I går, søndag, holdt 31 imamer et møde, hvor de diskuterede TV2’s programmer om forholdene i otte danske moskeer.
Programmerne afdækkede, hvordan imamer arbejder aktivt for at skabe muslimske parallelsamfund, der har meget lidt at gøre med danske regler, normer og værdier.
De støtter stening for utroskab. De formaner kvinden til at have sex med sin mand, når han kræver det. De opfordrer til at slå børn, der ikke beder. De erstatter det danske retssystem med sharia-råd og tilskynder voldsramte kvinder til ikke at gå til politiet – de skal i det hele taget ”ikke gå til danskerne”.
Og så tog programmerne endda ikke fat på imamernes negative forhold til demokrati og ytringsfrihed.
Imamerne går til modangreb
Men der var hverken anger eller selvkritik at spore hos de imamer, der havde diskuteret TV-programmerne. Det var absolut heller ikke at forvente.
Imamerne bygger på, hvad der helt bogstaveligt står i Koranen og andre hellige skrifter. Det viger de ikke fra, uanset hvor rystet man bliver i det danske samfund.
Samtidig er det god arabisk tradition, at når man møder kritik, så reagerer man ikke med selverkendelse eller undskyldninger. Det passende svar er tværtimod at angribe kritikerne. Og det gjorde de 31 imamer så.
De anklagede TV2 for at ødelægge integrationen!
Politikernes opgave
Forståeligt nok er dette blevet mødt med en bølge af forargelse fra de danske politikere.
Men forargelse kommer man i sig selv ikke langt med.
Vigtigere er det at overveje, hvordan politikerne kan gøre det vanskeligt for islamiske hadprædikanter at sprede deres budskaber i Danmark.
Østrigs eksempel
Først og fremmest kan og skal de gøre tre ting.
For det første bør man studere de nye regler, der er indført i Østrig (omtalt i Den Korte Avis 29.2.16). Disse regler forbyder udenlandsk finansiering af østrigske moskeer og udenlandske imamer. De kræver, at der prædikes på tysk i moskeerne.
Formålet er at gøre det sværere for rabiate strømninger fra fundamentalistiske islamiske lande at få indflydelse i Østrig. Samtidig skal kravet om at prædike på tysk gøre det lettere at følge, hvad imamerne siger.
Danske politikere er blevet opmærksomme på de nye østrigske regler. Så man må gå ud fra, at de nu bliver overvejet seriøst.
Friskoler
For det andet bør man have væsentligt bedre styr på, hvad der foregår i de i de islamiske friskoler. Det gælder ikke bare det faglige indhold, men også risikoen for, at børnene opdrages til de samme holdninger, som blev afsløret i TV2’s programmer.
De islamiske friskoler kan fungere som en meget vigtig fødekæde for muslimske parallelsamfund, hvor fundamentalismen er stærk.
Hvad mener man med ”moderate” muslimer?
For det tredje skal danske politikere på skolebænken. De er nødt til at tilegne sig en elementær viden om, hvad islam er, og hvilke holdninger der trives blandt muslimer i Danmark. Mange politikere mangler de mest elementære forudsætninger.
Jævnligt hører man for eksempel politikere stå på ét ben og tale, som om der kun findes to slags muslimer: På den ene side en lille håndfuld rabiate imamer – på den anden side det store flertal af ”moderate” muslimer. Man bruger ordet ”moderat” uden at ane, hvad man mener med det.
Danske politikere er nødt til at erkende, at fundamentalistiske ideer, der tager Koranen bogstaveligt, har en betydelig udbredelse blandt danske muslimer (det samme i andre europæiske lande).
En meningsmåling
I oktober sidste år gennemførte Wilke/Jyllands-Posten en meningsmåling, der belyste danske muslimers holdninger.
Lad os her nøjes med et par af spørgsmålene:
”Mener du, at Koranens anvisninger skal følges fuldt ud?” – 77,2 procent svarer ja.
Et andet spørgsmål går på, om muslimer har brug for en mere moderne islam, der tilpasser sig de vestlige samfund. Kun 35,7 procent svarer ja, mens 52,4 procent svarer nej.
Disse holdninger er vel at mærke blevet styrket i de senere år.
Tyg lige på det i Folketinget. Den simple opdeling i rabiate imamer og så alle andre, der er “moderate”, holder ikke.
Tilstrømningen
Hvis man får en stor tilstrømning fra de muslimske lande, så får man også mange med disse holdninger til landet.
Hvis man vil begrænse disse holdningers udbredelse i Danmark, så rækker det ikke med nogle regler om, at imamer skal tale dansk. Man må holde stramt styr på tilstrømningen. Alt andet er naivt.
Gør man ikke det, får man med sikkerhed store og stærke parallelsamfund, hvor den bogstavtro fundamentalisme har gode vækstbetingelser.
Den erkendelse måtte meget gerne træde klarere frem hos de politikere, der i øjeblikket lufter deres forargelse.
