Der bliver efter alt at dømme ingen aftale mellem regeringen og de borgerlige om terrorpakken.
De borgerlige har insisteret på, at regeringen på forhånd fortæller, hvordan den vil finde pengene til pakken for hele den fireårige periode, hvor den skal gælde. Så man har et samlet overblik.
Det nægter regeringen at give, og så siger de blå nej. Dermed ligger der heller ikke nogen aftale om den ekstraordinære bevilling for i år, som ligger på omkring 130 mio. kr.
Mette Frederiksen vil nu gå en anden vej: Hun vil sende aktstykket om de 130 mio. kr. til Folketinget, og så må de enkelte partier beslutte sig for, hvordan de vil forholde sig.
Noget andet er vigtigere for regeringen
Det vides endnu ikke, hvordan de borgerlige stiller sig. Men Mette Frederiksen vurderer, at de ikke kan holde til at stemme nej.
Selv om regeringen nok får sin bevilling for 2015, er forløbet noget af en nedtur for regeringen. Den får ikke det store iøjnefaldende forlig om terror, som den gerne havde set her op til valget.
Men det er med velberåd hu, at regeringen afviser at komme med en samlet plan for finansiering af terrorpakken over fire år.
For Mette Frederiksen og Helle Thorning er der noget, der er vigtigere end en bred aftale om terroren. Og denne vigtigere sag ville lide skade, hvis regeringen nu skulle forklare, hvor den ville hente pengene til de fire års terrorindsats.
Når Mette Frederiksen nøjes med et aktstykke, der kun gælder næste år, så handler det i virkeligheden om denne anden og vigtigere sag for regeringen. Justitsministeren har en skjult dagsorden.
Økonomi og velfærd
Da Folketinget havde spørgetime med statsministeren i tirsdags, koncentrerede Helle Thornings indledende bemærkninger sig om én eneste ting: økonomien.
Det afspejler, at regeringen er nået til den konklusion, at hvis den skal vinde næste valg, så skal det være på økonomi og velfærd.
Selv om Thorning fik anerkendelse for sin optræden i forbindelse med terrorangrebene, så må hun konstatere, at det ikke har ændret noget nævneværdigt i afstanden mellem blå og rød blok i meningsmålingerne.
Derfor regner den heller ikke med, at det gør den store forskel ved valget, om den kan lande en bred fireårig aftale om terrorbekæmpelse.
Og regeringen ville oven i købet skulle betale en pris for en sådan aftale, som den ikke ønsker at betale. Den skulle nemlig finde et stort beløb til terrorbekæmpelsen over fire år.
Det har den bestemt ikke lyst til. Den vil meget hellere føre valgkamp på at fortælle om, hvilke penge den vil bruge på velfærd og styrkelse af den offentlige sektor – mens den tamper løs på Venstres ”nulvækst”.
Fremgang i økonomien
Alt hos regeringen skal nu vige for, at økonomi og velfærd kan blive det store emne i valgkampen.
Det er formentlig en rigtig vurdering, at økonomi og velfærd er regeringens bedste tema, når den skal forsøge at indhente det store borgerlige forspring.
Først og fremmest er der jo ved at komme træk i den internationale økonomi, hvilket også giver bedre udsigter for dansk økonomi.
Oliepriserne er faldet voldsomt. Samtidig er kronens kurs lav, fordi euroens kurs er lav, og der er udsigt til et yderligere kursfald i forhold til dollaren. Det betyder en væsentlig styrkelse af dansk konkurrenceevne og en hel del nye arbejdspladser.
Det er sød musik for en plaget regering, der skal til valg. Regeringstoppen giver den da også alt, hvad den kan trække, i retning af at tage æren for de lysere tider.
Vælgerne plejer dog at tage det med skepsis, når regeringer vil gøre internationale økonomiske opsving til deres specielle fortjeneste. Det kan meget vel blive tilfældet igen.
Men selv om vælgerne ikke bare hopper på regeringens jubelretorik, så er det naturligvis langt bedre for en siddende regering, at økonomien går fremad.
Private arbejdspladser
Det reducerer også et alvorligt problem, som regeringen har haft med sin strategi for valgkampen.
Thorning har gjort det til sit absolutte kernepunkt at advare mod Løkkes ”nulvækst”. Men her har ligget en fare for hende:
Dette budskab har appelleret meget mere til de offentligt ansatte end til de privat ansatte. Og det har appelleret mere til kvinderne, som er talstærkt repræsenteret i den offentlige sektor, end til mændene, som er stærkere repræsenteret i den private sektor.
Men fremgangen i den internationale økonomi rækker her Thorning en hjælpende hånd: Den betyder private arbejdspladser.
Dermed kan hun føre valgkamp på at udnævne sig selv til den, der sikrer både offentlige og private job.
Denne chance vil hun og Mette Frederiksen under ingen omstændigheder have ødelagt ved, at de skal finde et større beløb til terrorbekæmpelse – og dermed får færre penge til velfærdsløfter.
Derfor søger regeringen at få terrordebatten bragt til ro med sit aktstykke. Nu vil den have økonomi og velfærd bragt i centrum.
