Mandag i sidste uge blev den britiske politibetjent David Phillips dræbt, da han blev kørt ned af to biltyve i en varevogn.
Hans kolleger i London-områdets politistyrke (Met Police) ville ære ham ved at bære et mærke med kongerigets flag, Union Jack, i sort-hvid med en blå streg på midten.
Men det fik de forbud imod fra ledelsen. Officielt blev forbuddet begrundet helt formelt: Et sådant mærke stred mod reglerne for politifolks påklædning. Det fremgik blandt andet af en e-mail, som blev rundsendt.
Den øverste chef for the Met Police, Sir Bernard Hogan-Howe, nåede dog at få sagt, at han ikke havde noget problem med mærket. Det må ses som et udtryk for, at man godt kan være fleksibel i forhold til reglerne.
Noget kunne da også tyde på, at det ikke var reglerne, der i sidste ende var afgørende for forbuddet.
Frygt for, at flaget virker stødende
Tilsyneladende har en højtstående politileder ladet betjente forstå, at mærket ikke kunne bæres, fordi det kunne støde ”visse befolkningsgrupper”. Denne udlægning er blevet bekræftet af Ken Marsh, som er formand for politiforbundet i London-området.
Det er i så fald ikke første gang, at man har krævet fjernelse af nationale symboler, fordi de kunne støde ”visse befolkningsgrupper” – hvilket er en omskrivning for muslimske indvandrere.
Den Korte Avis har for eksempel berettet om en soldat, der kom til skade under en øvelse og blev kørt til et hospital i sin uniform. Her blev han bedt om at gemme sig væk, fordi han uniform kunne virke provokerende på nogle mennesker.
I den nuværende sag fik politifolkene altså forbud mod at ære deres døde kollega med mærket. Et nyt skridt blev taget i retning af at nedtone nationalfølelse og nationale symboler, fordi en voksende del af befolkningen ikke identificerer sig med det land, de bor i.
(Sunday Express, Daily Mail)