En sort labrador ved navn Brookfield kommer ud i familiens køkken og spotter en pizzabakke med et stykke pizza oven på komfuret.
Den prøver så at snige sig til at få fat i stykket, uden at familien opdager det. Men det er lidt bøvlet, og i anstrengelserne for at snuppe den lækre pizza, kommer hunden til med poten at ramme komfurets gasbrænder, så den bliver tændt.
Hele forløbet, der udspiller sig i Connecticut i USA, bliver optaget af et overvågningskamera i huset.
Brookfield opgiver at få fat i pizzaen og går ud af køkkenet. Efter en kort stund begynder flammerne så at få fat i pizzabakken. Der går nogen tid, før det bliver opdaget, og flammerne skyder op.
Det kunne have udviklet sig ganske alvorligt. Men så opdager husets herre, at det brænder, og han kommer løbende ud i køkkenet – i tide til at tage ilden i opløbet.
Efter det lille drama i køkkenet har familien fået børnesikring på komfurets knapper, og de har købt en brandslukker.
”Åh … og vi lader heller ikke mere ting ligge på komfuret,” som manden føjer til.
a