De kan være hvor som helst: Kun en brøkdel af afviste asylansøgere kontrolleres for hjemrejse

Selvom en asylansøger får afslag på sin anmodning om opholdstilladelse, er det ikke ensbetydende med, at vedkommende straks forlader landet. Eller i det hele taget forlader det.

 

Ifølge Udlændingestyrelsens netop udgivne rapport “Tal på udlændingeområdet pr. 30.04.2016”, side 4 modtog Danmark i løbet de fire måneder januar – april i år i alt 3.413 asylansøgere, hvoraf de 2.593 fik opholdstilladelse.

 

Selvom de resterende 820 afviste asylansøgere fik besked på at rejse hjem igen, blev der i samme periode kun udsendt 165 afviste asylansøgere.

 

Lidt over en tredjedel blev hjemsendt

Det er Rigspolitiet, der står for hjemsendelse af afviste asylansøgere, og i den seneste årsrapport om arbejdet, ”Status på arbejdet med afviste asylansøgere 2014”, der blev udgivet i maj sidste år, fremgår det, at kun lidt over en tredjedel af årets afviste asylansøgere i udsendelsesposition blev udvist.

 

I 2014 blev 8.688 asylansøgere ud af i alt 14.792 afvist og skulle således i princippet være rejst hjem. Hvor mange af dem, der i virkeligheden er rejst, er der ingen tal for.

 

Til gengæld er der tal for dem af de over 14.000, som nægter at rejse hjem, eller hvor myndighederne vurderer, at deres tilsagn om selv at rejse er utroværdigt. De bliver anbragt i udsendelsesposition i dels Udrejsecenter Sjælsmark i Hørsholm Kommune og dels i det tidligere fængsel Kjærshovedgård i Ikast-Brande Kommune.

 

Ved årets slutning i 2014 var der 1.686 af de i alt 8.688 afviste asylansøgere i udsendelsesposition, men ikke ret mange af dem blev sendt hjem. Ifølge Udlændingestyrelsen blev der det år udsendt 599 afviste asylansøgere.

 

Ifølge Rigspolitiet er problemet blandt andet, at det er svært at få mange lande til at modtage deres egne statsborgere samt at en forhandling med de udvistes hjemlande ofte trækker i langdrag.

 

Flere asylansøgere end sidste år, men antallet falder alligevel

Samtidig med, at det er svært at få hjemlandene til at tage imod de asylansøgere, der bliver afvist, og som de danske myndigheder vil tvangshjemsende, fortsætter asylstrømmen mod Danmark.

 

Læs også
Tyskerne er blevet mere kritiske over for asylansøgere – de stoler ikke på dem

Ifølge Udlændingestyrelsens officielle tal nåede antallet i årets første fire måneder op på 3.413 mod 2.156 asylansøgere i samme periode sidste år. For årets fire første måneder gælder således, at der i år var lidt over et tusinde flere asylansøgere end sidste år.

 

Siden 5. januar i år har Udlændingestyrelsen på grundlag af Rigspolitiets POLSAS- registreringer fra dag til dag offentliggjort antallet af asylansøgere, og ifølge disse oplysninger, der er foreløbige, ankom der i maj 328 asylansøgere til Danmark.

 

Det betyder, at asyltallet i løbet af årets fem første måneder løber op i 3.741 mod 3.070 i samme periode sidste år.

 

Det er dog ikke ensbetydende med, at asyltallet er stigende i forhold til sidste år. De store forskydninger stammer fra januar, hvor der i år ankom 1.644 asylansøgere mod 654 sidste år. Det samme forhold gjorde sig gældende i februar, hvor der i år ankom 918 asylansøgere mod 473 sidste år.

 

I løbet af de følgende måneder er antallet for i år faldende for at kulminere med POLSAS-tallene på 328 asylansøgere i maj måned mod 914 i maj sidste år.

 

Men ingen aner, hvad der venter forude. Balkanruterne er lukket indtil videre. Blandt andet på grund af Angela Merkels EU-aftale med Tyrkiet, og som meget vel kan vise sig at være usikker på langt sigt.

 

Læs også
Stramninger var hårdt påkrævet: På blot fire år har asylansøgere kostet samfundet over tretten milliarder kroner

Til gengæld venter mellem 500.000 og 800.000 migranter og flygtninge at kommer over Middelhavet fra Libyen til Italien.

 

Hvor stor en del af dem, der efter at være landet i Italien, vil frem til Danmark, kan kun fremtiden vise.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…