Mads på 17 år står og snakker med nogle kammerater. Det er torsdag ved 13-tiden på Hillerød Handelsskole, hvor eleverne har frikvarter.
Uden for skolen bremser to biler op. Tre unge mænd med indvandrerbaggrund springer ud og lader bilerne kører i tomgang. De tre går ind på skolen og hen til Mads. De får ham til at følge med. (EkstraBladet 6.11)
Kort efter ligger Mads dødeligt såret efter et eller flere stik i hjerteregionen i en tunnel 100 meter fra skolen. Han dør fire timer senere på Rigshospitalet.
Lørdag blev to unge fremstillet i Hillerød Byret. Den ene på 16 år blev varetægtsfængslet i fire uger. Den anden på 18 år blev løsladt. Begge er sigtet for mordet på Mads. De nægter sig skyldige.
Den 16-årige er af østafrikansk oprindelse. (BT 8.11) Han fik i sommers en betinget dom for personfarlig kriminalitet.
Og han var et kendt ansigt i kommunen, fordi der kom en lang række indberetninger om ham, da han gik i folkeskolen – blandt andet på grund af et hidsigt temperament. (Frederiksborg Amts Avis)
Han har selv været elev på Handelsskolen, men blev smidt ud, fordi han gik med kniv.
En tredje ung mand på 17 år har været anholdt men er løsladt. (eb.dk, TV2 NEWS)
Det har krænket mange menneskers retsfølelse, at to af de sigtede er blevet løsladt. Over 36.000 af Ekstra Bladets læsere har svaret på, om det krænker deres retsfølelse, at de to unge allerede er løsladt.
Strid om en bagatel
Mads kendte de tre andre, men motivet er ikke blevet nærmere beskrevet.
Ifølge Ekstra Bladet kan knivstikkeriet være resultatet af en stridighed under en fest i weekend, hvor den nu dræbte og flere personer med tilknytning til byens indvandrermiljø angiveligt kom på kant med hinanden. Vidner siger, at de havde en kontrovers, som der nu skulle tales om. Ifølge BT søndag havde den 16-årige gerningsmand smidt en lighter efter Mads et par dage forinden.
Vidner fortæller, at de advarede Mads mod at gå med de tre, da de troppede op på skolen.
Kort efter lå han døende efter ét eller flere knivstik.
Mads’ far siger til EkstraBladet, at hans søn blev henrettet. (eb.dk 6.11)
En af de tre anholdte boede i Østervang, der er et af byens belastede områder. Indvandrerbanden Loyal To Familia er aktiv i området. (BT)
I 1993 blev 15-årige Adam stukket ihjel i Hillerød – siden er det kun blevet værre
Natten til lørdag den 5. december 1993, blev den 15 årige Adam Hansen myrdet med en kniv, ved en fest i ungdomsklubben Hvalen, nær Skanseskolen i Hillerød.
Drabsmanden var en blot 14 årig dreng, som blev tilbageholdt.
Næsten samtidig blev en anden unge mand stukket ihjel i København.
De to drab fik en gruppe unge til at starte bevægelsen “Stop Volden” under mottoet “Det er ikke sejt men fejt at gå med kniv”.
Nogle af de unge havde selv indvandrerbaggrund, og de gjorde i flere år en ihærdig indsats for at påvirke andre unges adfærd.
Men det var slet ikke nok. Og i dag er der altså regulære indvandrerbander som Loyal To Familia, hvor Adam blev dræbt for 20 år siden.
Tilstrømningen til Danmark har været alt for stor til at få integrationen til at fungere. Det er gået den forkerte vej. Og nu er der kun udsigt til at det bliver værre med asylbølgen, som skyller ind over Danmark og det øvrige Europa.