Der lød et brag. Folk på restauranterne, i cafeerne og butikkerne kiggede ud, og et frygteligt syn mødte dem. En stor dobbeltdækkerbus havde kørt en cyklist over. Cyklisten lå nu klemt inde under bussens højre forhjul. Man kunne se mandens hånd og det ødelagte cykelstel stikke ud. Det var i London.
Så skete der noget fantastisk. Resolut strømmede folk ud fra de steder, hvor de havde befundet sig, og løb hen til bussen. Mellem 50 og 100 mennesker. Lynhurtigt fik de organiseret sig, så de i fællesskab forsøgte at løfte den tunge bus op for at få manden fri.
Alle gav, hvad de havde i sig, ingen tænkte på andet. Den mand skulle bare hjælpes. Man kan følge redningsaktionen på videoen.
Det lykkedes at få løftet bussen så meget, at cyklisten kunne komme fri. Hvordan det skete, er der lidt modstridende meldinger om. Én siger, at han blev trukket ud. En anden mener, at han selv kravlede. Men ud kom han.
Han blev straks kørt på hospitalet med alvorlige kvæstelser. Den seneste melding fra hospitalet lyder, at han befinder sig i stabil tilstand.