I den forgangne weekend holdt hele tre partier årsmøde: Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Den ene leder skulle forklare sin bemærkelsesværdige kovending i migrantpolitikken, den anden skulle konsolidere sig som leder, og den tredje skulle bare sige, hvad partiet altid har sagt, for sådan er det jo.
Tidsmæssigt var det næppe muligt for ret mange at følge samtlige partilederes og andres taler, så i stedet blev det til bidder hist og pist. For mig blev det RV’s politiske leder, Morten Østergaards tale til ”sit folk”, der blev det mest forunderlige.
Østergaard toner frem på Tv-skærmen. Det er alvorlige tider for landet, men han ser ikke det mindste alvorlig ud. Tværtimod stråler og smiler han. Hvad er der mon sket? Har samtlige partier erklæret sig enig i RV’s målsætning: Alle immigranter fra Mellemøsten og det afrikanske kontinent er velkomne?
Dog ikke, men mindre – lige nu og her i denne stund – kunne gøre det. Østergaard havde været på besøg i et flygtningecenter og havde fundet et idealflygtningepar. Nu skulle de vises frem, så vi alle kunne se, hvor heldige vi var, at i det mindste nogle af flygtningene ville blive hos os og ikke troede, at der var meget bedre i Sverige.
Det unge syriske par
Og ret skal være ret. Parret var virkelig nydelige unge mennesker og ikke spor skræmmende og truende. De er sådan nogle, man gerne vil byde velkommen og have som naboer.
Østergaard kunne fortælle, at parret havde en lille søn og lige havde opnået flygtningestatus, så naturligvis var der stor glæde. Ikke mindst hos Østergaard. Han pludrede løs om mandens danske, der efter 5 måneder var på linje med kronprinsesse Marys i hendes tidlige dage i Danmark, hvor hun kæmpede for at lære det danske sprog. Østergaard talte dog engelsk til parret, men det beviser jo blot, at også det sprog kunne de.
Parret måtte rejse sig op, så alle kunne se dette præmiepar. De så både generte og overvældede ud, hvilket ikke er så underligt. De har næppe anet, at de skulle trækkes frem foran en stor ukendt forsamling med snurrende Tv-kameraer og dertil roses, som man normalt kun roser små børn, der har lært selv at tisse og snøre snørebånd. Mon de fattede, hvilken nedladende forestilling de deltog i?
Skam få den, der tvivler på, at dette par om få år er fuldt integreret. Det er ikke deres slags, der er kommet til Danmark for at agitere for sharia. Det er heller ikke deres slags, der i beboerforeninger vil forbyde juletræer og lukke væresteder for danske beboere.
Skulle de en dag interessere sig for landspolitik, vil det ikke være dem, der får en islamistisk sekt til at afholde religiøs fest i Folketinget.
Det er heller ikke dette par, der mener, at kvinden skal flashe familiens religion. Den kommer ingen andre ved. Deres tro er personlig og ikke til udstilling. Den holdes inden for hjemmets fire vægge. Derfor vil de blive mødt, som vi møder alle andre, nemlig som medmennesker uanset tro eller mangel på samme.
Alle de andre
Da alle medlemmer af RV udmærket ved, at sådan – og absolut ikke anderledes – ser alle flygtninge og migranter, der lige nu rammer vores kyster, ud, må ønsket om at udstille parret være, at alle vi andre også skal se, hvor meget fejl vi tager, når vi taler om de billeder, der vises af horder af uintegrerbare, aggressive og truende mænd. Den slags er nemlig filtreret fra i de Radikales virkelighedsbillede.
Derfor ville det også have været usandsynligt, at Østergaard havde valgt at invitere prototypen på et af de ægtepar, vi har set på vej gennem Europa. Tæt tilhyllede kvinder, nogle med niqab, og mænd med imamskæg, der råber og skriger og stiller krav. Men det havde nok været for meget virkelighed for de Radikale medlemmer, mens vi andre bare ville nikke genkendende.
Jeg vil som Østergaard sige til lykke til det udstillede par og byde dem hjerteligt velkommen til deres nye land. Til gengæld vil det være intet mindre end en katastrofe – som Østergaard sluttede af med – at byde alle, der ønsker at slå sig ned i vores land, velkommen. Det kan han lade Merkel om.
