Historikeren Thorkild Kjærgaard gør i en kronik op med Vestens skyldfølelse over at have haft kolonier. Han betragter kolonierne som en naturlig følge af Europas tekniske, statsopbyggende og kulturelle fremskridt og overlegenhed i forhold til resten af verden.
Det var med bogtrykkerkunsten blevet muligt at akkumulere viden, lige som statens kommunikationen med landets borgere nu kunne spredes over store afstande. Den resulterende overlegenhed ville uundgåeligt medføre en europæisk dominans i andre lande, som det sås i kolonierne. Omvæltningen svarer til, da jæger- og samlerkulturen blev erstattet af en landbrugskultur.
Ulykken er ikke, at europæerne havde disse kolonier, men at vi blev presset til at afhænde dem så hurtigt, at de ikke var klar til at overtage styringen. Konsekvensen er fejlslagne stater, der plages af ukontrollabelt voksende befolkninger og den deraf følgende ressourcemangel og borgerkrige.
“Europæiseringens” tre veje og kolonien som et statsopbyggende projekt
En måde, som “europæiseringen” kunne ske på, var ved at fortrænge andre folk i kraft af en militær og teknisk overlegenhed. Lige som da homo sapiens fortrængte neandertalerne, fortrængte europæerne brutalt indianerne i Amerika og de oprindelige folk i New Zealand og Australien.
En anden måde var at adoptere den europæiske metode inden for naturvidenskab. Dette krævede dog en evne til at forstå komplekse abstrakte sammenhænge og kunne i realiteten kun benyttes af sofistikerede kulturlande såsom Kina, Japan og Korea. Ved denne form for europæisering skete der ingen befolkningsudskiftning, og folket kunne beholde sit sprog, religion og styreform.
Den tredie måde at blive europæiseret på var at få en europæisk læremester, og dette er, hvad der skete i de resterende lande, der blev kolonier. Hvis man ikke havde koloniseret disse lande, ville de med tiden have lidt samme skæbne som de oprindelige befolkninger i Amerika og Australien.
Med tiden blev de europæiske kolonier til velfungerende samfund, hvor de lokale kulturer blandedes med den europæiske. Ved store populære udstillinger i Europa viste man med stolthed, hvad kolonimagten havde opnået. Man opfattede koloniseringen som en dynamisk, multikulturel europæisk-afrikansk-asiatisk symbiose, som langsomt opbyggede landene til med tiden at blive velfungerende uafhængige stater. Dette langsigtede projekt blev ødelagt efter Anden Verdenskrig.
Den katastrofalt forcerede afkolonisering og Vestens skyldfølelse
Efter Anden Verdenskrig lagde de to nye supermagter, USA og Sovjetunionen, pres på europæerne for at opgive deres kolonier. Europæerne var ikke villige til at afbryde den statsopbygning, som de var igang med, men stormagterne øgede presset med hjælp fra FN og flere knap eksisterende frihedsbevægelser.
Thorkild Kjærgaard skriver, at den lynhurtige og hovedløse afkolonisering, som blev gennemtvunget, medførte, at “i stedet for blomstrende koloniriger og en asiatisk-afrikansk kulturel mangfoldighed i hastig udvikling fik vi ulande, som ét for ét løb ind i økonomiske, politiske og demografiske problemer, som de ikke formåede at løse. (…) Den håbløst kaotiske politiske, økonomiske og demografiske situation, som vi oplever i disse år i Afrika, i Mellemøsten og i store dele af Asien, og som har udløst krige og gigantiske flygtningestrømme, er den bitre frugt af den forcerede afkolonisering efter 1945. (…) I stedet ville vi have haft en række i det store og hele velfungerende og velstyrede lande i Afrika, i Mellemøsten og omkring Det Indiske Ocean med nationale og regionale synkretistiske kulturer i fuldt flor.”
USA og Sovjetunionen er ifølge Kjærgaard reelt ansvarlige for den nuværende flygtningesituation. Det er derfor ikke europæerne der, udsat for voldsom kritik og tynget af skam og skyldfølelse, skal tage imod de mange millioner flygtninge og betale den af FN opfundne ulandshjælp. Nej, det er Moskva og Washington, der må tage ansvaret på sig.
Thorkild Kjærgaard slutter med disse ord: “Under alle omstændigheder må det i dag, 70 år efter afslutningen af Anden Verdenskrig, stå klart for alle, der kan og vil se, at den forcerede, ideologisk begrundede afkolonisering efter 1945, som satte en stopper for direkte europæisk indsats i Afrika og i Asien og dermed forvandlede halvdelen af kloden til dysfunktionelle ulande med et umætteligt og stadig stigende behov for bistand, var ikke bare et gigantisk fejlgreb, men en verdenshistorisk katastrofe og en forbrydelse mod Afrikas og Asiens folk.”
Da Frankrig opgav kolonien Algeriet
Et eksempel på en europæisk koloni, der blev opgivet efter Anden Verdenskrig, er Algeriet.
Algeriet var en fransk koloni i årene 1830-1962. Årsagen til, at Frankrig i 1830 koloniserede Algeriet, var, at muslimske kapere tog hvide slaver. Fra barbareskstaternes havnebyer var kaperne siden 1500-tallet sejlet ud for at tage europæiske slaver – og siden slutningen af 1700-tallet også amerikanske slaver. Frankrig satte til sidst hårdt mod hårdt og erobrede Algeriet for derved at eliminere kaperflåden og beskytte sin egen befolkning mod slaveri. Algeriet blev nu en fransk koloni.
American Spectators korrespondent i Paris, Joseph A. Harriss, har beskrevet kolonitidens afslutning. Franskmændene havde i kolonitiden moderniseret landet: bygget veje og jernbaner, skoler og hospitaler, og opbygget en offentlig administration. Harriss besøgte første gang Algeriet kort efter uafhængigheden, og der var dengang endnu tydelige spor efter den franske kolonitid: Han så her storbyer med fransk arkitektur, flere kirker end moskeer, vestligt klædte forretningsmænd og unge kvinder i miniskørter.
I kolonitiden brød mange algierere sig ikke om de franske koloniherrer, og oprørere angreb lejlighedsvist franske bosættere med økser, sabler eller knive, når de huggede en hånd af, stak bosætteren i brystet eller skar halsen over på ham. De franske styrker reagerede med bombninger, summariske henrettelser og offentlige ydmygelser. I november 1954 udførte FLN adskillige bombninger i hele landet, med mange døde til følge.
Dette blev indledningen til otte års blodig krig. FLN terroriserede befolkningen ved at slagte franske bosættere og somme tider efterlade deres kroppe med øjnene stukket ud og kønsorganer skåret af og proppet i munden på liget. Nogle algiere fik samme behandling, så de ikke turde gå over på franskmændenes side.
Den franske hær svarede igen ved at finkæmme områder i jagten på de skyldige og torturere mange, for eksempel med waterboarding eller elektrisk tortur, for at få oplysninger ud af dem. I marts 1957 anvendte FLN kvindelige selvmordsbombere, der i Algier detonerede deres bomber i cafeer, biografer og teatre.
Frankrig svarede igen med mere tortur og offentlige henrettelser. At USA’s præsident Eisenhower i 1959 lod de Gaulle forstå, at USA ikke billigede koloniherredømmet, erkendte de Gaulle, at kolonien var tabt. I marts 1962 indgik de Gaulle en aftale med FLN om Algeriets uafhængighed. De Gaulle ville officielt proklamere Algeriets uafhængighed den 5. juli om aftenen.
Massakren i Oran
Byen Oran var præget af store spændinger. Mange franskmænd var flygtet, mens der var omkring 100.000 tilbage den 5. juli. Om formiddagen udartede en fredelig muslimsk demonstration til uroligheder. Franskmænd blev angrebet, og det udviklede sig til en blodig massakre. Bevæbnede mænd angreb de europæere, som de mødte på deres vej; mænd, kvinder, gamle, børn. Nogle blev skudt, andre hængt op i kødkroge eller fik øjnene skåret ud.
Den franske regering svigtede de lokale franske soldater, da det nu var algierernes opgave at håndhæve loven, så soldaterne reagerede først efter flere timers massakre. Samme aften erklærede de Gaulle Algeriets uafhængighed.
Hocine Aït Ahmed – forkæmper for algiersk uafhængighed
Hocine Aït Ahmed var gennem årene en ledende figur blandt den algierske oppositions kamp for uafhængighed af Frankrig.
Det algierske folkeparti PPAblev forbudt i 1939, da de mistænktes for at samarbejde med det nazistiske Tyskland. Det blev herefter en undergrundsbevægelse, og Ahmed tilsluttede sig dem i 1940’erne. Han fik en central position i partiet og udviklede en landsdækkende struktur til politisk og militær uddannelse af folk i uafhængighedskampen. Da de franske efterretningsvæsen opdagede enhederne, opløstes de og Ahmed gik i 1952 i eksil i Kairo. Han arbejdede i de følgende år på internationalt plan politisk for de koloniserede landes uafhængighed, især de nordafrikanske lande Marokko, Tunesien og Algeriet.
Under Algeriets uafhængighedskrig 1954-1962 var Ahmed en af lederne af den nationale befrielsesfront FLN. I sommeren 1962 trak han sig fra den midlertidige regering og grundlagde i 1963 fronten for de socialistiske styrker FFS, der forsøgte at indføre politisk pluralisme.
I 1964 blev han arresteret og dømt til døden, men det lykkedes ham i 1966 at flygte fra fængslet. Han fik asyl i Schweiz, hvor han uddannede sig som jurist i Lausanne. Han fik i 1975 en PhD grad inden for menneskerettigheder i den franske by Nancy.
Hocine Aït Ahmed tog tilbage til Algeriet efter opstandene i 1988 og agiterede for politisk samarbejde, men han måtte forlade landet igen i 1992 efter mordet på FLN lederen Mohamed Boudiaf. Han kom tilbage til Algeriet flere gange siden hen, blandt andet i 1999, hvor han stillede op til præsidentvalget men trak sig på grund af valgsvindel. I 2004 besøgte han Algeriet i forbindelse med markeringen af 50 året for udbruddet af uafhængighedskrigen i 1954.
Hocine Aït Ahmed trak sig ud af politik i 2009, og den 23. december 2015 døde han i Lausanne, 89 år gammel.
Ahmeds sene erkendelse: Algeriet havde det bedre som fransk koloni
Hocine Aït Ahmed havde været en engageret forkæmper for algiersk uafhængighed, men han ændrede mening de senere år, han var aktiv i FLN. Han udtalte således i Figaro Magazine i februar 1990, da han blev spurgt om, hvordan Algeriet var før uafhængigheden: “Før? Mener De i kolonitiden? I tiden med Frankrig? Jamen det var et paradis! Der var blomster, frugter og grøntsager over alt, restauranter. Det var Rivieraen! (…) Nu mangler vi alt: børnehaver, skoler, hospitaler, sygeklinikker, samtidig med at partiet og politiet har nye boliger”.
I juni 2005 udtalte han til tidsskriftet Ensemble: “Ja, det er en menneskelig tragedie, og for at citere Talleyrand: “Det er værre end en forbrydelse, det er en fejl!”. En forfærdelig fejl for den politiske, økonomiske og sågar den kulturelle fremtid, for vores kære fædreland har mistet sin sociale identitet.” (…) “Glem ikke, at de jødiske og kristne kulturer og religioner befandt sig i Nordafrika længe før de arabiske muslimer. Disse muslimer var også kolonisatorer og er i dag herrefolk.”
Om de franskmænd, der boede i Algeriet (“pieds-noirs”) og blev fordrevet fra landet i 1962, sagde han: “Algeriet ville i dag, ved hjælp af pieds-noirs og dynamik (jeg siger udtrykkeligt pied-noirs og ikke franskmænd), have været en afrikansk og en middelhavs-stormagt. Men ak! Jeg indrømmer, at vi har begået politiske og stratetiske fejl. Der er blevet begået utilstedelige fejl over for pieds-noirs, der er begået krigsforbrydelser imod uskyldige civile, og Algeriet burde håndtere dette på samme måde, som Tyrkiet burde over for armenerne”. Ahmed tager her afstand fra de voldsudgydelser, som den væbnede opstand pådrog de franskmænd, der boede i landet, og som han selv som FLN leder var medansvarlig for. Han drager en parallel til Tyrkiet, der begik folkemord på armenerne.
Med oprørslederen Hocine Aït Ahmeds sene erkendelse af, at landet var bedre stillet, da det var under europæisk kolonistyre, giver han udtryk for den samme holdning som historiker Thorkild Kjærgaard.
Uafhængighedskrigen påvirker nutidens Frankrig
Tabstallene for den blodige krig er omdiskuterede, og krigen har efterladt sig dybe sår mellem de to lande, og også inden for Frankrigs grænser. De mange franske “pieds-noirs”, der flygtede til Frankrig, oplevede at blive set skævt til. Mange algierere har valgt at forlade deres uafhængige land for at bosætte sig i Frankrig, deres tidligere kolonimagt.
