De røde og politisk korrekte er dybt frustrerede – men de er ude af stand til at forstå, hvad der foregår om ørerne på dem

Colourbox

Pia Kjærsgaard bliver nu formand for Folketinget – 20 år efter at hun stiftede Dansk Folkeparti.

 

Dermed er den berygtede bemærkning fra daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) skudt endegyldigt i grus: ”Stuerene, det bliver I aldrig.”

 

Mere end hver femte vælger stemte på partiet ved folketingsvalget. Og et politisk flertal i Folketinget er trygge ved at have Pia Kjærsgaard som formand.

 

Men i de røde og politisk korrekte kredse er frustrationen enorm. Man behøver bare at åbne dagbladet Politiken for at fornemme stemningen af forfærdelse, fornærmelse og grådkvalt afmagt.

 

Onsdag bragte bladet for eksempel en kommentar fra en af dets medarbejdere under den forbitrede overskrift: ”Liberal Alliance må banke DF på plads”. Manchetten lød: ”Hvis Anders Samuelsen skal undgå at ende som hanrej, må han vise DF, hvem der har bukserne på.”

 

Den slags mandehørmende sprogbrug betragtes normalt som aldeles upassende i Politiken. Men raseriet skal bare ud.

 

Det er et diffust raseri. For de røde, politisk korrekte er ude af stand til at forstå, hvad der foregår om ørerne på dem.

 

En perfekt forklaring

Journalistisk Venstreparti i medierne og diverse debattører har udtænkt en forklaring på Dansk Folkepartis valgsejr: Den er en protest fra sociale tabere i Udkants-Danmark, som føler sig overset og forsømt.

 

I den forbindelse er især Syd- og Sønderjylland blevet udnævnt til et tilbagestående område med en lettere forhutlet befolkning. Det billede vil de selvbevidste borgere i Sønderborg, Fredericia, Esbjerg og mange andre lokalsamfund have meget svært ved at genkende.

 

Men for de politisk korrekte snakkende klasser, er det en perfekt forklaring. De slår to fluer med ét smæk:

 

På den ene side demonstrerer de, at de er åbne og tolerante. De fordømmer skam ikke Dansk Folkepartis vælgere. Nej, nej, de prøver at forstå, hvordan folk kan stemme på dette forfærdelige parti.

 

På den anden side får de markeret deres egen sociale og åndelige overlegenhed. Herregud, det er jo tabere, og hvad kan man forlange af dem?

 

Kendsgerninger

Men den fine forklaring er en parodi. Kendsgerningen er, at Dansk Folkeparti er et bredt parti for almindelige danskere. Mange af deres vælgere klarer sig godt i samfundet, nogle kan have problemer – men det er grotesk at fremstille dem som marginaliserede, forhutlede eksistenser.

 

Kendsgerningen er videre, at Dansk Folkeparti ved valget stormede frem i det meste af landet. Både i stærke, dynamiske områder og i områder, der har oplevet tilbagegang.

 

Kendsgerningen er endelig, at Dansk Folkepartis fremgang i høj grad drejer sig om værdipolitiske holdninger til indvandring, national selvbestemmelse og andet – og en udtalt mangel på politisk korrekthed.

 

En kernevælger hos Dansk Folkeparti har for eksempel svært ved at forstå, hvordan man får bedre styr på, hvem der kommer ind i landet, ved at afskaffe grænsekontrollen.

 

En anden slags Udkants-Danmark

Bag de fine forklaringer om Dansk Folkeparti ligger en virkelighed, som de politisk korrekte snakkende klasser er ekstremt uvillige til at se i øjnene:

 

Det er dem, der er marginaliserede. Det er dem, der er uden for nummer. Det er dem, der udgør et Udkants-Danmark – ikke i social, men i åndelig forstand.

 

De er isolerede fra det brede, almindelige Danmark. De tror, at de udgør den bærende midte i dette samfund. Det gør de ikke. De fleste danskere kan ikke identificere sig med dem.

 

Derfor stemmer de heller ikke, som de politisk korrekte gerne vil have dem til.

 

Kontroversiel

Journalistisk Venstreparti i TV arbejdede hårdt for at få Thorning genvalgt. Deres dækning af valgkampen lagde op til, at hun var det naturlige og fornuftige valg. Men det syntes vælgerne altså ikke.

 

Hvis ikke Lars Løkke havde fået et knæk på troværdigheden undervejs, var valget formentlig endt i en meget klar borgerlig valgsejr.

 

Da det stod klart, at Pia Kjærsgaard ville blive formand for Folketinget, stod en reporter fra TV2 på skærmen og belærte om, at hun jo var ”kontroversiel”, og at det var vigtigt, at hun repræsenterede alle.

 

Han havde åbenbart slet ikke fået den tanke, at han selv og hans kolleger er kontroversielle, fordi de laver journalistik med politisk slagside på en offentlig TV-station. Han havde ikke fået den tanke, at de burde bestræbe sig langt mere på at afspejle hele befolkningen.

 

Svigtet

De røde snakkende klasser er generelt trængte af den politiske udvikling i Danmark.

 

Når partierne i rød blok står stærkt i befolkningen, har de større spillerum. Men gennem de senere årtier har disse partiers opbakning i befolkningen været vigende.

 

De har sjældnere regeringsmagten, og når de får den, varer det ikke længe. Sådan blev det også denne gang.

 

Nu reagerer mange i de snakkende klasser med raseri. Det må vi andre prøve at forstå: Mon ikke det er en protest mod, at de oplever sig selv som tabere, der er svigtet af det øvrige samfund?

 

 

 

Del på Facebook