Tillad os at fortælle en historie fra det virkelige liv: Et barn med spastisk lammelse får kirurgisk rettet sin fod efter at have gået skævt i flere år.
Efterfølgende er der ifølge ortopædkirurgen akut behov for specialsko med kraftig støtte i hælen. En bevilling til at købe sko fra Sahva kommer dog ikke fra sundhedsvæsnet, men fra socialvæsnet.
Men socialvæsnet vil ikke bevilge sko – operationen har jo løst problemet med foden, og dermed kan der ikke længere være behov for specialfodtøj.
Vi skal ikke trætte jer med det efterfølgende sagsbehandlingsforløb, det tog nemlig 3 måneder, før skoene, som ortopædkirurgen havde “ordineret”, blev bevilget.
Til tider er der brug for at ryste posten og vurdere, om vi har indrettet vores velfærdssystem på den mest fornuftige måde. Fornuftig for borgeren og for de pårørende, men også med skyldig hensyntagen til den mest hensigtsmæssige og omkostningseffektive drift.
Det er derfor ikke til at se logikken i, at foranstaltninger, såsom hjælpemidler, udstyr, træning m.m., der anbefales af læger og andre professionelle i sundhedsvæsnet, efterfølgende skal bevilges af socialvæsnet.
Vel at mærke af jurister og socialrådgivere uden lægefaglig indsigt. Hvorfor er det ikke sundhedsvæsnet, der bevilger pengene? Hvad er logikken?
Det er jo netop sundhedsvæsnet, der har kompetence til at vurdere både behovet nu og her OG den potentielle besparelse på længere sigt, både menneskeligt og samfundsøkonomisk.
For eksempel kunne intensiv træning afbøde en kostbar operation.
Men da det i dag er to forskellige kasser, der betaler, er der en tendens til at spare på den forebyggende indsats og dermed flytte langt tungere økonomiske poster over i sundhedsvæsnet.
Set i et kommunalt perspektiv er det som at tisse i bukserne på en råkold vinterdag, udelukkende for at holde varmen. Desværre er omkostningerne for de involverede borgere og pårørende bare langt større end som så. Og det samme for kommunerne – nogle gange på kort sigt og andre gange, når regningen rammer tifold længere fremme i tiden.
Vi bør flytte den del af socialvæsnets opgaver over i sundhedsvæsnet og dermed spare store summer på forenklet sagsbehandling og en fornuftig forebyggende indsats.
Det sparer på samme tid menneskelige ressourcer, unødige udfordringer og forhalende forhindringer hos både den enkelte borger og de pårørende.
Vi ønsker netop at sætte borgeren og de pårørende i centrum – ikke bare i ord, men i handling.
Karina Rohrberg Jessen (V), medlem af Socialudvalget og Michael Gatten (V), medlem af Sundheds- & Omsorgsudvalget, Københavns Borgerrepræsentation.