Fredag holdt Lars Løkke Rasmussen pressemøde i forbindelse med Venstres sommergruppemøde.
TV-stationernes og avisernes dækning af pressemødet har været præget af nøjagtig den samme vinkel. Den blev for eksempel formuleret således i Politikens overskrift: ”Carl Holst-sag skyggede for Løkkes pressemøde”.
Men det er en pudsig måde at fremstille sagen på.
Hvis mediernes omtale skulle have været dækkende for, hvad der foregik med den sag på pressemødet, skulle overskrifterne snarere være noget i retning af: ”Journalisterne spurgte næsten ikke om andet end Carl Holst-sagen på Løkkes pressemøde.”
For det var jo ganske klart journalisterne selv, der sørgede for, at det meste kom til at handle om Carl Holst. Løkke talte om alt muligt andet.
Medieskabt
Journalisterne brugte et gammelt trick: De lod, som om Carl Holst-sagens centrale rolle slet ikke var medieskabt. Som om de bare refererede noget, de var stødt ind i.
Medierne gør det gang på gang: Først skaber de begivenheden. Derefter omtaler de den, som om det er noget, der er sket derude i virkeligheden, og som de bare gengiver.
På fredagens pressemøde var det indlysende relevant at spørge til Carl Holst-sagen. Men journalisterne gjorde mere end det: De brugte deres egen voldsomme spørgelyst som en slags dokumentation for, at dette var en stor sag, som gav Løkke enorme problemer.
Bruges specielt mod borgerlige politikere
Dette trick findes også i andre varianter:
Medierne kan for eksempel sige, at en bestemt politiker er ”kontroversiel” eller ”møder hård kritik”. Går man det så nøje efter, viser det sig, at denne ”hårde kritik” først og fremmest kommer fra journalisterne selv. Tricket bliver specielt brugt mod borgerlige politikere.
Man så et hårrejsende eksempel i valgkampen, da TV2 overfaldt Lars Løkke, fordi han havde refereret noget, en arbejdsgiver havde fortalt ham. Derefter kastede andre medier sig over Løkke.
Medierne – med TV2 spidsen – kunne så under valgkampen blive ved med at gentage, at Løkke havde mødt ”hård kritik” i denne sag. Til trods for, at denne kritik primært var et produkt af journalister og af Løkkes røde modstandere. Løkke havde intet forkert gjort i sagen.
Carl Holst og Inger Støjberg
Virker journalisternes trick? Kan de få befolkningen med på den stemning, som de selv forsøger at løbe i gang?
Det kommer fuldstændig an på, hvilke holdninger befolkningen har til den sag, det drejer sig om.
Når journalister forsøger at gøre Inger Støjberg upopulær ved hele tiden at fremstille hende som ”kontroversiel”, preller det af som vand på en gås hos vælgerne. Flertallet er klart med Støjberg.
Anderledes er det med sager, hvor en politiker beskyldes for at have været for bjergsom – som i tilfældet Carl Holst. Det er noget, som vælgerne er meget på vagt over for, og derfor kan heftig kritisk medieomtale have en virkning.
Så Carl Holst-sagen er en kedelig sag, også for Løkke. Men næste valg afgøres ikke af den sag. Derimod kan det meget vel blive afgjort af udlændingepolitikken.
