Hvis man skal tro TV2, er Angela Merkel en stor humanist, mens Winston Churchill var en skurk, der brød med de europæiske værdier

Wikimedia

Onsdag holdt EU’s ministre for asylområdet møde i Bruxelles, fra dansk side deltog integrationsminister Inger Støjberg.

 

TV2 News var på pletten. EU-korrespondent Lotte Mejlhede kunne fortælle, at man blandt andet var blevet enige om at styrke kontrollen ved EU’s ydre grænser.

 

Studieværten spurgte så, hvordan det skulle ske. Ville man bruge magt? Eller ville man ”gøre det på en mere humanistisk måde, hvis man kan sige det sådan”?

 

Lotte Mejlhede kunne berolige sin studievært med, at man absolut ville gøre det på den ”humanistiske måde”. Som hun sagde, citeret efter hukommelsen: ”Det med at bruge pigtråd og bygge mure – det er bare ikke sådan, Europa er.”

 

Det fremgik desværre ikke, hvordan EU skulle forsvare sine grænser på den ”humanistiske måde”.

 

Men brugen af en sådan vending i denne sammenhæng er meget typisk for en venstreorienteret og politisk korrekt måde at se verden på.

 

Sådan ville TV2 have dækket Churchill

Man kan lave et tankeeksperiment. Man kan forestille sig, at TV2 og for den sags skyld DR-TV rapporterede fra Storbritannien i slutningen af 1930’erne.

 

Dengang stod der en kæmpe debat om, hvordan den britiske regering skulle reagere på truslen fra Nazi-Tyskland.

 

Winston Churchill krævede, at Storbritannien oprustede hurtigst muligt, så man blev i stand til at imødegå den nazistiske trussel med magt.

 

Hans modstandere – med den ulyksalige Neville Chamberlain i spidsen – mente, at man skulle tale sig til rette med Hitler.

 

På TV2 ville en studievært formentlig have spurgt den udsendte korrespondent, om Storbritannien ville bruge magt, sådan som Churchill krævede, eller om man ville ”gøre det på en mere humanistisk måde”.

 

Korrespondenten ville forsikre, at briterne ville gøre det på den ”humanistiske måde”. Og hun ville tilføje: ”For kanoner og kampfly – det er bare ikke sådan, de europæiske demokratier er.”

 

Den sande humanisme

Kendsgerningen er, at Churchill ville have været begejstret, hvis man kunne fjerne truslen fra Nazi-Tyskland ved at tale sig til rette med Hitler – uden at løsne et skud. Men han troede ikke et øjeblik på det, og han havde som bekendt ret.

 

Hvis Churchill dengang havde reageret på ”den humanistiske måde”, som TV2 udtrykker det, ville det have kostet ufattelige ekstra ødelæggelser og lidelser for de europæiske demokrater.

 

Hans linje med at være klar til at bruge magt, var netop den ”humanistiske” for at bruge det udtryk. Når man ser på konsekvenserne af den ene og den anden politik, var Churchills politik langt mere menneskelig end Chamberlains eftergivenhed.

 

Har intet med virkeligheden at gøre

Den aktuelle folkevandring kan på ingen måde sammenlignes med truslen i 1930’erne. Men eksemplet fra fortiden kan alligevel bruges til at vise, hvor absurd TV2’ fremstilling af den aktuelle asyldebat er.

 

Enhver europæer ved sine fulde fem ville selvfølgelig foretrække, at man kunne bremse den massive asylstrøm uden at bruge nogen form for magt.

 

Desværre oplyste TV2 altså ikke, hvordan det skulle gøres. Men hvor ville det dog være dejligt, hvis man bare kunne bede asylansøgerne om at tage tilbage igen – og så gjorde de det!

 

Problemet er bare, at det ikke har noget med virkeligheden at gøre. Det er jo meget tydeligt, at asylansøgerne fra Mellemøsten, Afrika og Asien vil gøre alt for at trænge frem til især Tyskland. Hvis man afstår fra magt, ja, så gør de det bare.

 

Resultatet vil være, at de fredelige, humane europæiske samfund vil blive løbet fuldstændig over ende. De faktiske konsekvenser af det, TV2 kalder den ”humanistiske måde”, vil være særdeles anti-humanistiske.

 

Drømmerier

Det er meget karakteristisk for den venstreorienterede og politisk korrekte måde at se verden på, at man ikke interesserer sig synderligt for de faktiske konsekvenser af sine handlinger. Man er i det hele taget ikke meget for at tale om virkeligheden.

 

Man vil meget hellere tale om, hvordan man drømmer om, at virkeligheden kunne være. Det har de venstreorienterede altid gjort.

 

Man drømmer om, at den enorme folkevandring kan standses uden nogen form for magtanvendelse – i form af afvisning af skibe eller bevogtning og måske afspærringer ved grænser.

 

På den måde stikker man blår i øjnene på befolkningerne. Men ikke nok med det. Man bruger det også til at fremstille sig selv som meget bedre mennesker end dem, der tager udgangspunkt i virkeligheden og ved, at man ikke kan undgå enhver form for magt.

 

På samme måde forsøgte Churchills modstandere at begå karaktermord på ham ved at fremstille ham som ”krigsliderlig”. Men Churchill var ikke krigsliderlig. Han var realist.

 

Man føler sig så god …

Det er totalt uklart, hvad forbundskansler Angela Merkel forestiller sig, når hun lægger op til at sikre EU’s ydre grænser uden nogen form for magt. Og denne fatale uklarhed bliver så hyldet i TV2.

 

Hvis man skal tro TV2, er den handlingslammede Angela Merkel en stor humanist, mens den handlekraftige Winston Churchill var en skurk, der brød med de europæiske værdier.

 

Det har ikke noget med virkeligheden at gøre. Men hvor kan man føle sig god, når man fremstiller tingene på den måde.

Del på Facebook