Valget handler også om regeringsførelse

DF

Så kom det endelig. Valget. I ugevis har vi ventet. I ugevis har stemningen været hektisk på Christiansborg, og diverse kommentatorer og journalister havde travt med at udskrive valget og gøre sig kloge på datoen. Heldigvis skal vi ikke fortabe os i den slags spekulationer. Nu kan vi komme i gang med valgkampen.

 

Et valg er ”demokratiets fest”, og valgkampen udgør sådan set selve festen. Her møder vælgere og politikere for alvor hinanden, og politikerne krydser klinger med forskellige bud på Danmarks fremtidige kurs. Det er sjovt. Det er festligt. Men tag ikke fejl: Det er også benhårdt arbejde. Det handler nemlig om at overbevise.

 

Et retfærdigt Danmark

Dansk Folkepartis politik har længe været klar. Vi ønsker et andet Danmark end Helle Thorning-Schmidts ”Danmark, du kender”. Vi ønsker et retfærdigt Danmark. Vi arbejder for en normalisering af udlændingepolitikken som forudsætning for styrket velfærd. Men vi arbejder også for helt andre værdier end dem, der har præget regeringen de sidste fire år – blandt andet en bedre regeringsførelse.

 

Fairness og gennemskuelighed

God regeringsførelse handler ikke kun om, at man siger det samme både før og efter valget. Det handler også om kommunikationen med danskerne og pressen. God regeringsførelse handler om ”fairness” og gennemskuelighed. God regeringsførelse handler også om, at ministre og ordfører ikke bare sender en ”sms” eller en ”mail”, men naturligvis er til rådighed for pressen.

 

Men hvordan har regeringen i grunden taget hånd om håndteringen af regeringsmagten?

 

Krisen blev afblæst

Ja, som ved et trylleslag forsvandt krisen pludselig – og meget belejligt lige op til et valg. Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard kunne for rullende kameraer forkynde krisens afslutning i pinsen. Her stod det klart, at valget ville komme, for ellers ville krisen jo have varet hele sommeren med – og først være afblæst efter sommerferien.

 

De økonomiske vismænd benægter ikke, at der en tegn på et opsving, men at gå så langt som til at sige, at krisen er forbi, vil de heller ikke. Regeringen forsøger selv at tegne et billede af et Danmark i opsving. Et Danmark med den rigtige regering. Et ”Danmark på sikker vej”, som de kalder det. Men holder den påstand?

 

Storforbruger af ministre og spindoktorer

At regeringen har slået alle rekorder i løftebrud, behøver ingen videre omtale. Det er alle på det rene med. At regeringen har været storforbruger af ministre, der i en lind strøm er kommet og gået som på samlebånd, er heller ingen hemmelighed.

 

Det koster millioner af kroner i ministerpensioner, men det rører ikke regeringen. Det gør heller ikke hærskaren af spindoktorer, som har forvandlet regeringspartiernes politikere til mekaniske marionetdukker.

 

Terrorhåndteringen og DONG

Antallet af dårlige sager og skandaler er ganske enkelt monumentalt – med kaosset omkring terrorberedskabet og det hemmeligholdte salg af DONG til Goldman Sachs som seneste skud på stammen.

 

Det ville sprænge alle rammer for et indlæg at opremse dem alle. Det ville kræve adskillige sider. Måske var det grunden til ændringen af offentlighedsloven, således at det blev lettere at begrænse de dårlige sager i pressen?

 

Velfærdsydelser sendes til udlandet

Men et par enkelte sager fortjener alligevel at blive nævnt. Husker nogen mon valgkampen sidste år, da danskerne skulle stemme ved valget til Europa-Parlamentet?

 

Det var her, det kom frem, at det danske velfærdssamfund sender millioner af kroner til udlandet i form af dagpenge, børnecheck og andre velfærdsydelser.

 

Et flertal i Folketinget trak i velfærdsnødbremsen, men statsminister Helle Thorning-Schmidt lod som ingenting – under henvisning til EU.

 

Den gode regeringsskik

Eller hvad med finansminister Bjarne Corydon, som fortsat nægter at udlevere oplysninger om salget af DONG til Folketingets Finansudvalg på trods af kritik fra Rigsrevisionen og Folketingets formand? Det har intet med god regeringsskik at gøre. Det er en skandale.

 

Hertil kommer de konsekvente skønmalerier af den økonomiske situation – ”afblæsningen” af krisen er kun det seneste skud på stammen, for ”opsvinget” har de sidste snart fire år hele tiden været lige om hjørnet.

 

Endelig kan man pege på, at regeringens amputation, da Socialistisk Folkeparti under indtryk af fatalt dårlige meningsmålinger valgte at bruge salget af DONG som begrundelse valgte at træde ud af regeringen.

 

I et berømt eventyr forvandlede den grimme ælling sig til en smuk svane. Det billede kan ikke bruges på regeringen. Bortset fra lidt basken med vingerne kom ællingen aldrig rigtig op at flyve, og tilbage står en plukket fugl med kun et par enkelte fjer, som i bedste fald er ligeså ufortjente, som de er lånte; nemlig det påståede økonomiske opsving, som vismændene er i færd med at pille fra hinanden.

 

Derfor er det godt, at valgkampen er blevet skudt i gang. Nu kan vi endelig få renset luften. Nu kan vi få skiftet ud. Til gavn for Danmark.

Del på Facebook