Omar Abdel Hamid El-Hussein, der ifølge politiet begik terrordrabene i København, kom fra det kriminelle miljø og blev radikal islamist.
Det er han langt fra ene om. Stadig flere muslimer med en kriminel baggrund tager den radikale islamisme til sig.
Gellerup
Det mærker politiet nu i indvandrerghettoen Gellerup. Politiforbundets blad Dansk Politi beskriver den skræmmende udvikling.
Bladet citerer Jens Espensen, leder af den lokale politistation i Gellerup, for følgende:
”De rødder, vi normalt har problemer med fordi de stjæler knallerter, sælger hash og laver andre dumheder, er begyndt at røre på sig på en anden måde. De lader skægget gro, er begyndt at komme i moskeen og kører rundt med ISIS-flag og falske kalashnikover.”
Den udvikling gør det ikke nemmere at være politimand her i området, påpeger Jens Espensen.
På TV2 har man også kunnet se nogle unge fra Gellerup vise solidaritet med Omar El-Hussein.
Politiet skal finde ud af, hvordan man skal reagere på denne radikalisering. Dansk Politi skriver:
Hvordan håndterer man det, hvis områdets kriminelle pludselig ser sig selv om muslimer med en sag – vel at mærke en sag, hvor det handler om at gøre politifolk fortræd?
Politiet fastholder dog den åbne stil, som man har praktiseret over for områdets unge, med blandt andet fod- og cykelpatruljer. Men det er klart, at atmosfæren er blevet væsentligt mere anspændt. Jens Espensen siger:
”Vi fortsætter altså som altid, men med et ekstra vågent øje.”
Det skal nu vise sig, hvor meget modsætningerne bliver trappet op.
Fængslerne
Radikaliseringen af de kriminelle muslimer sker i høj grad i fængslerne – som det også var tilfældet med Omar El-Hussein.
Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, berettede torsdag i TV2-programmet Station 2, om, hvordan muslimske indsatte i fængslerne jubler over terrorhandlinger og drab på amerikanske soldater.
De stadig tættere bånd mellem det kriminelle miljø og det islamistiske miljø tegner meget faretruende perspektiver for det danske samfund.