I faglige kredse har der længe været en stor debat om skadevirkningen af, at korn og andre afgrøder bliver gødet med reducerede kvælstofmængder, som det er tilfældet i Danmark.
Politisk fastsatte kvælstofnormer medfører nemlig flere skadelige effekter: Eksempelvis betyder utilstrækkelige kvælstofnormer, at humuslaget nedbrydes, så klimaregnskabet belastes med frigivelse af CO2 til atmosfæren.
En anden alvorlig virkning er, at planterne giver lavere udbytter og danner for lidt protein. (Kvælstof er en hovedingrediens i protein). I den forbindelse er det nu blevet afsløret, at myndighederne og deres eksperter har regnet helt forkert.
Den skandaløse regnefejl til en omkostning af milliarder af kroner kom frem i forbindelse med en retssag, som landbrugsorganisationen Bæredygtigt Landbrug, har anlagt mod staten (NaturErhvervsstyrelsen). Retssagen handler om hele grundlaget for kvælstofnormerne, som anses for usagligt.
Afsløringen kom, da professor Jørgen E. Olesen, DCA (Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug), Aarhus Universitet, som var et af Kammeradvokatens vidner, afgav forklaring i sagen, der verserer ved Vestre Landsret i Viborg.
Fejl på faktor 5
Professor Jørgen E. Olesen måtte erkende, at den faktor, hvormed DCA hidtil har udregnet proteintab i korn som følge af de specielle danske kvælstofnormerne var helt ved siden af.
DCA har regnet med en reduktion på 0,5 procentpoint svarende til 5-6 procent fald i proteinudbyttet. Det rigtige tal, som fremgik af statistiske oplysninger fra DLG (Dansk Landbrugs Grovvareselskab), er ca. 5 gange så stort, nemlig 2,5 procentpoint svarende til 27-28 procent fald i proteinudbyttet!
De virkelige tab af protein som følge af kvælstofnormerne har altså været ca. 5 gange så store som DCA har beregnet. Man kan også udtrykke det ved, at DCA’s konsekvensvurdering skulle have været forhøjet med 400 procent. Det er en kæmpefejl! Og det er ikke bare flovt, men direkte skandaløst for et universitet, der rådgiver Miljøministeriet og Fødevareministeriet, og således danner grundlaget for store politiske beslutninger.
På den anden side, er det også kritisabelt, at disse ministerier – selv efter mange års kritik – fortsat helt ukritisk indhenter al videnskabelig basis for beslutningerne på Aarhus Universitet!
Fejlen på faktor 5 er blot endnu en bekræftelse på, at teorierne og modelberegningerne fra Aarhus Universitets afdelinger for fødevarer og jordbrug (DCA) og for Miljø og Energi (DCE) ofte har meget lidt med virkeligheden at gøre. Desværre danner resultaterne alligevel basis for vidtrækkende politiske beslutninger.
Jørgen E. Olesen måtte under vidneansvar erkende, at de stikprøver, DCA arbejdede ud fra, var langt mere usikre end DLG’s statistiske materiale. Faktisk er DCA’s datagrundlag statistisk underlødigt.
Forskningsprofessoren trak i land igen
Men allerede få dage efter ’tilståelsen’ i Vestre Landsret forsøgte Jørgen E. Olesen i fagbladet Effektivt Landbrug at trække i land med en bemærkning om, at han ikke mente, han havde taget fejl.
Det er i virkeligheden endnu en tilståelse, hvis man på Aarhus Universitet mener, at man kan regne en faktor 5 ved siden af uden at tage fejl! Den slags kaldes ”videnskabelig uredelighed”!
Professoren forsøger nu at sætte udbyttenedgangen i forbindelse med andet end mangel på kvælstof.
Han argumenterer endvidere med, at man ikke kan hæve udbyttet med 2,4 procent ved blot at forhøje kvælstoftildelingen med 18-20 procent. Han mener nok 2,4 procentpoint, som i denne forbindelse svarer til 27-28 procent. Og det er måske meget forlangt, at 18-20 procent mere kvælstof straks skulle give 27-28 procent højere proteinudbytte. Også selv om der er stor respons på kvælstof, når jorden er så udpint, som det efterhånden er tilfældet.
På spørgsmålet om, hvad det er for noget ”andet end mangel på kvælstof”, der påvirker proteinudbyttet, svarer professoren noget om forfrugt. (Forfrugt er den afgrøde, der har været dyrket tidligere).
Det havde været respektabelt, om Jørgen E. Olesen havde slået fast med syvtommersøm, at medmindre han har alkymistiske evner, så kræver proteinproduktion i korn forholdsmæssig tilførsel af kvælstof til planterne på den ene eller anden måde, fordi kvælstof er en central byggesten i proteinet.
Tilføres kvælstof ikke som gødning, vil planterne forsyne sig med kvælstof fra jordbundens organiske depot, så længe der er noget at komme efter. Denne proces fører til nedbrydning af humus under frigivelse af CO2, hvilket er direkte klimafjendsk. Samtidig udpines jorden for næringsstoffer, hvilket ikke er bæredygtigt! Efterhånden som depotet tømmes, falder produktionen – herunder proteinproduktionen.
Noget om inhabilitet
Man kan spørge, om det er rimeligt, at netop de ansvarlige for tre årtiers fejlslagen kvælstofstrategi stadig tildeles opgaven med at forklare, hvad der er op og ned på historien om kvælstof.
Det ville være befriende med friske øjne i form af en kommissionsdomstol til at placere ansvaret for årtiers katastrofal rådgivning af myndighederne og til at placere ansvaret for tab på trecifrede milliardbeløb.
I Sverige havde man for år tilbage et lige så fejlagtigt syn på kvælstof, som danske myndigheder har i dag. Men svenskerne er blevet klogere.
Mere om inhabilitet
Når vi er ved begrebet inhabilitet, kunne det også være nyttigt at undersøge, hvorfor Aarhus Universitet har accepteret en basisanalyse for danske vandområder uden de helt grundlæggende målinger af miljøfremmede farlige stoffer. Disse stoffer ødelægger ofte vandmiljøkvaliteten i en sådan grad, at det er prohibitivt for at opnå god økologisk tilstand, uanset hvordan der skrues på andre parametre. Dermed bliver det irrelevant at forfølge andre indsatsområder og virkemidler.
Realiteten er, at efter rådgivning fra netop Aarhus Universitet har Naturstyrelsen i tre årtier ikke interesseret sig synderligt for de miljøfremmede farlige stoffer i vandmiljøet. Derimod har Naturstyrelsen forfulgt landbrugets udledning af det yderst naturlige kvælstof overalt, hvor der var tegn på lav sigtedybde (uklart vand) eller iltsvindssituationer. Man har med tvivlsomme skrivebordsmodeller anklaget landbruget for at være skyld i forøget vækst af fytoplankton, som igen har udskygget ålegræsset.
Men hvad nu, hvis forhøjet fytoplanktonmængde skyldes, at der ikke er ”kunder i butikken” (dvs. zooplankton) til at spise den? Fordi zooplankton er forsvundet på grund af forurening med miljøfremmede farlige stoffer, som af uransagelige årsager ikke rigtig interesserer Naturstyrelsen eller dens rådgiver, Aarhus Universitet? F.eks. miljøfremmede farlige stoffer udledt af Aarhus Universitet?
Giftudledning fra Aarhus Universitet
Det er en kendsgerning, at Aarhus Universitet indtil for nylig var hovedaktionær i kemifabrikken Cheminova. Det er endvidere en kendsgerning, at Cheminova har udledt enorme mængder miljøfremmede farlige stoffer i årevis, ligesom offentlige myndigheder har deponeret giftige kemikalier på Harboøre Tange ved høfde 42 kun 2000 m fra Thyborøn Kanal, hvorigennem der årligt strømmer 10-20 mia. tons vand (10-20 km3) ind i Limfjorden, der domineres af udefra kommende saltvand.
Et af de udsivende stoffer fra høfde 42 er det stærkt akutgiftige parathion, der i betydelige mængder slippes løs i Limfjorden via Thyborøn Kanal. Situationen blev analyseret af den daværende miljøforvaltning i Ringkøbing Amt i 2002.
Koncentrationen af parathion omkring udsivningsområdet til recipienten lå på ca. 100.000 gange det tilladte. ET HUNDREDE TUSINDE GANGE grænseværdien er et astronomisk tal, der sætter hele begrebet grænseværdi i et underligt skær. Selv om der hurtigt sker fortynding ned til 10.000 gange det tilladte, er det stadig meget. Specielt når det er en langvarig tilstand. Spørgsmålet, som åbenbart ikke interesserer Aarhus Universitet og Naturstyrelsen, er: Hvad gør denne eksorbitante påvirkning ved Limfjorden?
Det skal retfærdigvis siges, at parathion, der er akut giftig, ikke udgør en alvorlig miljøgift med langvarige virkninger. Men det forhindrer jo ikke, at mange års udledninger kan have lagt en dæmper på udviklingen af zooplankton i Limfjorden, hvorved der er er skabt mangel på ”kunder” til at spise fytoplankton. Netop den fytoplankton (alger), som Naturstyrelsen i mange år har beskyldt ”landbrugets kvælstof” for at forårsage. Naturstyrelsen har via de såkaldte ”Laurentius”-beregninger for ålegræssets udbredelse stirret sig blind på kvælstof, som reelt spiller en helt anden rolle.
Hvordan kunne de miljøfremmede farlige stoffer få lov at dominere vandområdet uden så meget som et løftet øjenbryn hos Miljøministeriet og dets universalrådgiver, Aarhus Universitet? Hvorfor kom de farlige stoffer ikke med i programmet for basisanalysen, som i andre lande, og som det er påbudt af EU?
Der burde ses nærmere på habiliteten: Hvorfor rådgiver Aarhus Universitet Naturstyrelsen om ikke at analysere for miljøfremmede farlige stoffer, herunder stoffer som udsendes af Aarhus Universitet i mængder, der overstiger grænseværdierne med mange tusinde gange?
Århundredets skandale
Aarhus Universitet har altså uden påtale kunnet udlede langt, langt over grænseværdierne af livsfarlige akutte gifte, mens landmænd, der ifølge objektive analyser udleder langt under grænseværdien af ufarligt nitrat, bliver forfulgt med bål og brand! Om nødvendigt ved hjælp af konstruerede modelberegninger, hvor faktiske data ikke er dramatiske nok.
Kunne denne ”Århundredets Skandale” vække en smule politisk interesse?
