En del små piger drømmer om at være prinsesse. Nogle forældre kan så finde på at kalde deres datter prinsesse.
Det biver kritiseret af kønsforskere og andre debattører. Men denne ophedede debat er helt ude af proportion.
Man påstår, at hvis forældrene kalder børnene for prinsesser eller røvere, så tror børnene på, at det er det, de er. Det er skadeligt for deres liv og selvopfattelse, kan man forstå på blandt andet kønsforsker Karen Sjørup:
“Det er ikke ligegyldigt, hvad vi kalder vores børn. Jeg mener, at man sætter pigerne ind i en rædsom skabelon. De bliver krukkede af det og forventer, at omverdenen behandler dem som prinsesser. Det gør dem helt ærligt ret irriterende at være sammen med” siger hun til Berlinske 14/8
Naturligvis skal man ikke kalde sine børn for grimme eller nedladende ting. Men derfra og så til at tro, at børnene for alvor tror på, at de er prinsesser er temmelig langt ude.
Bortset fra, at det kan være ulideligt at høre på forældre, der kalder deres børn for diverse kælenavne, så handler det ikke om ord, men om opdragelsen. Det børnene bliver krukkede af, er ikke titlen som prinsesse, men mors krukkede tilgang og opfattelse af sit barn.
Familieekspert Charlotte Højlund siger:
“Mange opdrager deres børn på en måde i dag, hvor de indgyder børnene en selvopfattelse om at være noget pokkers specielt, det er opdragelsen, forældrene skal kigge på”
Børn der er ulidelige at være sammen med
Bliver poderne så ulidelige på grund af de øgenavne, forældrene giver dem. Eller bliver de det på grund af forældre, der forkæler og ikke siger fra.
Det ville være nemt og ligetil, hvis ord kunne ændre på dårligt opdragede børn. Men ord skaber ikke verden, det gør handlinger.
Forældrene er rollemodeller og autoriteter, de skal sige fra og sætte grænser, dette kan fint ske, selvom man ind i mellem kalder sit barn for prinsesse eller prins.
Kæden hopper af der, hvor forældrene selv opfatter og opdrager deres børn til at være noget helt specielt. Og så er det, at børnene bliver irriterende for omgivelserne.
Det er de børn som Margrethe Brun Hansen kalder “se-mig-børn” i en artikel i Vores børn:
“Børn, som ikke får lov til at være vrede og kede af det, uden at mor også bliver ked af det, får nemlig sværere ved at fungere socialt. Det er typisk dem, der ved skolestart konstant kræver opmærksomhed, klynker og larmer og ikke kan koncentrere sig eller nyde noget, uden at der står en voksen og klapper ad dem.
Det er også de børn, der risikerer at blive udstødt af fællesskabet, fordi de ikke kender de sociale spilleregler.
De børn får jo slet ikke forståelsen af, at man er nødt til at tage hensyn til andre mennesker, og de bliver irriterende for andre, både børn og voksne, at være sammen med”
Samværet med sådanne børn og deres forældre bedres nok ikke ved, at forældrene så oveni kalder børnene for små prinsesser, når børnenes opførsel er alt andet end prinsesse-agtig.