Europas eliter jamrer over, at det er snæver nationalisme, altså den fra højre af, som bremser unionen.
Men der er stor forskel på, hvordan befolkningerne i EU-landene reagerer på Europas og deres eget lands problemer.
Mønsteret er endda, at jo mere EU-begejstring, der har hersket i et land, desto mere modvilligt ser befolkningen realiteterne og deres egne fejltrin i øjnene, når krisen hærger.
Grækenland
Hvad forklarer ellers, at det er de mest venstreorienterede partier, som nu har fremgang i lande som Grækenland og Spanien? Grækenlands fattig- og umyndiggørelse er en straf for EU-elitens forcerede Euro-projekt. Nu straffer grækerne muligvis deres egen korrupte elite og Eurozonen ved at stemme det Enhedsliste-lignende Syriza til regeringsmagten og presser sig derved tilbage i den bundløse gældsump, som Eurozonens modstræbende skatteborgere var ved at hive dem op af.
Spanien
I Spanien stormer den venstreorienterede bevægelse Podemos (”Vi kan selv”) frem i meningsmålingerne. Ingen af dem er dog EU-fjendtlige i sjælen, snarere tværtimod, de elsker EU, som har foræret dem enorme beløb til tusinder af tåbelige projekter, de ønsker blot et mere socialistisk EU, styret af grønhed og NGO’er, med fortsat omfordeling af pengene til at finansiere flere ubetalelige utopiske drømme. I 2014 blev EU således straffet med en genopvakt mistro mellem nord og syd, som det vil tage årtier at overkomme.
Østeuropa
Også en kløft mellem Vest-EU og Øst-EU viste sig, skabt af arbejdskraftens frie bevægelighed. Nu gik det op for borgerne, at hundredtusinder af immigrantarbejdere også har adgang til sociale velfærdsydelser, og at der åbenbart i EU-traktaterne står en hel del skrevet med små bogstaver, som de folkevalgte politikere og embedsmændene enten 1) ikke havde forstået følgerne af, 2) havde forstået, men fortrængt som usandsynlige, 3) bevidst forholdt borgerne.
Bestemmelsesretten over indvandringens omfang
Det dæmrede også blandt borgerne, at de ikke længere havde kontrol over, hvilke udlændinge, de kunne tænke sig at give ophold til. EU-kommissionens trusler imod de lande, som forsøgte at beskytte sine velfærdsordninger, og de uomstødelige domme fra Luxemburg bidrog til en stigende følelse af klaustrofobi, af magtesløshed, som den 25. maj fik mange europæere til at straffe eliten og til at stemme på partier, som var vidt forskellige, men som havde det tilfælles, at de blev ventiler for modstanden imod EU’s fjerne, voksende magt.
Aldrig før har ”det fælleseuropæiske projekt” haft så lille legitimitet, men for flertallet nede i EU-parlamentets osteklokke er intet ændret, marchen mod Europas Forenede Stater fortsætter, uanset om prisen er britisk afsked med EU i 2017.
Masseindvandring
Masseindvandringen til Europa bliver det altoverskyggende problem i de næste år. Millioner er ankommet og millioner er på vej. Nu ankommer de i tusindvis ombord på store fragtskibe, købt i Afrika. Forsvaret af Europas ydre grænser er lagt i hænderne på EU og er reelt brudt sammen. EU’s elite trækker på skuldrene, henviser til uforudsete omstændigheder og beklager de uundgåelige byrder for europæerne. Det vil tvinge land efter land til at bevogte sine egne grænser.
Jeg tror, at vælgerne i land efter land vil straffe de regeringer, som ikke viser vilje til at dæmme op for indvandringen. Man kan som den svenske elite udskyde afstraffelsen og aftale en borgfred, som i endnu nogle år skal holde proppen nede i flasken, men det giver kun en stakket frist.
Man kan vælge, som i Tyskland, at stemple demonstrerende borgere i Dresden og andre storbyer som fremmedfjendske, men det virker ikke overbevisende, når enhver kan se på TV, at deltagerne i de fredelige protester imod islamisering ikke er voldsdyrkende skinheads men almindelige, bekymrede tyskere i alle aldre.
Det danske retsforbehold
Herhjemme vækker indvandringen også bekymring; af økonomiske, sociale og kulturelle grunde. EU-partierne Venstre og Socialdemokraterne vil afskaffe forbeholdet over for EU’s retspolitiske samarbejde; deres figenblad er påstanden om, at Danmark vil blive udelukket fra at samarbejde med andre EU-landes politimyndigheder.
Men af frygt for at blive straffet af vælgerne i en folkeafstemning, lover de, at de aldrig, aldrig vil udlevere Danmark til EU’s fælles politik for indvandring og asyl, som ligger klar til at svinebinde os med nye pligter og byrder. Også de danske EU-partier blev nemlig straffet læsterligt den 25. maj, fordi hundredtusinder af deres tidligere vælgere følte, at de var følgagtige over for EU’s diktater.
Vi, der ønsker et andet europæisk samarbejde, end det, vi kender i dag, kan se tilbage med tilfredshed på året, der gik; efter det bliver EU aldrig det samme igen.
