Den 25-årige Taela Jade Davis kom gående ned ad en lille sidegade ved højlys dag. Hun havde sine hovedtelefoner på, så hun ænsede ikke, at en mand sneg sig ind på hende bagfra. Han slog hende i hovedet og væltede hende om på jorden.
Det foregik i Melbourne, Australien.
Hun lå på ryggen, da den store stærke mand på omkring 30 år væltede sig over hende og prøvede at flå hendes bluse af.
Men efter den første overrumpling begyndte adrenalinen at pumpe i hende. Frygten forsvandt og mobiliserede al den erfaring, hun havde fra 15 år som karate-kæmper. En erfaring, der havde ført til, at hun havde sort bælte i karate. På videoen (en TV-reportage) kan man se hende træne.
Gik til modangreb
Hun havde absolut ikke lyst til at blive endnu et tal i de sørgelige statistikker over kvinder, der bliver udsat for sexforbrydelser. Så hun gik til modangreb.
Hun fik sit ene ben gjort fri og sparkede ham med knæet. Han mistede balancen, så hun kunne rulle væk fra ham. Men så greb han om hendes ankler.
”Jeg så i øjnene, at han under ingen omstændigheder ville stoppe. Så jeg besluttede mig for at ramme ham så hårdt, som overhovedet muligt.”
”Så jeg vendte mig om og slog ham i hovedet med hele min kropsvægt bag, så hans næse blødte. Men det havde ikke så stor en virkning, som jeg håbede.”
Han greb begge hendes arme, så hun ikke kunne slå igen. Men i karate lærer man, at man altid skal søge en åbning hos modstanderen, fortæller hun. Så hun nikkede manden en skalle.
Dermed kom hun lidt på afstand fra ham, og hun besluttede sig for at give ham et knæ i skridtet og bagefter i ribbenene – flere gange.
Imens råbte hun, og det tiltrak en forbipasserende. Da han nærmede sig, flygtede voldsmanden.
Lille og spinkel – og ualmindelig sej
På Facebook berettede hun senere om sine skader og sin sejr, og hun opfordrede alle kvinder til at lære selvforsvar.
”Selv om jeg er forslået og har blå mærker, så kom jeg ud af det med kun et par brud på ribbene, en hjernerystelse og nogle ordentlige plamager.”
”Jeg kan fortælle jer, at jeg kom ud af det som vinder. Jeg er sikker på, at jeg brækkede hans næse og hans ribben, og hans kugler må være sorte og blå. Jeg tror, at han er en hel del mere øm, end jeg er.”
En ualmindelig sej ung kvinde, hvilket man også får et indtryk af, når man ser videoen her. ”Lær jer noget kampsport, piger,” lyder hendes opfordring.
Taela Davis takker sin karatelærer Ennio Anselmi for, hvad han har lært hende.
Han siger: ”Jeg er stolt af hende over, at hun har været så dygtig til at bruge sin karate-viden, når det virkelig gjaldt. Og jeg er også lidt stolt af mig selv over, at jeg har lært hende de her ting.”
Taela Davis er ret lille og spinkel. Sexforbryderen må have betragtet hende som et nemt bytte. Men som hun skriver på Facebook:
”Min karatelærer har lært mig, at det ikke kommer an på, hvilken størrelse man har – man kan stadig lande et ordentligt slag og tage imod en hård træffer!”
Det kan gerningsmanden tale med om.