de fleste lande er stor folkelig utilfredshed med den asylpolitik, som deres regeringer fører. Eneste undtagelser er Danmark og Norge, der fører en strammere politik end andre lande.

 

Samme mønster viser sig, når man spørger folk, om indvandringen påvirker deres land positivt eller negativt. I alle lande bortset fra Sverige var der langt flere, der sagde ”negativt” end ”positivt”. Endnu en understregning af, at befolkningerne ønsker stram udlændingepolitik, hvor Danmark er foregangsland

 

For fuldstændighedens skyld bør man også nævne, at politikerne i en række europæiske lande har ladet sig inspirere af den stramme danske udlændingepolitik.

 

Til sidst tror de selv på det

Læs også
TV2 fører seerne bag lyset ved at fortie indvandrernes store andel af de voksende fødselstal

Hvis TV2 lavede rigtig journalistik, der handler om virkeligheden, ville man gøre det klart for sine seere, at der er stor opbakning til den danske udlændingepolitik i udlandet.

 

Men på TV2 vil de hellere lave indslag, hvor de forsøger at påvirke befolkningen til at undsige den stramme udlændingepolitik. Til det formål giver de så et stærkt misvisende indtryk af holdningerne i udlandet.

 

Når TV-stationen bliver ved med at gentage det samme vrøvl tilstrækkelig mange gange, kan det ende med, at journalisterne selv begynder at tro på, hvad de siger.

 

Det var tilsyneladende det, der skete med studieværten på TV2 News onsdag formiddag.

 

 

 

 

 

Læs også
Aftalen om finansloven mellem regeringen og Dansk Folkeparti er historisk skelsættende

 

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…