Da placeringen af Mogens Lykketoft som formand for FN’s generalforsamling i 2015 blev udråbt som den største udenrigspolitiske triumf i nyere tid, blev det bekræftet, at det danske Udenrigsministerium befinder sig i en eksistentiel krise.
Selvom tidligere udenrigsministre i alliance med politikere, der håber og håber, har holdt hånden over ministeriet, kunne det ikke blive ved.
Stigende udgifter til flygtninge
Udenrigsministeriet blev da også som led i Finanslovsaftalen med SF og Enhedslisten pålagt at spare 1,5 mia. kr. på bistandsrammen i 2015. Baggrunden var de stærkt stigende udgifter til flygtningeområdet.
Den radikale udenrigsminister Martin Lidegaard måtte sammen med udviklingsminister, Mogens Jensen, gøre gode miner til slet spil, og overlade protesterne til de statssubsidierede bistandsorganisationer. Organisationernes synkrone protester gjorde dog ikke indtryk i Finansministeriet.
I Udenrigsministeriet gik diplomaterne (af kollegerne på Slotsholmen kaldet ”blåfrakkerne” og ”lakskoene”) urolige rundt på de lange gange på Asiatisk Plads.
Nogle begyndte endog at regne på konsekvenserne af den nye politik (ikke noget de ellers er vante til i det ministerium, jf. GGGI). Besparelserne på udviklingsrammen berører ikke umiddelbart udenrigstjenesten, men fordi Udenrigsministeriet altid har beregnet sig et klækkeligt overhead for at administrere støtten til verdens aller fattigste mennesker.
Regeringens egne tiltag betød derfor, at ud over beskæringen af bistandsrammen skulle den traditionelle udenrigstjeneste spare 140 millioner kr. frem til 2018.
Socialdemokraterne fryser udviklingsbistanden
”Lakskoene” blev igen rystet, da statsminister Helle Thorning-Schmidt sammen med den øvrige socialdemokratiske top som led i valgkampen, og for at sandsynliggøre den ansvarlige finanspolitik trods de ukontrollable stigninger i flygtningeudgifterne, meddelte at stigningen i den danske bistand sættes i bero.
Det var ellers SR-regeringens mål det fælles regeringsgrundlag, at ulandsbistanden skulle opjusteres, så ”den over en årrække kommer tilbage på 1 procent af BNI”.
Selvom forslaget ikke var groet i den radikale baghave, måtte Martin Lidegaard igen udadtil forholde sig passivt. Mogens Jensen var heller ikke – helt usædvanligt – tilgængelig for kommentarer.
Venstres forslag
Først da Venstre annoncerede, at ulandsbistanden skal reduceres med 2,6 milliarder kroner til 0,7 pct. af bruttonationalindkomsten, BNI, og forslaget blev bakket op af de borgerlige partier, reagerede Martin Lidegaard.
Visse avisredaktioner kom på mystisk vis i besiddelse af Udenrigsministeriets ”interne” beregninger, der viser at, hvis ulandsbistanden beskæres, som Venstre har lagt op til, skal udenrigstjenesten spare yderligere op mod 130 millioner kroner om året, eller hvad der svarer til omkring en halv milliard kroner på fire år.
Besparelser på udenrigstjenesten
Kan det virkelig være rigtigt, at Udenrigsministeriet med et kæmpebudget er nødlidende? Selvfølgelig ikke – det burde ikke være noget problem for ministeriet at imødekomme nye udfordringer gennem besparelser, omprioriteringer og fokusering inden for udenrigsministeriets kæmpebevilling.
Udenrigsministeriet bør ligesom andre ministerier underkastes en grundig budgetanalyse af mulighederne for rationaliseringer og besparelser ved større samarbejde med EU’s fælles udenrigstjeneste, ved større samarbejde med de andre nordiske lande, ved at vurdere ambassadørernes residenser, lukrative udetillæg, tilskud til tjenestefolk m.v., ambassadelukninger, effektiviseringer og fokusering.
Regeringens visioner
Udenrigsminister Martin Lidegaard og Handels- og Udviklingsminister Mogens Jensen har udviklet et såkaldt visionspapir med pejlemærker for Udenrigsministeriets satsninger i de kommende år.
Papiret præsenteres i kronikker under den mystiske overskrift ”Mere Danmark i det globale maskinrum” – mystisk, fordi vi alle ved, at det laksko- og kjoleklædte par til enhver foretrækker bling og rampelys frem for det tusmørke, der ofte omgiver egentligt arbejde.
Analysen, der prætenderer at ”sætte kursen for, hvordan vi bedst sikrer danske interesser i en verden under forandring” fastslår, at ”Den økonomiske og demografiske udvikling over de kommende årtier vil betyde, at de europæiske landes, herunder Danmarks, betydning og indflydelse som selvstændige aktører på den globale scene formindskes”. Så sandt, så sandt – hvornår har vi set Udenrigsministeriet eller ambassaderne gøre en forskel i Syrien, Iraq eller Ukraine? Eller nogen steder?
Er det virkelig nødvendigt med alle de ambassader og konsuler?
Hvis man i visionspapiret kigger efter overvejelser vedrørende lukrative udetillæg, ambassadelukninger, effektiviseringer og fokusering bliver man dog skuffet. Til gengæld må man undre sig over, at EU spiller en meget begrænset rolle i regeringens overvejelser om dansk udenrigspolitik og Udenrigsministeriets og DANIDAs fremtid.
Lissabon traktaten trådte i kraft den 1. december 2009, og med traktaten etableredes tillige rammerne for fælles politik for udenrigsanliggender og sikkerhed. De 28 medlemslande træffer beslutninger på månedlige rådsmøder. Beslutningerne implementeres af den højtstående repræsentant – “the High Representative of the Union for Foreign Affairs and Security Policy” – sammen med medlemslandene.
Den tidligere italienske udenrigsminister, Madame Mogherini, beklæder i øjeblikket stillingen som højtstående repræsentant og leder EU’s udenrigstjeneste – European External Action Service, EEAS – på dansk ”FUT’en”.
Behov for øget udenrigspolitisk samarbejde i EU
Den fælles EU-udenrigstjeneste med en stab på omkring 3.600 har givet mulighed for synergier og effektiviseringer i de nationale tjenester, herunder det danske udenrigsministerium.
EU har diplomatiske relationer med alle lande i verden, forbindelser med stort set alle internationale og regionale organisationer, og EU har omkring 140 delegationer eller ambassader.
På området for udviklingsbistand er EU allerede den største internationale spiller og aktivt tilstede overalt. Det forekommer paradoksalt, at medlemslande som Danmark fortsat opretholder deres traditionelle netværk af repræsentationer og nationale bistandsadministrationer.
Det forekommer ellers oplagt, at i en situation hvor Danmarks betydning og indflydelse som selvstændig aktør formindskes, burde vi i langt større omfang leve op til vores internationale forpligtelser gennem EU´s koordinerede indsats.
Disse realiteter burde være det faste udgangspunkt for overvejelser om Udenrigsministeriets fokuserede og effektive opgavevaretagelse.
Flere vækstrådgivere og øgede offentlige udgifter
Det paradoksale er imidlertid, at regeringens udenrigspolitiske overvejelser især vedrører traditionelle bilaterale diplomatiske indsatser og ikke beskæftiger sig med, hvordan vi kan udnytte synergien ved samarbejdet med de andre EU-lande.
Ikke overraskende præsenteres vi for regeringens universal-middel – større offentlige udgifter. Det, der ifølge regeringens finanslov for 2015 er behov for, er 17-18 nye ”vækstrådgivere”, der skal udsendes med den primære opgave at skabe vækst og jobs i Danmark. Ikke fred i verden eller udvikling, men vækst og jobs i Danmark!
Der leveres ikke skygge af argumentation for, at disse ministerielle rådgivere kan skabe andet og mere end vækst i de offentlige udgifter. Finansieringen hentes da heller ikke i Danmarks Eksportråds rigelige bevillinger, men ved at skære i bistandsrammen.
Det er ellers mere end svært at påvise Eksportrådets positive indflydelse, og det er overhovedet ikke overraskende, at bistandsorganisationer som MS finder det ejendommeligt, at pengene til de nye erhvervstiltag skal tages fra u-landsmidlerne.
Martin Lidegaards kritik
Udenrigsminister Martin Lidegaard fremfører i en udenrigspolitisk kronik i Berlingske Tidende den 6. juni 2015 en hård kritik mod Venstre.
Kronikke er imidlertid i ligeså høj grad en kritik af regeringspartneren, Socialdemokratiet. Det er betegnende, at udenrigsminister Martin Lidegaard i kronikken alene beskæftiger sig med EU i nogle polemiske betragtninger om Danske Folkepartis mulige indflydelse på en borgerlig regerings EU-politik.
Overtræder Udenrigsministeriet reglerne for valgkampe?
Sagsforløbet omkring de politiske udmeldinger om besparelser på udviklingsbistanden giver også anledning til spekulationer om Udenrigsministeriets og Martin Lidegaards krænkelse af de skrevne og uskrevne regler om misbrug af centraladministrationen under valgkampe.
http://www.politiko.dk/nyheder/venstres-loefte-om-mindre-ulandsbistand-vil-ramme-ambassader