En meningsmåling har stillet spørgsmålet: ”Mener du, at Danmark som nation er truet udefra – f.eks. af indvandring eller EU?”
46 procent svarer ja, 45 procent svarer nej. Der er stor forskel på rød og blå blok. Kun 25,3 procent af dem, der stemmer rødt, svarer ja. Derimod svarer 64,1 procent af de blå ja. (Wilke/Jyllands-Posten).
Spørgsmålet er stillet i en negativ form, ved at man bruger ordet ”trussel”. Det er et ret hårdt og voldsomt ord. Hvis man i stedet havde spurgt positivt om, hvor mange der anså det for vigtigt at værne om det nationale fællesskab, ville endnu flere formentlig sige ja.
Der synes at være sket en bemærkelsesværdig holdningsændring i de senere år: Danskerne er blevet mere bevidste om det nationale fællesskab.
Den udvikling er særlig stærk blandt folk med borgerlige holdninger.
Man kan sige, at der heri ligger en genoplivelse af værdier, som har været skubbet noget til side i en periode.
EU
I en årrække har samfundsdebatten været domineret af ideen om, at alt internationalt pr. definition var fremskridt, mens alt nationalt pr. definition var bagstræb.
Denne holdning satte sit meget stærke præg på EU-debatten. I store dele af den politiske elite var det en given ting, at man skulle lade det nationale mest muligt bag sig for og gennemføre flest mulige beslutninger på EU-plan. Der var ingen grænser for, hvor langt denne udvikling skulle gå.
For en tid var det især de borgerlige partier og deres vælgere, der fulgte denne tankegang. Men dette mønster ændrede sig.
I stigende grad blev det de venstreorienterede snakkende klasser, som var ivrige efter at lægge det nationale bag sig (embedsmænd, mediefolk, akademikere, undervisere).
Abstrakt idé
De borgerlige var i første omgang stærkt EU-venlige, fordi de anså EU-samarbejdet for en konkret nødvendighed, hvis Danmark skulle klare sig i den internationalisering og globalisering, der foregik.
Men der kom stadig flere eksempler på, at ønsket om at give EU mere magt på alle områder blev selvkørende. Det blev en abstrakt idé. Derfor slog mange borgerlige bak.
For dem var det nationale fællesskab stadig vigtigt. Derfor skulle der overbevisende grunde til for at overlade konkrete beføjelser til EU.
De venstreorienterede snakkende klasser har derimod altid elsket abstrakte ideer. For eksempel den abstrakte idé om, at fremskridtet bestod i at gøre sig fri af nationens historiske, kulturelle og sociale fællesskab og lade en fælles europæisk identitet tage over.
Problemet for specielt Socialdemokraterne har imidlertid været, at mange arbejdere har været mest enige med de borgerlige. Derfor prøver partiets top i øjeblikket at moderere sin EU-begejstring.
Men også i de borgerlige partier er der uenigheder. Her har ”mest-muligt-EU” holdningen stadig sine repræsentanter. Men de har stadig færre borgerlige vælgere med sig.
Indvandring
Samme udvikling ses i forhold til indvandringen fra ikke-vestlige lande, ikke mindst muslimske.
De borgerlige blev mere og mere kritiske, fordi denne indvandring kom ud af kontrol, førte til opsplitning i parallelsamfund og svækkede den nationale sammenhængskraft.
I de venstreorienterede snakkende klasser insisterede man imidlertid på, at der var tale om en berigelse af det danske samfund, og at selv indvandrere fra fjerne kulturer snart ville blive som os i deres værdier.
Også her har arbejderne fortrinsvis valgt side til fordel for de borgerlige.
Frygt og lukkethed?
De borgerlige vælgeres og de frafaldne socialdemokraters større bevidsthed om det nationale fællesskab har givet Dansk Folkeparti fremgang. Men udviklingen præger alle de borgerlige partier.
Et stort antal Venstre-vælgere synes således også, at tiden er inde til at sætte grænser for EU, ligesom de er tilhængere af en stram udlændingepolitik.
Venstreorienterede meningsdannere og mediefolk vil typisk vælge en negativ udlægning af denne udvikling.
De vil tale om den nationale besindelse som noget, der primært er båret af frygt, og de vil stemple den som lukkethed.
Men den borgerlige nationale besindelse er i høj grad båret af positive følelser. En glæde ved Danmark med den historie, kultur og fredelige og tillidsfulde samfundsorden, som vi deler med hinanden.
Og der er ikke tale om at lukke af over for omverdenen.
Danskerne er meget indstillede på, at vi skal gøre os gældende i den globale sammenhæng (tal fra EU viser det). Men de ønsker, at vi selv skal bevare en væsentlig indflydelse på, hvad der sker med det danske samfund i denne proces.
Mange danskere ser i dag en fare for, at vi afgiver for megen national selvbestemmelse. Ved at aflevere beføjelser til EU på områder, hvor det er unødvendigt eller skadeligt. Og ved at acceptere en type indvandring, som forandrer det danske samfund i den forkerte retning.
Rygterne om nationens død har vist sig stærkt overdrevne. Danskerne besinder sig på det nationale fællesskab.
