Jeg mødte Maria i Reykjavik – en beretning om de gode immigranter

Løgurinn sø, Island, september 2015. Irina Bjørnø

Jeg mødte Maria på hotellet. Hun havde et venligt smil, store gråblå øjne og en tyk fletning i nakken. Hun havde et russisk ”rrrrrr” i alle de engelske sætninger. Er du russer? Ja! Er du? En almindelig konversation mellem to mennesker fra den samme nation.

 

Hun var administrator på et turisthotel i Reykjavik, og vores møde fandt sted midt i januars mørke. Jeg kom til Reykjavik for at fejre min fødselsdag i sneen og i de varme kilder. Hun var kommet til Reykjavik for at skabe et bedre liv og for at finde lykken.

 

Hun kom fra det barske og kolde Sibirien. Klimaet på Island var næsten det samme, men her var vulkaner, gejsere, nordlys og en velorganiseret, tryg tilværelse. De 300.000 mennesker på Island var i stand til organisere sig i et åbent, effektivt og næsten perfekt samfund.

 

Maria var kommet til øen ti år tidligere sammen med sin elskede mand og en lille kuffert. Han havde en god uddannelse som ingeniør i byggebranchen, og hun havde et diplom fra en russisk handelsskole. Begge stammede fra Sibirien – begge var unge og ambitiøse.

 

Da ny-kapitalismen efterhånden fik overtaget i hele Rusland i halvfemserne, besluttede de to at emigrere. Maria fortalte mig, at de begge elskede vinter, frost og sne, så for dem var der kun få lande at rejse til: Canada, Sverige  eller Island. De besluttede, at Island var det bedste valg. Og de tog ikke fejl!

 

De købte enkeltbilletter til Finland, og sejlede videre med et forsyningsskib til Island. De havde begge læst de islandske sagaer som børn, og havde siden været forelskede i denne ø med ild og sne.

 

De vidste ikke så meget om, hvordan de skulle klare sig der, men emigration er altid et eventyr – og tit et udfordrende eventyr. De var begge i trediverne, og fulde af nysgerrighed og positive forventninger.

 

Da skibet kom til Reykjavik, tog de direkte til immigrationspolitiet, hvor de blev mødt med respekt og smil. De var nu indvandrere – immigranter. De lod Rusland bag sig, og kom til deres nye land med åbenhed og entusiasme.

 

De blev straks registreret og fik at vide, at deres kvalifikationer var efterspurgte i Island, men de skulle først lære sproget og noget om det islandske samfund. De fik statslån til at betale deres etableringsomkostninger, fik adressen på en billig etværelses lejlighed i udkanten af Reykjavik, og allerede efter en uge var de på universitetets skolebænk igen.

 

Her lærte de begge deres nye sprog og om deres nye samfund.  Her fik de deres første indtryk af det kapitalistiske samfund, som var opbygget af de 300.000 flittige mennesker på Island.

 

Læs også
Forhandlingerne om nye regler for dansk statsborgerskab, bør skele til en opsigtsvækkende sag fra Tyskland

Statslånet var udformet således, at de skulle begynde tilbagebetalingen efter de første to år, i små afdrag og med lav rente – og det gjorde de. Straks efter deres nye uddannelse på universitetet, begyndte de begge at arbejde – Sergej på aluminiumsfabrikken og Maria på et turisthotel. Lønningerne var gode, og snart var de i stand til at leje en toværelses lejlighed midt i Reykjavik, og Sergej kunne købe en brugt bil, så han kunne køre på arbejde. De har endnu ikke børn sammen, men det drømmer de om at få senere.

 

Sproget var vanskeligt at lære, men de var flittige til at lytte til radioprogrammer og kigge på børne-tv, hvor udtalen var klar og langsom. I weekenderne kørte de runde på Island og besøgte vulkaner, bjerge og varme kilder. I de lange vintermåneder læste de islandske sagaer og så islandske film på deres nye sprog.

 

For Maria åbnede der sig en helt ny verden gennem Gunnar Gunnarssons bøger og fortællinger, og hun besøger ofte hans skønne museum, ved siden af den mystiske sø, Løgurinn, med dens berømte og stadig usynlige søuhyre. Sammen med Sergei står hun på ski hele vinteren, og han kan godt lide at ride på de små, islandske heste på grund af deres rolige og jævne gang.

 

Dette er et meget idyllisk billede af de gode immigranter, som er blevet nyttige medlemmer af deres nye samfund. Maria var tilfreds og lykkelig for at fortælle mig om sit nye, skønne land og dets seværdigheder. Hun organiserede en række udflugter for min mand og jeg, så ferien fløj af sted. Før hjemrejsen sagde vi varmt farvel til Island, til vulkanerne, de varme kilder og den søde Maria.

 

I går kom der en e-mail fra Maria. Hun og Sergei vil komme til København næste forår, og vi skal mødes i mit nye land. Jeg er allerede begyndt at lave planer for dem. Både Maria og jeg er immigranter. Hun har læst mine bøger og digte på russisk, og hun har læst en af mine bøger på engelsk.

 

Dansk er lidt svært for hende – lige som Islandsk er for mig. Vi har begge vores rødder i Rusland, men vores nye ”stammer” er i Skandinavien, med grene og blade (venner og bekendte). Vi har begge forladt Rusland. Vi prøver begge at være nyttige i vore nye lande, som giver os ly og sikkerhed.

 

Læs også
Video: De havde taget en hjemløs hund i pleje, men den ville hele tiden væk – så fulgte de efter den og mødte et rørende syn

For omkring 100 år siden forlod næsten 300.000 danskere Danmark for at etablere sig i USA. Hele 10% af den danske befolkning udvandrede til et nyt land – uden sikkerhedsnet, uden penge, men med gode hensigter og håbefulde forventninger.

 

I USA fik de ikke penge eller fri forplejning – nej! De skulle arbejde og gøre sig nyttige i deres nye land fra den første dag. Sådan gjorde Viktor Borge og mange andre. Nogle af dem kæmpede i militæret for den Amerikanske drøm. De var loyale, flittige og pålidelige. På museet i Rebild ligger masser af dokumenter om de gode immigranter fra Danmark. De husker deres rødder, men de elsker deres nye land – USA.

 

Vi kan lære meget af de gode, danske immigranter og deres rørende og personlige historier. De har hjulpet med til at opbygge det moderne, amerikanske samfund. USA’s præsident har en gang udtalt de vigtige ord, som er gemt dybt i amerikanernes hjerter.

 

“Ask not what your country can do for you; Ask what you can do for your country.” ― John F. Kennedy

 

”Spørg ikke om, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land”

 

www.belbooks.dk

www.belbooks-ru.com

Læs også
Video: Manden falder om og skal med ambulance på hospitalet – men hans to hunde nægter at forlade ham …

www.belbookstoday.com

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…