Israelerne går i morgen den 17. marts til valgurnerne kun lidt over 2 år efter det forrige valg den 22. januar 2013.
Den koalition, som den gang blev dannet under ledelse af premierminister Benyamin Netanyahu, brød sammen for nogle måneder siden.
Koalitionen bestod af Netanyahus eget Likud-parti, to andre højrepartier og to centrumspartier.
Årsag til sammenbrud
Sammenbruddet skyldtes uenighed om fredsprocessen med palæstinenserne, forholdet til USA, den økonomiske politik samt tiltagende personstridigheder mellem premierministeren og lederne af de to centrumspartier, som han til sidst smed ud af regeringen.
Også i sit eget parti har Netanyahu været under beskydning, så han stilede bevidst mod et valg, der kunne styrke hans position og muliggøre en ny regeringskoalition uden centrumspartierne, men med et eller flere af de religiøse partier, der traditionelt har samarbejdet med Likud.
Netanyahu er den israelske regeringsleder, der har siddet længst på posten, 1996-99 og siden 2009, bortset fra den legendariske David Ben Gurion, en af statens Israels grundlæggere (1948-53, 1955-63).
Den israelske økonomi er meget stærk. Den er især båret frem af en højt udviklet IT og high tech-sektor.
Men landet er præget af stigende social ulighed, som har spillet en vigtig rolle i valgkampen.
Dertil kommer de brændende sikkerhedspolitiske spørgsmål, som Netanyahu har søgt at gøre til hovedspørgsmål: Det palæstinensiske spørgsmål, Iran, truslen fra Islamisk Stat, truslen fra Hizbollah i Libanon, o.s.v.
Det israelske partilandskab er meget splittet, og de to største partier står ikke en gang til ½ af stemmerne til sammen.
Valgets to hovedmodstandere er Netanyahu og hans Likud-parti og på den anden side Zionistisk Union.
Venstrefløjen: Zionistisk Union
Zionistisk Union er en fællesliste af Arbejderpartiet, som ledes af Isaac Herzog (søn af Israels præsident 1983-93, Chaim Herzog), og midterpartiet Hatnua (”Bevægelsen”), som ledes af tidligere udenrigsminister Tzipi Livni.
De to har aftalt en rotation på premierministerposten, hvis de danner regering. Arbejderpartiet var i årtierne frem til 1990’erne et af Israels stærkeste partier, men opnåede ved sidste valg kun 15 mandater. Det har ikke stået i spidsen for en regering siden 2001.
Likud domineret af bosætterne
Valgkampen er efter meningsmålingerne at dømme langt fra gået efter Netanyahus hoved.
Likud står her til ca. 20 – 22 mandater i det israelske parlament, Knesset, som har 120 medlemmer. Ved forrige valg opstillede Likud på en fællesliste med højrepartiet Yisrael Beiteinu, den omstridte udenrigsminister Libermans parti. De opnåede da 31 mandater (YB står til 5).
Likud (”Sammenslutningen”) har været Israels traditionelle centrum/højreparti med en nationalistisk profil, men på et oprindeligt stærkt socialt grundlag, som dog i de senere år er blevet noget udvisket.
Likud er blevet stadigt mere domineret af bosætterbevægelsen, der er kategorisk imod indrømmelser til palæstinenserne, især rømning af Vestbredden.
De seneste meningsmålinger giver Zionistisk Union 24-26 mandater (21 i 2013). Det er dog langt fra givet, at der dermed er lagt op til en regering ledet af Isaac Herzog og Zionistisk Union.
Der opstiller nemlig i alt 9 andre partier og lister, spændende over spektret venstre/højre, sekulære/religiøse og moderate/yderliggående i det palæstinensiske spørgsmål. Og tyngdepunktet ligger ikke til venstre/hos de sekulære/moderate.
Herzogs muligheder
Hvis Herzog skal danne en regering, må han i hvert fald kalkulere med følgende partier som koalitionspartnere. I parentes mandattal ifølge meningsmålingerne:
Yesh Atid (”Der er en fremtid”): Centrumsparti, som appellerer til den sekulære middelklasse (12-13). Går ind for fredsforhandlinger med palæstinenserne. Som medlem af den forrige regering lykkedes det partiet at få ophævet en lov, der undtog ultrareligiøse unge mænd fra værnepligten.
Meretz (”Styrke”): 5. Venstresocialistisk.
Disse tre partier/lister står altså tilsammen til 40-45 mandater. Der er således et godt stykke til et flertal, 61 mandater. Tilmed befinder Meretz sig på vippen, da valgloven har en spærregrænse på 3,25 %, nogenlunde svarende til 4 mandater.
I teorien, men ikke særligt sandsynligt, ville en centrumvenstrekoalition kunne støttes af Fælleslisten (13), et valgforbund af sekulære, nationalistiske og islamiske arabiske partier og det hovedsagligt arabiske kommunistiske parti. P.g.a. forhøjelsen af spærregrænsen fra 2 til 3,25 % opstiller de denne gang sammen for at undgå at glide ud af Knesset. Det er dog meget tvivlsomt, om denne brogede skare vil kunne støtte – eller blive akcepteret som støtte til – en israelsk regering.
Højrefløjen står stærkt
De øvrige partier står til højre eller er stærkt religiøse. Så selv hvis Likud går så meget tilbage som spået, og Netanyahus egen stilling som partilederkommer i fare, ser mulighederne for en højrekoalition gunstige ud. Følgende partier kan tænkes at indgå sammen med Likud:
Habayit Hayehudi (”Jødisk Hjem”), et religiøst og ultranationalistisk parti, som især støttes af bosætterbevægelsen (11-12). Kategorisk modstander af indrømmelser til palæstinenserne.
Kulanu (”Os alle”): 8-10. Et nydannet centrum/højreparti af udbrydere fra Likud, som er utilfredse med, hvad de ser som Likuds manglende sociale profil og afhængighed af bosætterbevægelsen. Dets leder Moshe Kulanu har tilbudt sin støtte til den side, der vil tilbyde ham finansministerposten. Han er ingen beundrer af Netanyahu.
Yisrael Beiteinu (”Israel er Vores hjem”) (5), som ledes af den kontroversielle udenrigsminister Avigdor Liberman, har traditionelt haft sin basis blandt indvandrerne fra Rusland efter kommunismens sammenbrud. Denne vælgergruppe føler sig dog efterhånden velintegreret i Israel og er ikke længere så trofast som tidligere. Desuden er partiets ledelse på det sidste blevet ramt af en meget alvorlig korruptionsskandale. Ligger tæt på spærregrænsen.
Det giver knap 50 mandater. De resterende 10-15 mandater til en højrekoalition vil kunne findes blandt de religiøse partier, der normalt først og fremmest går efter en regeringsindflydelse og dermed store tilskud til de religiøse skoler og institutioner samt til de fattige og børnerige religiøse familier:
Shas (hebraisk forkortelse for ”De sefardiske vagter”): 7. Shas appellerer især til meget religiøse sefardiske jøder, d.v.s. jøder der stammer fra Mellemøsten og middelhavsområdet.
Forenet Torajødedom: 6-7. Et ultrareligiøst parti, der støttes af meget religiøse jøder, som stammer fra Nord- og Østeuropa (ashkenazier).
Yachad (”Sammen”): 5. Udbrydere fra Shas. Ultrareligiøst og ultranationalistisk.
For og imod Netanyahu
Disciplinen på højrefløjen er imidlertid ikke bundsolid, og valget har i høj grad været en kampagne for og imod Netanyahu. Så det er ikke komplet utænkeligt, at et parti som Kulanu og evt.
Yisrael Beiteinu vil kunne overveje deltagelse i en koalition med Zionistisk Union. Blandt de religiøse partier, der altid kan fristes med penge til deres bagland, har især Shas tidligere samarbejdet med venstrefløjen. Det ligger dog meget tungt denne gang, da intet af de religiøse partier vil sidde i regering med Yesh Atid, der var bannerfører for loven om værnepligt for ultrareligiøse mænd.
Endelig afhænger balancen mellem venstre og højre af, om et eller flere af de partier, der ligger tæt på spærregrænsen, står distancen eller ej: Til venstre Meretz, til højre Yisrael Beiteinu og det ultraortodokse Yachad. Ryger Meretz ud, forsvinder muligheden for en centrum/venstreregering.
Bliver resultatet meget mudret, kan en koalition mellem de to store partier og et par af de øvrige partier ikke udelukkes.
