En naiv dommer hjalp forbryderen, som grinede hele vejen hen til banken

colourbox

Ryan Hough hævdede, at han i 2012 var blevet skadet i ryggen, hovedet og skulderen, da han var faldet ned fra en køjeseng uden afskærmning i fængslet.

 

Skaden havde siden forhindret ham i at dyrke motion, sagde han. Derfor anlagde han erstatningssag mod fængslet.

 

Fængslet accepterede i første omgang et erstatningsansvar.

 

Men da Hough snart efter kom ud af fængslet, gik det ham tilsyneladende pludselig meget bedre. Han blev i hvert fald afsløret i at slæbe tyvekoster ud af et hus, der havde haft brand. Herunder en stor fladskærm og anden tung elektronik.

 

Da dette kom frem, trak fængslet sin accept af et erstatningsansvar tilbage.

 

Så kom erstatningssagen for retten i Manchester. Hough forklarede, at han kunne slæbe rundt på tyvegodset, fordi han havde taget nogle smertestillende piller.

 

Og han havde heldet med sig. Den flinke dommer mente, at hans skade var helt reel, men at han havde nået at komme sig så meget, at han var i stand til at bakse rundt med de stjålne varer.

 

Så Hough fik en erstatning på cirka 25.000 kr., hvortil kom sagsomkostninger, der beløb sig til cirka 300.000 kr. Begge dele skulle betales af fængslet, dvs. skatteyderne.

 

Da dommen blev læst op, tørrede Ryan Hough tårer af øjnene. Han sagde: ”Det er ikke noget, jeg har fundet på – det er mig, der har lidt under smerterne.”

 

Eller måske skal man sige: Han lod, som om han tørrede tårer af øjnene. Af en eller anden grund har man en mistanke om, at han grinede hele vejen hen til banken.

Del på Facebook