De fleste af os lever efter, at en aftale er en aftale, uanset om den er mundtlig eller skriftlig så ønsker vi i bund og grund at leve op til de aftaler, som vi har indgået. Men indimellem spænder lovgivningen ben for dette ellers glimrende princip.
Ofte er årsagen til den slags regler, at man fra lovgivers side har udtrykt ønske om at beskytte den angiveligt svage part, ofte forbrugere overfor virksomheder eller offentlige myndigheder, eller f.eks. indenfor lejelovgivningen hvor der gælder en lang række regler som beskytter lejer på en sådan måde, at uanset hvad udlejer og lejer måtte have aftalt, så kan lejer efterfølgende sige, at det vil man ikke leve op til, da loven siger noget andet.
Det er lejer naturligvis i sin gode ret til – for det siger loven – men det giver nogle uhensigtsmæssige problemer, da lejelovgivningen er skabt omkring den forventning, at udlejer er en fuldtidsprofessionel udlejer med rigtig mange ejendomme, mens virkeligheden ofte er, at det er Hr. og Fru Jensen der udlejer deres hus eller lejlighed, som de ikke har kunnet få solgt, eller som blot skal udlejes i en kort periode, mens de selv er ude at rejse.
Hr. og Fru Jensen i klemme
Hr. og Fru Jensen kender ikke alle de kringlede regler i lejelovgivningen, og det er en sådan en slags lov, hvor det ikke hjælper noget bare at læse en enkelt paragraf. Man er nødt til mere eller mindre at læse og forstå hele loven, før man selv kaster sig ud i at lave aftaler med lejere.
Men virkeligheden er, at Hr. og Fru Jensen rent faktisk selv skriver deres lejekontrakter ud fra den forventning, at en aftale er en aftale, og når de så en dag står med en lejer, som ikke vil leve op til det aftalte, så ringer Hr. og Fru Jensen uforstående til mig og spørger om det nu også kan være rigtigt, at lejer ikke skal flytte på det aftalte tidspunkt og bare kan blive boende, at lejer ikke skal betale for istandsættelse ved fraflytning, eller at lejer kan kræve huslejen sat væsentligt ned dagen efter vedkommende er flyttet ind.
Ofte er mit svar til Hr. og Fru Jensen, at det skam er rigtigt nok, fordi de har overset en bestemmelse i lejeloven, som netop giver lejer disse rettigheder.
Store tab på grund af huller i loven
Jeg rådgiver dagligt både udlejere og lejere i lejelovgivningen og fører mange retssager om disse emner, og den overordnede tendens er, at de ikke-professionelle udlejere taber rigtig mange penge, fordi de ikke kender reglerne. Ofte så mange penge at hvis de var klar over konsekvenser på det tidspunkt hvor de lejede ud, så ville de hellere have ladet ejendommen stå tom, end at risikere de problemer som de nu står med.
Vi snakker ofte om tab i størrelsesordenen 100.000 kr. eller mere. Jeg har mange gange hjulpet lejere til at slippe for fraflytningsregninger på over 50.000 kr., fordi udlejer havde overset 14-dages fristen for at gøre mangler gældende ved lejers fraflytning, og jeg har set huslejer bliver sat ned til det halve af, hvad parterne havde aftalt, hvilket ofte betød at det kostede udlejer mere at eje ejendommen, end de fik ind i husleje.
Der findes mange firmaer, foreninger og organisationer som har bygget hele deres forretningsgrundlag op omkring at rådgive lejerne om smuthullerne i lovgivningen. Det er der ikke noget forkert i. Det jeg derimod er modstander af, er en lovgivning som modarbejder menneskers muligheder for frit at indgå de aftaler, som de ønsker.
Der må for min skyld gerne være nogle begrænsninger, som forhindrer at en udlejer kan spekulere i, at der er boligmangel, og dermed kræve ublu vilkår for at udleje sin lejlighed, men hvorfor skal vi have 9 forskellige måder at beregne huslejen på, og hvorfor kan man ikke kræve, at lejer fraflytter huset med et rimeligt varsel, hvis det bliver solgt?
Det er spørgsmål, som politikerne bør tage stilling til. Hvor meget ønsker man på Christiansborg at bestemme over, hvad folk ude i landet går og gør?
Sjældne tilfælde
Jeg møder heldigvis også lejere, som selv om jeg har fortalt dem, hvilke rettigheder loven giver dem, siger, at de på trods af det ønsker at overholde den aftale de har lavet med udlejer, også selvom det koster dem penge. Det sker dog kun sjældent. For når først lejer er fraflyttet, så handler det både for udlejer og lejer som regel om at få flest mulige penge med sig.
Jeg er en af dem, som tjener en del af mit daglige brød på at rådgive udlejere og lejere, og det er en fast forretning, som følge af de mange komplicerede regler, som lejelovgivningen indeholder. Men jeg vil alligevel gerne støtte op bag, at man begynder for alvor at få bragt mængden af den lovgivning som påvirker borgernes hverdag ned, da for mange uforståelige love er med til at svække tilliden til den lovgivende magt, ligesom det er meget omkostningstungt at administrere både for den enkelte borger, domstolene og den offentlige forvaltning.
Advokat (L) Søren Vasegaard Andreasen, besvarer spørgsmål om lov og ret. Har du et spørgsmål, du ønsker besvaret, kan du sende det til [email protected]. Udvalgte spørgsmål vil i anonymiseret form blive besvaret her i avisen.
