På nettet er nogle varer “på tilbud” hele tiden. Er det lovligt?

Colourbox

Ulovlig prismarkedsføring på nettet

 

Spørgsmål:

Jeg faldt for nogen tid siden over en hjemmeside, hvor alle varer var på tilbud, hvilket jeg synes var helt fint, så jeg købte et par varer på siden.

 

Nu en måned efter er jeg så inde på siden igen, og kan se at der stadig er tilbud på de samme varer, og nye varer der er kommet på i mellemtiden er også på tilbud.

 

Er det lovligt? Jeg kan jo også se, at tilbudspriserne svarer til, hvad andre sælger de samme varer til, og varerne således reelt slet ikke har været på tilbud.

 

Svar:

Reglerne om korrekt fastsættelse af priser findes i markedsføringsloven.  Forbrugerombudsmanden har desuden udarbejdet en vejledning om, hvordan reglerne skal forstås. Det er også Forbrugerombudsmanden der fører tilsyn med, at reglerne overholdes.

 

En hjemmeside der sælger varer, skal oplyse totalprisen inklusiv moms og gebyrer, så man som forbruger fra starten ved, hvad man skal betale for varen.

 

Den konkrete hjemmeside du henviser til, skilter med en ”før” pris, som så er streget over, og en ”tilbuds” pris som er fremhævet. Jeg har selv konstateret, at der ikke er ændret på prisoplysningerne i de 4 uger, hvor jeg har holdt øje med siden. Allerede af den årsag er det min vurdering, at hjemmesiden overtræder markedsføringslovens § 3 om forbud mod vildledende markedsføring.

 

For lovligt at kunne sætte varer på tilbud, skal en række betingelser være opfyldt.

 

  1. For det første skal varen have været til salg i butikken i mindst 6 uger til normalprisen, før det er tilladt at have tilbud på varen. Virksomheden skal kunne dokumentere, at varen har været til salg til normalprisen.
  2. For det andet må tilbuddet ikke vare mere end 2 uger. Varer tilbuddet ud over 2 uger, bliver tilbudsprisen den nye normal-pris.

 

For dagligvarer og sæsonvarer er perioderne henholdsvis 4 uger og 1 uge.

Læs også
Myndighederne spærrede Bazar Vest af – og afslørede dårlig hygiejne, sort arbejde og socialt bedrageri

 

Da tilbuddet på den pågældende side har varet i mindst 4 uger og efter hvad du beskriver væsentligt længere, vurderer jeg, at der er tale om ulovlig markedsføring. Virksomheden kan blive pålagt bøder for overtrædelsen.

 

Advokat (L) Søren Vasegaard Andreasen, besvarer spørgsmål om lov og ret. Har du et spørgsmål, du ønsker besvaret, kan du sende det til [email protected]. Udvalgte spørgsmål vil i anonymiseret form blive besvaret her i avisen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…