I perioden 2000 til 2014 blev der knap 117.000 færre med svensk baggrund i Sverige. Til gengæld forøgedes antallet af udenlandsk fødte med næsten en million. I et land, der lige nu har i omegnen af 9,7 millioner indbyggere, er det en usædvanlig hurtig udvikling.
Ved udgangen af 2014 havde samlet næsten 29 procent af befolkningen i Sverige udenlandsk baggrund. Definitionen på en person med ikke-svensk baggrund er, at vedkommende enten er født i udlandet eller er født i Sverige, men med mindst én forælder født i udlandet. Der er således ikke taget højde for de efterhånden temmelig mange, der er født i Sverige af to svenskfødte forældre, men hvor disse forældre ikke har deres oprindelige rødder i Sverige.
Med den nuværende udvikling vil de oprindelige svenskere komme i mindretal i år 2041. Så præcist kan det naturligvis ikke siges med sikkerhed. Denne prognose bygger på, at andelen med udenlandsk baggrund i 2013 lå på 27,96 procent, mens den i 2014 lå på 28,75 procent. Det kan være, at det sker nogle år senere, men det kan lige så vel blive tidligere, eftersom tempoet for nærværende kun synes at øges, hvad angår permanente opholdstilladelser i Sverige.
De svenske medier er sandt at sige tilbageholdende med at fortælle om den hastige udvikling, og sker det endelig, er det typisk med et andet fokus end indvandringen fra den tredje verden. Den svenske avis Sydsvenskan kunne således den 19. maj fortælle, at der i Sverige i år 2060 formentlig vil være 12,9 millioner indbyggere ifølge den svenske statistik. Artiklens emne var alene aldringen af befolkningen i de kommende årtier.
Det stemmer dog dårligt overens med, at Sydsvenskan kan fortælle, at stigningen i befolkningstallet frem til 2045 stammer fra større indvandring end udvandring, men derefter vil komme fra flere fødsler end dødsfald. Med den ret lave fødselsrate blandt oprindelige svenskere kan der kun være tale om, at de tilvandrede grupper under antages at have en højere fødselsrate, som ligger over reproduktionsniveauet, som er ca. 2,05 barn pr. kvinde.
Prognosen fra den svenske statistik lider tillige under den svaghed, at den kun i en begrænset periode regner med 150.000 indvandrere om året, hvorefter tallet skulle stabiliseres på omkring 50.000 årligt.
Det vides ikke, hvorfra forudsætningen om ”kun” 50.000 indvandrere til Sverige årligt skulle stamme. Udviklingen i de senere år er som nævnt kun gået én vej, nemlig opad. Udviklingen i Europas nærområder – hvor langt størstedelen af indvandrerene til Sverige har deres rødder – ser kun ud til at love højere tal for asylsøgere, ønske om familiesammenføring mv. De arabiske lande har enkelte nogenlunde stabile regimer, men også adskillige fejlslagne stater som Libyen, Syrien, Irak og Yemen. Større tilstrømning til Sverige fra disse områder kan forventes med den nuværende svenske politik.
Afrika syd for Sahara er et kapitel for sig. Fra i dag godt 1,1 milliarder indbyggere siger FN’s prognose en stigning til 2,4 milliarder i 2050. Samtidig har den franske afrikaekspert Gérard Prunier netop udtalt til dagbladet Information, at ”Afrika er en katastrofe, og kontinentet er næppe i stand til at afværge, at den kun bliver værre”. Der er således intet, der tyder på, at presset mod Sveriges grænser skulle reduceres i nogen nær fremtid.
Det kan i dag siges med sikkerhed, at det er muligt at foretage en befolkningsudskiftning i løbet af ca. 60 år. I 1980 var Sverige stadig et meget homogent samfund med indslag af mindre grupper, der ikke havde deres lange rødder i Sverige. Omkring 2040 kan disse oprindelige svenskere forudse at måtte blive et mindretal i det, de engang betragtede som deres eget land. Det er tankevækkende, hvor hurtigt det kan gå, når politikere træffer langtrækkende beslutninger.
