Blå blok vandt en klarere valgsejr, end meningsmålingerne havde spået. 90 mandater mod 85 mandater til rød blok.
Men da alle nordatlantiske mandater overraskende gik til rød blok, blev resultatet for hele riget så snævert, som tænkes kan: 90 mandater mod 89 mandater.
Lars Løkke Rasmussen står til at blive ny statsminister.
Helle Thorning-Schmidt er gået af som Socialdemokraternes leder og bliver afløst af Mette Frederiksen. Socialdemokraterne havde ellers en mindre fremgang, men i den socialdemokratiske top har der tilsyneladende været et ønske om at starte på en frisk.
Venstre led et sviende nederlag. Partiet mistede over en fjerdel af sine stemmer fra sidste valg.
Til gengæld blev to andre partier i blå blok valgets absolutte sejrherrer.
Det gælder først og fremmest Dansk Folkeparti, som fik en sensationelt stor fremgang: fra 12,3 procent til 21,1 procent – altså ikke langt fra en fordobling af stemmetallet. Det er nu Danmarks største borgerlige parti med tre mandater mere end Venstre.
Men også Liberal Alliance fik et meget fint valg efter en fornem valgkamp, som bragte partiet fra 5 procent til 7,5 procent af stemmerne.
Vælgernes krav til udlændingepolitikken
Der kan nævnes flere årsager til Dansk Folkepartis utrolige fremgang.
Presset på Lars Løkkes person har utvivlsomt flyttet stemmer over til Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti.
Partiets ønsker om et større offentligt velfærdsforbrug har nok bidraget til at hente stemmer fra rød blok.
Men først og fremmest ligger der ét meget klart budskab fra vælgerne i Dansk Folkepartis valgsejr:
De ønsker en stram udlændingepolitik, hvor der gøres væsentligt mere for at begrænse asylstrømmen, og hvor der stilles større krav til flygtninge og indvandrere om at integrere sig i det danske samfund.
Det vidunderlige ved Danmark
Blandt politisk korrekte journalister i udlandet bliver dette udskreget som en sejr for ”den ekstreme højrefløj” og, hvis det går rigtig højt, noget med ”fremmedfjendtlighed”.
Men dette har intet med ekstremisme at gøre. Valgresultatet er skabt af besindige, snusfornuftige danskere, der bare mener, at den nuværende udvikling er uholdbar.
Det vidunderlige ved Danmark er netop, at sådan noget kan blive sagt stille og roligt, efter at man har ført en grundig debat om det mellem frie borgere. Der er ingen skrigen og råben dér.
De skingre i denne sammenhæng er de udenlandske journalister, der gør almindelige borgere til ekstremister.
Den røde slagside i TV
Valgresultatet er også en lussing til de røde journalister, ikke mindst hos TV2 og DR. Journalistisk Venstreparti, som vi kalder dem.
Gennem hele valgkampen havde de to store TV-stationer en fuldkommen uhørt slagside til fordel for rød blok – med en hæmningsløs promovering af Thorning. De politiserede på livet løs, selv om de burde være neutrale og afbalancerede som offentlige medier.
Da den blå valgsejr tegnede sig i går aftes, så studieværterne på TV2 ud som folk, der netop havde fået meddelelsen om et nært familiemedlems tragiske bortgang.
Dansk Folkeparti kørte sit eget løb
Helle Thornings strategi var at gøre valget til et præsidentvalg mellem hende og Lars Løkke – sådan at hun kunne udnytte Løkkes manglende personlige popularitet.
TV-stationerne gav denne strategi fuldt medløb ved at arrangere hele fire dueller mellem Thorning og Løkke, og ved at foretage flere målinger af partiledernes popularitet, end man normalt gør.
Men strategien slog fejl. For det første gjorde Løkke det særdeles dygtigt i duellerne (bortset fra den første). For det andet – og det var vigtigst – ville vælgerne simpelt hen ikke spille med i Thorning og TV-stationernes planer.
Mens vælgerne blev mere og mere trætte af de to statsministerkandidaters mundhuggeri på skærmen, lod de sig styre af deres indre stemme. Og den stemme trak dem i retning af Dansk Folkeparti, først og fremmest på grund af udlændingepolitikken.
Så mens Thorning og Løkke kæmpede på liv og død, blev vinderen den mand, der ikke var til stede: Kristian Thulesen Dahl. Manden, som stille og roligt kørte sit eget løb.
Dansk Folkeparti ramte lige i plet af denne vælgerstemning med sloganet: ”Du ved, hvad vi står for.”
Løkkes vanskelige position
Forhandlingerne om en borgerlig regering bliver komplicerede. Og regeringens liv bliver næppe heller nogen dans på roser.
Det er jo temmelig akavet, at valgets store sejrherre, Dansk Folkeparti, ser ud til at vægre sig mod at gå i regering.
Man kan ende med en borgerlig regering, der kun består af det næststørste borgerlige parti under en leder, der er svækket af et meget alvorligt valgnederlag.
Det er naturligt nok, at Venstre leder regeringen, fordi partiet er bedst placeret til at samle de borgerlige partier. Men det bliver meget krævende, hvis alle initiativer skal til åben forhandling med de tre andre partier.
Hvis Venstre danner regering alene, bliver Løkke i hvert fald nødt til at etablere uformelle samarbejdsformer, hvor tingene kan drøftes grundigt i fortrolighed.
Ansvarlighed og modenhed
Politisk er der også ganske store forskelle mellem partierne, som man løbende skal overvinde.
Men på plussiden tæller, at de blå partier i hele perioden op til valget og under valgkampen har udvist stor modenhed i omgangen med hinanden. Uden store skænderier. Det har Løkke en væsentlig del af æren for.
Det er selvfølgelig afgørende for regeringens muligheder, at den ansvarlige og fordragelige stemning kan fastholdes.
I det daglige parlamentariske arbejde vil en blå regering have et solidt flertal på fem mandater i ryggen. Men skulle der opstå tilspidsede situationer, hvor der bliver tale om et mistillidsvotum, kan de fire nordatlantiske repræsentanter tænkes at gå ind på rød bloks side.
Opgaven bliver stor. For Lars Løkke Rasmussen. For Kristian Thulesen Dahl. For Anders Samuelsen. For Søren Pape Poulsen, der viste, at der er tømmer i ham, ved at blive valgt i en svær kreds.
Men foreløbig skal man glæde sig over, at opgaven og ansvaret ligger hos blå blok. Det er bedst for Danmark.
