På asylcentrene i de europæiske lande er indlogeret barnebrude med deres børn og langt ældre ægtefæller. Men det er også noget, vi kender til i vores egne lande, og som ansvarlige myndigheder i det store hele har lukket øjnene for.
I januar 2016 blev vi oplyst om, at der i asylcentrene er piger, helt ned til 14 år, som er kommet som asylansøgere sammen med deres mange år ældre mænd. Mange er gravide, flere har allerede et eller to børn. Flere grelle eksempler er fra Norge. Men også i Danmark er der på asylcentrene barnebrude på 14 år. Det har udløst et ramaskrig både i Norge og Danmark, og integrationsminister Inger Støjberg kræver dette uvæsen stoppet omgående.
Der er dog også i vores eget land børn helt ned til 14 år, der bliver viet af imamer. Det har de danske myndigheder vidst i mange år uden synderlige reaktioner.
I vores egen baghave
Allerede i 2005 kom den tidligere – nu afdøde – multi-tungede imam Abu Laban og andre imamer i mediernes søgelys, da dagbladet BT den 13. juni 2005 offentliggjorde båndoptagelser, som afslørede, at imamerne Abu Laban, Mostafa Chendid og Abu Jihad tilbød unge piger under 18 år at blive gift, velvidende at dette er ulovligt i Danmark.
Politikernes og myndighedernes stiltiende accept af, at imamerne overtrådte loven, gav imamer blod på tanden. Nu var det ikke mere nødvendigt, som i 2005, at vie børn i det skjulte. Der skete jo alligevel ikke noget. Ingen straf, ingen udvisninger. Så nu turde imamerne tage det næste skridt. Derfor kunne landets TV-seere den 31. august 2008 overvære en vielse med barnebruden i brudekjole og glade bryllupsgæster. Den lovovertrædende imam holdt sig anonym og ude af billedet – bare for at være på den sikre side. Man kunne jo aldrig vide, om politikerne omsider kom op af stolen og foretog sig noget.
Det var der så nogle politikere, der gjorde. Daværende velfærds- og ligestillingsminister Karen Jespersen (V) og børn- og ungerådmand Jane Jegind fra Odense (V) forsøgte at sætte en stopper for imamernes ulovlige vielser af børn. Karen Jespersens henvendelse til daværende justitsminister Brian Mikkelsen (K) om forbrydelserne var dog forgæves. Hans svar var, at der blot var tale om en religiøs velsignelse, der ikke havde nogen form for juridisk gyldighed i Danmark. Han mente altså, at fokus skulle være på den ”juridiske gyldighed”, ikke på børn, der fik ødelagt deres barndom og ungdom, og at børn fik børn.
I 2009 blev emnet taget op igen. Det fremgik nu, at der også var danske piger blandt de imamgifte. Måske var det derfor, politikerne begyndte at tale om at udvise imamer, der overtrådte dansk lovgivning. Hvor mange blev politianmeldt? Tilsyneladende først i 2011, hvor et dansk barn blev gift med sin koranlærer.
Når danske piger indgår dagligstueægteskaber, sker det, fordi de er konverteret til islam efter at have forelsket sig i en muslim. Såvel konverteringen som den efterfølgende imamvielse sker i hemmelighed og uden forældrenes vidende. Og det har været utroligt svært at råbe politikerne op. Og hvis det endelig sker, ser det ud til at gå i sin mor igen.
Vielsesbemyndigelse
Det var lykkedes imamerne at få vielsesbemyndigelse, hvilket vil sige, at de fik ret til at vie personer efter danske regler, dvs. at ingen vielse må finde sted, før prøvelsespapirer fra de danske myndigheder, som har undersøgt, om de to parter opfylder betingelserne for at blive gift, er forevist. Og derefter skal vielsen registreres hos myndighederne.
For imamerne er prøvelsespapirer ligegyldige, og man kan vel sige, at det er vielsesbemyndigelsen også. For imamerne gør, hvad der passer dem. Der vil stadig blive viet børn, der vil stadig blive indgået polygame ægteskaber, og der vil stadig være børn, der ikke kan komme ud af de indgåede forhold igen, når det går op for dem, hvad de har rodet sig ud i. Det indlysende og eneste probate middel er at udvise imamerne fra vores lande.
I juni 2011 ville daværende integrationsminister Søren Pind (V) udvise de imamer, der vier børn. Det var tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech ikke enig i, at man kunne. Også DR ville redde imamernes fortsatte tilstedeværelse i Danmark og skyndte sig at få fat i en såkaldt ekspert, islamforskeren Jørgen Bæk Simonsen – en apologet af værste skuffe. Han kunne fortælle, at ”Mange af dem, der forestår de her “vielser”, er slet ikke imamer. Der er tale om en slap og upræcis brug af definitionen “imam”.” Som Brian Mikkelsen taler Bæk Simonsen også udenom. Han fokuserer på imamerne. Børn og unges liv interesserer ikke.
Argumentationen i disse sager har kun haft til formål at forplumre debatten om pigebørns ægteskaber. Lad os hellere tale om den manglende juridiske gyldighed og imamer, der ikke er imamer. Lad os i det hele taget fokusere på noget andet end børnene.
Uanset hvad danske politikere og andre apologeter måtte mene om disse ægteskaber, der i deres optik ikke er ægteskaber, er fuldstændigt ligegyldigt. For pigerne, deres forældre og ”svigerfamilierne” er det blodigt alvor; et fuldgyldigt og forpligtende ægteskab inden for det muslimske parallelsamfund. Dansk lov er ligegyldig.
Siden har der mig bekendt været stille om disse forbrydelser mod børn. Kan det være, fordi de forbryderiske imamer er blevet udvist? Eller er de ansvarlige for børns ve og vel blevet enige om at tie forbrydelserne ihjel?
Barnebrude på asylcentrene
Nu er det kommet frem, at børn, gift med voksne mænd, opholder sig i asylcentrene, og at der er gravide iblandt dem.
De mest hårrejsende tilfælde kom til offentlighedens kendskab fra Norge, først i december 2015, hvor en 14-årig pige i et norsk asylcenter havde et barn på 18 mdr. og var gravid igen. Ægtemanden er 9 år ældre. Når henses til, at der er 9 måneders leveringstid på et barn, kan pigen næppe have været mere end højst 12 år, da dette ægteskab blev indgået. I februar 2016 kunne det igen berettes fra Norge, at der blandt børnebrudene var et barn så ungt som 11 år.
Integrationsminister Inger Støjberg vil have dette uvæsen stoppet. Prisværdigt, men hvordan? Forhindre, at børnene overnatter i weekenderne hos de voksne mænd? Pædofili-ægteskaber (som Jaleh Tavakoli rettelig kalder dem) burde være uhørt inden for vores grænser, hvad enten de foretages af herboende imamer eller er foretaget i andre lande. Og der burde være slået ned på disse forbrydelser mod børn for mange år siden.
Man skal i hvert fald ikke spørge Børns Vilkårs direktør, Rasmus Kjeldahl, til råds. Det er usympatisk og meget kritisabelt at rette kritik mod dem, der bekymrer sig for børns liv og helbred og kalde det ”ikke andet end symbolpolitik”.
