På kun ti år, fra 2001 til 2011, steg antallet af muslimer i England og Wales til næsten det dobbelte.
I 2001 var der 1,55 millioner muslimer i England og Wales. Det tal var i 2011 vokset til 2,71 millioner. I dag i 2015 synes det rimeligt at tro, at tallet må ligge tæt ved 3 millioner.
Under alle omstændigheder er der tale om en meget kraftig stigning. Gruppen af muslimer er desuden yngre i gennemsnit sammenlignet med de oprindelige englændere og walisere, og den vil derfor alene af den grund vokse hurtigere end de indfødte, hvis man kan kalde dem det.
Det skriver The Guardian
http://www.theguardian.com/world/2015/feb/11/muslim-population-england-wales-nearly-doubles-10-years
I flere valgkredse er stemmeberettigede indvandrere i overtal
I forlængelse af det hastigt stigende antal muslimer, og deres relative andel af befolkningen på ca. 5 procent, kommer meddelelsen om, at det nært forestående valg til det britiske underhus for første gang vil have valgkredse, hvor et flertal af de stemmeberettigede er født uden for Storbritannien.
Det er selvsagt ikke kun den muslimske befolkningsdels vækst, der gør dette, men det viser, at den demografiske udvikling går meget hurtigt på den anden side af Nordsøen.
Det skal også med, at når andelen af de stemmeberettigede alene blandt udenlandsk fødte er over 50 procent, må det betyde, at det er væsentligt flere, der har nylige rødder i Storbritannien.
Med efterkommere af indvandrere og såmænd også med børn af disse efterkommere vil andelen ligge betydeligt over de 50 procent.
I 25 valgdistrikter vil udenlandsk fødte udgøre ca. en tredjedel af vælgerne, mens det i yderligere 50 valgdistrikter vil dreje sig om mindst hver fjerde vælger.
Hver tiende vælger er udenlandsk født
I Storbritannien er der i alt 650 valgkredse, som hver sender ét medlem til parlamentet i London. Det betyder, at mere end ti procent af alle valgkredse har en meget høj andel udenlandsk fødte.
Det passer godt med, at ret præcis ti procent af den samlede vælgermasse vil være født et andet sted end Storbritannien.
Bekymringer overhøres og latterliggøres
Det er interessant at bemærke, at da de første bekymringer over for den meget store indvandring fra lande i den tredje verden begyndte at melde sig herhjemme og andre steder, blev advarslerne næsten altid ignoreret, alternativt latterliggjort.
Det er sandt, at det ofte er blevet overdrevet, hvor hurtigt udskiftningen af de europæiske befolkninger ville foregå, og hvornår de oprindelige europæere ville komme i mindretal i deres hjemlande.
Det er på den anden side klart uden for enhver rimelig tvivl, at fortsætter den nuværende udvikling i Storbritannien, i Sverige, i Frankrig og i sidste ende også i Danmark, da vil de oprindelige indbyggere med tiden blive til mindretal, hvor de før udgjorde det overvældende flertal.
Der vil være forskel på hastigheden. I Sverige kan det med den nuværende kurs ske inden for de næste 30 år. I Storbritannien vil det være om måske 40 år eller lidt mere, og i Danmark vil der formentlig gå længere tid. Måske vi skal hen imod dette århundredes afslutning, før det sker.
Men det sker, og det er helt utvivlsomt, med mindre der sker en ændring af den førte politik.
Fire generationer er nok
Det er tankevækkende, hvor hurtigt en given gruppe kan gå fra at udgøre langt over 90 procent af en befolkning til at falde ned under 50 procent og selvsagt fortsætte faldet derfra. En fire generationer eller lidt mere kan gøre det.
Fire-fem generationer er ikke mange i lande, der som Danmark, England, Frankrig og Sverige har mindst 50 generationer på bagen som lande med et bestemt folk med en bestemt kultur.
