Johan Rantzau: Hans krigsindsats i Grevens Fejde var afgørende for Reformationens sejr i Danmark

Foto: Petra Theibel Jacobsen

Kan man skrive en bog på næsten 300 sider om en historisk person, man næsten ikke ved noget om? Ja, det kan man faktisk godt. Med tilstrækkelig stor flid og indlevelsesevne.

 

”Hellig kriger” – og lutherdommens forkæmper

Man studser over undertitlen: ”Den hellige Kriger”. Det er jo et begreb, man normalt forbinder med korsfarere eller islamistiske voldspsykopater. Her drejer det sig om en landsknægttype som Johan Rantzau. En dygtig kriger og feltherre, som kæmpede den lutherske reformations sag i Danmark, Skåne og i hertugdømmerne, og som blev lutheraner med hud og hår ved mødet med Luther i Worms i 1521.

 

Hans hjerte lå i Holsten, men han kæmpede loyalt for den danske konge, indtil han følte sig svigtet. Vigtigst var hans krigsindsats i Grevens Fejde, som var afgørende for Reformationens sejr i vort land. Den blev vundet ved andet end salmesang og prædikener på dansk!

 

Der ligger flittige historiske studier bag Brammings bog. Interessant er efterskriftet, som måske havde fungeret bedre som forskrift. For her åbenbares forfatterens historiesyn. Hans ønske er at korrigere den marxistiske historieskrivning, der så Rantzau som en af magthavernes mest brutale lakajer, der slagtede underklassen.

 

Bramming påpeger, at Reformationen ikke var oplysningstidens børnehave”, men ”middelalderens svendestykke”. Reformationen var en tilbagevenden til bibelsk grund og nyformation af den gamle orden, ikke en kim til velfærdssamfundet eller demokratiets fosterfase.

 

Anakronismer

Tydeligvis interesserer Bramming (præst i Ribe) sig levende for militærhistorie. Det havde været nyttigt med nogle kort i bogen over de forskellige slag. En faghistoriker kunne med fordel have ryddet op i småfejl og anakronismer. Et kort over reformationstidens Nordeuropa viser således fejlagtigt, at Skåne, Halland og Blekinge dengang hørte til Sverige. Vor Frue kirke i København blev først domkirke i 1922.

 

Under læsningen får man lyst til at besøge nogle af de steder, der beskrives så indgående: Bunketofta ved Helsingborg, hvor Søren Nordbys bondehær blev tilintetgjort i 1525. Øksnebjerg ved Assens, hvor den afgørende sejr over grev Christoffers styrker blev vundet i 1535. Ditmarsken, hvor Rantzau sejrede i 1559 som revanche for den senere Frederik Is nederlag i 1500.

 

Breitenburg ved Itzehoe, hvor han opførte en moderne fæstning, nu i stærkt forandret skikkelse. Rantzau blev begravet i Skt. Laurentiuskirken i et særligt kapel, som blev ødelagt ved en brand i 1657. Om hans gravsted stadigvæk findes og kan beskues, oplyser bogen ikke. Man bliver nødt til at besøge stedet.

 

Det er opmuntrende, at der stadigvæk findes præster, som dyrker teologi og historie til glæde og oplysning for andre. Selvfølgelig vil Bramming afvise selv at blive kaldt en ”hellig kriger”, men han har en sag, som han kæmper for, og han gør det godt i denne spændende bog. Vi slutter med ordene på Øksnebjergstenen, som blev rejst i 400-året for det store slag under Grevens Fejde:

 

Læs også
Trykkefrihedens tre vilde år: Fra ølbrygning og religionskritik til hævnporno og hofsladder

Her ramte Johan Rantzaus lyn

Drev hansevældet ud af Fyn

Opsigelse fra samme stund

Papismen fik på nordisk grund.

 

Torben Bramming, Rantzau. Den hellige kriger. Kristeligt Dagblads Forlag 2016, 290 sider, ill., 300 kroner.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…