Dansk Folkeparti rejser i dag endnu en gang værdidebatten i Folketinget. Vi gjorde det også sidste år. Når vi gør det, er det fordi forsvaret for vores værdier er vigtigere end nogensinde, og fordi regeringen desværre har vist, at den ikke har skyggen af en idé. Hvad er der så sket siden sidst?
Ja, vi har desværre oplevet et grufuldt angreb på satiremagasinet ”Charlie Hebdos” redaktion i Paris, der kostede 12 journalister livet samt et gidseldrama i et kosher-supermarked, hvor fire gidsler blev dræbt af en muslimsk terrorist.
Og vi ser magtesløst til, når unge indvandrere rekrutteres som ”hellige mordere” til Islamisk Stats dødsbrigader i Syrien og Irak – som regel på opfordring fra fanatiske imamer i moskéer som Grimhøjmoskéen ved Aarhus. Samtidig har vi haft et år, hvor tilstrømningen af asylansøgere har ligget på 15.000 personer, hvilket har medført milliardudgifter, ligesom det udgør en tikkende bombe under integrationen.
For hvad sker der lige, når familiesammenføringerne for alvor kommer i gang?
Samlet set er behovet for den værdidebat dermed større end nogensinde. Og nej, det handler ikke kun om ”frikadeller” eller bederum, tørklæder, juletræer eller halalkød, sådan som visse modstandere hånligt peger på. Det handler om meget mere.
Det handler om selve essensen i den danske kultur; hvem vi er, og hvilken vej, vi ønsker at gå. Det handler om bevarelsen af vores sprog og vores kultur. Det handler om vores folkeskole og om at sikre, at vores børn får en ordentlig ballast med på vejen. Det handler om demokrati, lighed for kønnene. Det handler om vores danske fællesskab.
Jeg har tidligere sagt det, og jeg gentager det gerne: Når først værdier er gået tabt, kommer de aldrig tilbage. Er fællesskabet først ødelagt, kan det ikke genoprettes. Skaden vil være uoprettelig. Hvordan står det til med vores demokrati? Tør journalisterne skrive, hvad de vil? Tør aviserne trykke, hvad de vil? Ja, det påstår de godt nok. Alligevel har ingen rigtigt lyst til at trykke en tegning af muslimernes profet.
Begrundelsen er den, at der ikke er ”behov” for det. Den virkelige årsag er nok snarere angst og usikkerhed. Men når noget er ”forbudt” at trykke, så eksisterer der i sig selv et behov for at trykke det – det handler nemlig om at hævde ytringsfriheden. Der er to slags ytringsfriheder: Den formelle og den følte. Den formelle ytringsfrihed har vi skam – på papiret. Den er desuden sikret i Grundloven.
Men den følte – eller ”reelle” – ytringsfrihed er en helt anden størrelse. Eksisterer den stadig? Eller dækker journalister, kunstnere og andre over deres angst ved at tale om at ”tage hensyn” og pålægger sig selv censur? Andre eksempler på en ny, krybende adfærd griber om sig:
For nyligt tog supermarkedskæden ALDI et sæbeprodukt af hylderne, fordi nogle muslimer fandt produktet ”Omnia 1001 nat”, som var prydet af orientalske motiver som kupler og minareter, krænkende for deres religion. Og i Storbritannien har et af de største forlag, ”Oxford Press” besluttet at undlade enhver omtale eller afbildning af svin eller svinekød i deres skolebøger, fordi det kan ”krænke” muslimer.
I alle de nævnte tilfælde er censuren sket helt frivilligt – blot fordi en enkelt eller en lille gruppe muslimer har opfattet noget som en krænkelse mod deres profet. Dermed er der opstået en selvcensur-spiral, der tilsyneladende er uendelig. Så snart en muslim, finder noget krænkende, farer man forskræmt sammen og indfører et forbud. Men er det ytringsfrihed eller knæfald?
I Danmark har vi oplevet muslimsk modstand mod juletræer i en boligforening, separate bederum og kønsopdelt svømmeundervisning, og vi tøver fejt med at lukke en moské, som helt åbenlyst har rekrutteret unge mennesker til hellig krig i Syrien og Irak. Sjovt nok bliver det hver gang begrundet med et slags misforstået hensyn til ytringsfriheden. Jamen, skal den frihed kun gælde for fanatiske imamer og en organisation som Hizb-ut-Tahrir?
Moskéen i Aarhus burde være lukket for længst. De hellige mordere skulle have været straffet og efterfølgende udvist af landet. Men regeringen har alt andet end travlt med at træffe beslutninger. Den er fodslæbende og nølende. Den snakker, men handler ikke. Imens fortsætter tilstrømningen af asylansøgere, og imamerne fortsætter deres nedbrydende arbejde, uden at blive mødt med en eneste hindring.
Tager regeringen truslen mod ytringsfriheden alvorligt? Tager regeringen vore værdier alvorligt? Nej, den lader bare som om. Angrebet i Paris har ikke ændret et komma. Regeringen taler om sikkerhed og ”intelligent grænsekontrol”, men afviser fortsat at indføre den fysiske grænsekontrol, som i praksis vil kunne hindre udviste kriminelle i at vende tilbage og sikre os mod grænseoverskridende terror.
Jeg glæder mig meget til debatten i folketingssalen, men indrømmer med det samme, at regeringen bare vil snakke og snakke – i stedet for at handle. Den vil angribe Dansk Folkeparti for at føre ”symbolpolitik”, selv om vi har et yderst gennemarbejdet katalog af helt konkrete tiltag, som kan ændre Danmarks kurs, hvis blot vi får den nødvendige indflydelse. Derfor glæder jeg mig først og fremmest til valget. Måtte det snart komme!
Pia Kjærsgaard, MF, værdiordfører, Dansk Folkeparti
