Nu skal de danske herregårde byde publikum inden for

Foto: Fremtidens herregård

Nu kan herregårdenes ejere og deres samarbejdspartnere igen søge om støtte til aktiviteter og arrangementer i herregårdenes bygninger og kulturmiljøer. Det sker som en del af Byd Indenfor, et initiativ under Realdanias kampagne Fremtidens Herregård.

 

Målet er at styrke livskvaliteten i landdistrikterne med herregårdene som drivkraft for lokal udvikling. Der er to ansøgningsmuligheder, og første ansøgningsfrist er den 19. oktober.

 

Frugtvinsmesse og midlertidigt herberg langs den jyske hærvej. Sommermarked og teaterkoncert. Og skolehave for voksne og rollespilsweekend for børn. Kun fantasien sætter grænser for, hvordan nye aktiviteter og arrangementer kan puste nyt liv i herregårdenes bygninger og kulturmiljøer.

 

Siden 2014 har 24 herregårde budt lokalsamfundet indenfor til events og midlertidige aktiviteter med støtte fra Realdania. De mange begivenheder har genereret fornyet livskvalitet og ført til nye samarbejder i lokalområder over det meste af Danmark.

 

Nu bygges der videre på de gode resultater med yderligere to ansøgningsmuligheder. Her kan herregårdsejere og deres samarbejdspartnere søge om støtte til arrangementer og aktiviteter på herregårdene.

 

”Vores erfaringer viser, at herregården har et stort potentiale som landdistrikternes mødested og kulturelle og erhvervsmæssige fyrtårn. Aktiviteter og arrangementer kan være et vigtigt skridt på vejen mod at genskabe herregårdens historiske forbindelse til lokalområdet og sætte gang i en positiv udvikling, og det vil vi gerne bakke op om” siger Christian Andersen, programchef i Realdania.

 

For at opnå støtte skal aktiviteterne skabe åbenhed og opmærksomhed om herregårdene og synliggøre dens potentiale som drivkraft for lokal udvikling. Realdania ser positivt på nytænkende projekter, der skaber nye eller utraditionelle partnerskaber i lokalsamfundet eller med nye aktører.

 

De to ansøgningsfrister er henholdsvis den 19. oktober 2015 og den 18. januar 2016. Der er afsat i alt 750.000 kr. til at støtte aktiviteter på herregårde. Læs om ansøgningsmuligheder HER – læs mere om projektet HER.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…