Ca. 400 piger. Så mange antager de britiske myndigheder er blevet voldtaget af et netværk af mænd med overvejende pakistansk baggrund i og omkring Oxfordshire, England.
Lyder det bekendt?
For godt en måned siden beskrev Den Korte Avis, hvordan en tilsvarende bande i Rotherham over en periode på 16 år havde bortført og misbrugt op mod 1400 skolepiger.
Overvejende piger, der i forvejen var socialt udsatte, og som derfor også ofte var under mindre opsyn fra ansvarlige voksne.
Det udnyttede en bande pakistanske mænd, som samlede pigerne op på gaden eller fra skole, hvorefter de enten selv voldtog dem efter at have bedøvet dem med stoffer og alkohol – eller de lejede dem ud på timebasis til andre mænd.
England var i oprør over skandalen, der greb om sig og fik alvorlige konsekvenser for de lokale myndigheder, der havde lukket øjnene for misbruget – overvejende af angst for at blive beskyldt for racisme.
Der er lignende sager i mange andre byer
Nu kører der så en ny og tilsvarende historie i Oxfordshire. Og i Derby. Og i Rochdale. Og i Telford. Alle byer med lokale indvandrerbander, der i årevis har haft det som en lukrativ virksomhed at bortføre, voldtage og handle med engelske skolepiger.
Der er således ikke tale om enkeltstående tilfælde, men om en epidemi, der hastigt breder sig, og som ingen endnu kender det fulde omfang af.
Det store sammenfald i fremgangsmåde og i forbrydernes baggrund (indvandrere med muslimsk baggrund), giver også anledning til at formode, at voldtægtsbanderne på en eller anden måde kan være indbyrdes forbundne.
Pigerne var ofte anbragt på opholdssted når de blev misbrugt
Indtil videre har de britiske myndigheder dog travlt med at afdække overgrebenes omfang. I Oxfordshire har en 133-sider lang rapport en ”Serious Case Review” (SCR) fastslået, at der er grundlag for at antage, at 373 piger er blevet systematisk sexuelt udnyttet af et netværk af mænd med indvandrerbaggrund siden 2004.
Rapporten tager afsæt i beretninger fra seks piger og deres kontakt med myndighederne. Pigerne var ofrene i en omtalt retssag fra 2013 kaldet ”Operation Bullfinch”, hvor 7 muslimske mænd blev fundet skyldige i at voldtage og sælge pigerne i årene mellem 2004-2012.
Ifølge SCR blev de seks piger rapporteret savnet i alt 500 gange mellem 2005 og 2010 – i halvdelen af tilfældene mens de var i de sociale myndigheders varetægt – uden at det gav anledning til indgriben.
Gruppesex, voldelig sex og ydmygelser
Det bliver yderligere beskrevet i rapporten, hvordan mændene fyldte pigerne med alkohol og stoffer i en grad, så de blev afhængige og dermed var lettere at manipulere. Men også vold og trusler var en integreret del af den kontrol banderne udøvede over for pigerne for at få dem til at holde mund med overgrebene.
Og det var ikke småting, pigerne blev udsat for: de blev typisk kørt til billige hoteller eller tomme ejendomme, hvor de blev lejet ud til mænd, der tit kom langvejs fra for at have sex med pigerne.
Ofte meget voldelig sex, der inkluderede vold med forskellige instrumenter, kvælnings”lege” og nedværdigende behandling, hvor pigerne blev tisset på.
Ofte var der flere mænd på en gang, og de sexuelle ydmygelser kunne i nogle tilfælde stå på over flere dage. I disse tilfælde blev pigerne bevogtet, så de ikke løb væk.
Politiet troede ikke på hvad pigerne fortalte
At så systematisk vold og sexuelle overgreb har kunnet finde sted uden at nogen fandt ud af det og greb ind, er ufatteligt.
Og endnu mere ubegribeligt er det, når man læser beretningen fra de seks piger, der afdækker, hvordan pigerne flere gange henvendte sig til politiet uden at nogen troede på dem:
”Jeg klagede over en mand, som hentede mig fra et børnehjem og solgte mig til sex. Han blev arresteret, løsladt – og så solgt han mig igen” siger en af pigerne.
”En kvindelig politibetjent fandt mig fuld i selskab med voksne mænd. Jeg sagde til hende, at jeg var ok – og så gik hun igen. Jeg blev voldtaget den aften” siger en anden pige.
På trods af den manglende indgriben fra professionelle myndigheders side – er der ingen i SCR-rapporten, der bliver bebrejdet eller stillet til ansvar.
Ingen har med overlæg eller med vilje afvist pigerne eller nægtet at komme dem til hjælp, men har været ude at stand til at se faresignalerne og se bagom pigernes reaktion, lyder det således i CSR-rapporten.
De har set tidligt seksualiserede og ofte konfliktsøgende piger, og har ikke haft kompetencerne til at gennemskue de signaler, pigerne har sendt.
Og så har det helt overskyggende problem også været, at de involverede myndighedspersoner ikke har kunnet fatte omfanget og arten af den udnyttelse og det misbrug pigerne har været udsat for.
Cameron vil straffe utilstrækkelig opsynspligt
Men den køber den britiske premierminister David Cameron ikke. Da han 3. marts deltog som taler ved et seminar om børnemishandling, sagde premierministeren bl.a. med reference til CSR-rapporten:
”Man behøver ingen særlig uddannelse i børnemishandling for at vide, at når en 12-årig går i seng med en 25-årig, så er der noget helt galt. Og man kommer heller ikke fuld, forslået og halvnøgen hjem efter at have været sammen med sine ”venner”” sagde Cameron, som nu lancerer et tiltag, hvor straffen for med vilje at overse overgreb mod børn skærpes.
Om denne strafskærpelse får noget effekt er dog tvivlsomt. Og selvom der kan være god grund til at bebrejde de lærere, socialrådgivere, politi og sundhedsmyndigheder, at de overså problemerne og ikke kom pigerne til hjælp – så var det ikke dem, der misbrugte og udnyttede pigerne.
Det var grupper af afstumpede mænd med indvandrerbaggrund. Måske det var dér man skulle starte, hvis man ville overgrebene til livs.
Oxford Sexgang.
Rockdale sexgang.