Den Korte Avis berettede tirsdag om en sælsom retssag i Connecticut, USA.
Jennifer Connell krævede omkring 800.000 kr. i erstatning af sin nevø, Sean Tarala. På hans 8-års fødselsdag i 2011 gav hun ham en gave, og han gav hende så voldsom en krammer som tak, at de væltede omkuld, så hun brækkede et håndled.
Hun påstår, at hun elsker sin nevø. Ikke desto mindre var hendes krav, at han skulle holdes ansvarlig for følgerne af det brækkede håndled.
Da hun i retten udmalede, hvilken belastning hendes brækkede håndled have påført hende, nævnte hun følgende eksempel: Hun havde svært ved at holde på sin hors d’oeuvre tallerken under et selskab.
Retssagen lignede et kynisk forsøg på at score en masse penge ved et sagsanlæg – et fænomen, der er meget udbredt i USA. Det hele blev ikke just mere sympatisk af, at den nu 12-årige Sean for et år siden mistede sin mor.
Dette var så tantens måde at ”støtte” ham på i en svær tid.
Men det mislykkedes for hende. En enstemmig jury på seks medlemmer afviste, at Sean Tarala kunne holdes ansvarlig for Jennifer Connells brækkede håndled. Hun fik ikke en krone i erstatning.
Det kunne da også lige mangle andet. Dommen bliver modtaget med glæde blandt naboerne til Sean Tarala og hans far Michael i byen Westport. De ryster på hovedet over, at drengen overhovedet skulle trækkes i retten.
Se TV-indslag her:
http://newyork.cbslocal.com/2015/10/13/woman-sues-nephew-over-hug-jennifer-connell/
(WCBS, Daily Mail)