Jeg er sikker på, at de lidt ældre læsere af Den Korte Avis godt kender forholdene omkring landegrænsen mellem Danmark og Tyskland, og herunder hvordan og hvorfor grænsen blev som den er.
Men efter at have talt med nogle yngre mennesker fra min bekendtskabskreds om grænseforhold i al almindelighed, tror jeg det vil være en god ide med en kort historisk gennemgang, som beror på min hukommelse samt efterfølgende kildeangivelse.
Versailles-traktaten
Den grænse som vi kender i dag er resultatet af Versailles-freden blev underskrevet den 28. juni 1919 i Versailles i Frankrig af landene Frankrig, Storbritannien og Belgien på den ene side og Tyskland på den anden.
USA underskrev ikke Versailles traktaten, fordi USA var af den mening at betingelserne var for hårde, og forhandlede i stedet en aftale med Tyskland, den såkaldte Berlin-traktat fra 1921.
En af betingelserne i Versailles traktaten var at Tyskland skulle afstå Nordslesvig til Danmark. Det vi i dag kender som Sønderjylland.
Versailles traktaten bestemte også, at der skulle holdes en folkeafstemning i Slesvig i to omgange, en i Mellemslesvig og en i Nordslesvig.
Folkeafstemningen i Nordslesvig som var zone 1 blev afholdt den 10. februar 1920, og renset for detaljer kan man sige, at 82 % stemte sig til Danmark og 18 % stemte sig til Tyskland.
I afstemnings zone 2, Mellemslesvig, var resultaterne efter afstemningen den 14. marts 1920, at 20 % stemte Dansk og 80 % stemte Tysk.
Grænsestenene
Grænsen i dag fra Skomagerhus i øst til Det Fremskudte Dige i vest, er markeret med grænsesten. Der er i alt 280 grænsesten og nr. 1 står ved Skomagerhus – der er der hvor Kruså’en løber ud i Flensborg Fjord, og grænsesten nr. 280 er placeret yderst ude mod Vadehavet oppe på diget.
Grænsestene er lavet i granit og de fleste stikker ca. 60 cm op over jorden. De er firkantede og bærer alle et nummer. Endvidere er de forsynet med inskriptionen DRP (Deutsches Reich Preussen) på den ene side og D (Danmark) på den modsatte.
På toppen af hver sten er der i midten en lille fordybning, og herfra går der såkaldte sigte linier ud til siderne.
Hvis man ser bort fra nuværende bevoksning m.v., kan man se fra den ene sten til den anden, og herved været helt sikker på hvor grænsen går.
På nr. 1 og nr. 280 er datoen den 15.6.1920 også markeret, men kun på disse to. Datoen markerer dagen hvor grænsedragnings arbejdet blev på begyndt.
Her ses grænsesten nr. 1, som står ved Skomagerhus, stedet hvor Kruså’en løber ud i Flensborg Fjord. Sten nr. 1 og nr. 280 er spidse på toppen i modsætning til alle andre sten, som på toppen har sigtelinier.
Grænse-pæle og -bøjer
Enkelte grænsesten adskiller sig fra de øvrige sten ved at være egepæle. Stederne hvor de er sat, er bl.a. i skoven bag Kobbermøllen ved Kruså. Her er jordbundsforholdene så bløde, at granitsten ville synke og forsvinde i jorden. Derfor har man brugt egepæle.
Disse er udformet helt på samme måde som granitstenene, men på toppen sidder en kappe (jeg tror det er zink) med de samme inskriptioner som på granitstenene.
Grænsen går også gennem Rudbøl Sø, og her er grænsen markeret ved hjælp af bøjer der flyder på vandoverfladen. Grænsestenes placering i 1920 blev nøje overvåget af Grænsedragningskommisionen, med repræsentanter fra landene England, Frankrig, Italien og Japan samt Danmark og Tyskland.
Opsætningen af grænsestenene begynder
Arbejdet med grænsestene blev påbegyndt den 15. 6. 1920, så derfor denne dato på den første og den sidste sten. Statsgrænsen, som den korrekt hedder er 68 km lang fra Skomagerhus til Det Fremskudte Dige.
Selve grænsestenene blev udført af stenhugger Kolbe i Itzehoe for den nette sum af 72 mark for hver tilhugget sten. Dertil kom 2,40 mark for hvert indhugget tegn eller bogstav. Dette fremgår af kontrakt mellem den internationale kommission og stenhugger Kolbe.
I 1920 skal man forestille sig et åbent primært landbrugsland og kun få mennesker boede i området. Grænseforløbet fulgte naturligt vandløbene Kruså, Skelbæk, Gammelå og Sønderå og tog i øvrigt hensyn til lokale ønsker og forhold, hvor det var muligt.
Den fulde ordlyd kan læses i Bekendtgørelse nr. 497 af 21.12.1923: Bekendtgørelse angående grænsen mellem Danmark og Tyskland, således som denne er fastsat af den i henhold til Bestemmelsen i Versaillestraktatens Artikel 111 nedsatte Grænseafstikningskommision. Bekendtgørelsen er stadig gældende.
Den nye Statsgrænse skar sig gennem landskabet fra øst til vest over sine 68 km. Rigtig mange af de små lokale veje, blev afspærret med en grænsebom.
Grænseovergangene
Der blev oprettet grænseovergangene Skomagerhus, Kruså, Padborg, Pebersmark, Møllehus, Sæd og Rudbøl.
Skomagerhus grænse havde særstatus, ikke fordi den var en sekundær grænseovergang, som reelt betød, at den kun måtte krydses af danske og tyske statsborgere.
Særstatussen bestod i, at det var en turist overgang, og egentlig baseret på, at Flensborg bys borgere kunne bruge skoven, som var ejet af Flensborg by, som udflugtsmål.
Under 2. verdenskrig blev denne grænseovergang lukket helt. I 1954 blev grænsen igen åben for passage i sommerhalvåret men kun i weekender og på helligdage. Men kun med begrænset åbningstid.
Efter Schengen aftalen trådte i kraft i 2001, har denne overgang været åbent og uden nogen form for kontrol.
Efter Schengen
Alle grænseovergange store som små er efter Schengen aftalen, nu alle åbne grænseovergange. De små veje som i 1920 blev lukkede og hvor der blev opsat grænsebom, er nu alle åbne.
Bommene er de fleste steder fjernet og der er ikke nogen form for kontrol. Alle kan frit og uden kontrol krydse disse overgange.
De øvrige nævnte overgange var alle fra 1920 og til 2001 kontrollerede overgange, dvs. at enten var det folk fra gendarmeriet, politiet eller det senere toldvæsen som foretog kontrollen.
På tysk side er den en vej som løber parallel med grænsen fra Flensborg i øst til et par kilometer fra landsbyen Aventoft i vest. Det er i øvrigt her i Aventoft at et stort antal mennesker hvert efterår ser på fænomenet sort sol.
Vejen fra Flensborg til Aventoft har 3 forskellige navne. Mod øst hedder den Flensburger Strasse, midt på hedder den Betonstrasse og længst mod vest er det Grenzstrasse. Fra denne vej er der mulighed for at komme til byerne sydpå og til de større vej, inkl. motorvejene sydpå.
I næste artikel fortæller Gunnar Hede om de enkelte grænseovergange.
