Øget international konkurrence betyder, at Danmark ikke automatisk kan regne med at få del i et globalt opsving. Skal Danmark have del i væksten fremover, må vi tage en række svære beslutninger om løn og velfærd.

Det gælder om at gribe mulighederne i opsvinget, vi kan ikke tillade os at læne os tilbage og vente på, at væksten kommer til os. Det gik bedre i de gode gamle dage, hvor verden ventede og arbejdede for os. Med ”os” mener jeg den vestlige verden, der i realiteten forsvandt med finanskrisen i 2008.

For nu vil resten af verden have del i væksten, og der bliver ikke givet ved dørene. Der er fart på resten af verden, for den vil have del i det gode liv. Vi har der imod glemt, at det kræver hårdt arbejde, lange arbejdsdage og konstant fornyelse for at få høje væksttal. Samtidig har middelklassen i den tredje verden med Østen og Sydamerika i spidsen opdaget, at velstanden er inden for rækkevidde, hvis de arbejder hårdt for den. Sådan er det ikke i Danmark.

Forvænte danskere

Danskerne er blevet forvænte og tror, at forbruget i år automatisk bliver bedre end sidste år, det viser tallene for forbrugertilliden. Krisen er jo overstået, og så skal det jo gå fremad – ikke sandt? Nej! Opsvinget kommer ikke af sig selv. Denne gang kan vi ikke nøjes med at lade os trække af det tyske vækstlokomotiv eller stimulere indenlandsk forbrug med gunstige lånemuligheder.

Tallene viser, at danskerne har positive forventninger til fremtiden, men det skaber ikke vækst i sig selv – ikke nok til for alvor at være med i det kommende opsving. Situationen er den, at selvom krisen er overstået, udebliver væksten, fordi vi ikke er villige til at yde de ofre, der skal til, for at blive en del af opsvinget.

Nødvendige ofre for vækst

Men hvad der det, vi må ofre? I bund og grund er det velfærdsstaten, der er under pres. I lang tid har lønningerne på arbejdsmarkedet været alt for høje til, at industrien kan konkurrere med udlandet. Konkurrenceevnen er holdt oppe af et velfungerende arbejdsmarked med stabile veluddannede medarbejdere, men nu går den ikke længere.

De danske lønninger er for høje, eller sagt på en anden måde, veluddannet arbejdskraft andre steder er villig til at arbejde længere for mindre. Dermed er vores konkurrencefordel er forsvundet.

Vi kan vælge at sænke lønningerne, men så hæmmes forbruget og dermed hele grundlaget for den fremtidige vækst. Vi kan også vælge at arbejde mere, men det går ud over fritiden, og det vil danskerne ikke acceptere. Den sidste mulighed er at sænke skatten på arbejde, men det sætter velfærdsstaten under pres, og det gør rigtig ondt.

I længden kommer vi ikke uden om det. Vi er nødt til at arbejde mere og hårdere. Vi er nødt til at stille større krav til vores unge studerende, stille større krav til alle på arbejdsmarkedet og ikke mindst have større forventninger til os selv. Vi er kort sagt nødt til at ændre indstilling til, hvad vi vil gøre for vores samfund, inden vi for alvor igen kan regne med vækst og voksende forbrug.

Kommer Danmark med i opsvinget?

Som det ser ud lige nu, er opsvinget stille og roligt ved at passere uden om Danmark, og vi opdager det ikke for alvor, før det er for sent. Når den næste krise kommer, bliver den ekstra dyb, fordi vi ikke var med på opsvinget. Det kan være, at vi til den tid vågner op, og får lavet de nødvendige ændringer i vores indstilling og vores samfund.

I fremtiden bliver væksten helt afgørende for både det offentlige velfærdsforbrug og dit private forbrug. Det afhænger af vores evne til at være med i opsvingene, vores evne til at reformere velfærdsstaten og vores evne til at ændre indstilling til hvor meget og hvor hårdt vi vil arbejde.

Kim Valentin

Finanshuset i Fredensborg