Et mareridt truer Venstre

Der kan nå at ske meget, inden Venstre skal holde hovedbestyrelsesmøde næste tirsdag for at forholde sig til Lars Løkkes fremtid.

 

Men som situationen ser ud i dag, er det helt usandsynligt, at et flertal i hovedbestyrelsen vil bede Løkke om at gå.

 

Det store spørgsmål er imidlertid, hvor stærk opbakningen vil være til ham.

 

Formand uden autoritet

Løkke skal jo ikke bare kunne blive siddende. Han skal have den fornødne autoritet indadtil i forhold til partiet og udadtil i forhold til vælgerne. Det kræver i første omgang en markant opbakning fra hovedbestyrelsen.

 

Uden den vil Løkkes autoritet indadtil og udadtil smuldre, og så kører Venstres krise med sikkerhed videre.

 

Det samme problem gælder i øvrigt, hvis en anden skulle komme til som formand. Vedkommende skal ligeledes kunne opnå den fornødne autoritet indadtil og udadtil. Ellers fortsætter problemerne.

 

Et mareridt truer Venstre. Det vil hænge over hovedbestyrelsesmødet. Og det kan præge tiden derefter.

 

Mareridtet består i, at man nok har en formand, men ikke en formand med den fornødne autoritet til at trække partiet ud af krisen.

 

Negativ spiral

Autoriteten indadtil og autoriteten udadtil hænger tæt sammen. Når Løkkes autoritet blandt hans egne i den grad er rystet, så skyldes det i høj grad Venstres elendige resultat ved valget til Europa-Parlamentet.

 

Læs også
Lars Løkke tegner et misvisende billede af, hvor meget vælgerne bakker hans forslag om en SV-regering op

Inden dette valg så det jo ud til, at han havde redet stormen af i partiet med opbakningen fra folketingsgruppen og forretningsudvalget.

 

Omvendt gør det vælgerne endnu mere skeptiske, hvis de oplever Venstre-folk på stribe gå i medierne og kritisere Løkke – sådan som det sker i øjeblikket.

 

Det kører som en negativ spiral. Hvis Løkke skal bryde den, må han starte med at få en markant opbakning i hovedbestyrelsen.

 

Bliver opbakningen kun svag og halvhjertet, er der udsigt til fortsat nedtur i meningsmålingerne. Og så kan der komme nye oprør fra baglandet.

 

Kristian Jensen

Men det samme problem kan opstå, selv hvis Løkke bliver afløst af en anden. Partiets næstformand Kristian Jensen er den mest sandsynlige kandidat. Viser han sig ude af stand til at samle partiet, vil den negative spiral køre videre.

 

Kristian Jensen har en væsentlig opbakning i baglandet, men også sine stærke modstandere i partiet. Og meningsmålingerne tyder ikke på, at hans position hos vælgerne er så stærk, at han kan banke en intern opposition på plads ved at skaffe partiet en hurtigt og markant fremgang.

Læs også
Kristian Jensen stak piben ind – men krigen i Venstre kan brage løs igen, fordi Løkke vil gøre op med arven fra Fogh

 

Derfor begynder en ”dark horse” nu at dukke op i spillet om, hvem der skal være Venstres leder fremover: den tidligere forsvarsminister Søren Gade.

 

Søren Gade

En meningsmåling om, hvem Venstre-vælgerne foretrækker som partiets leder, viser et opsigtsvækkende resultat:

 

36 procent vil holde fast i Løkke, men hele 33 procent peger på Søren Gade, til trods for, at han har forladt politik. Kun 12 procent foretrækker Kristian Jensen. (Megafon/TV2 og Politiken)

 

Målingen blev ikke mindre bemærkelsesværdig, da TV2 tirsdag spurgte Gade, om han var interesseret i posten. Gade valgte sine ord med stor omhu, da han sagde, at han ikke kandiderede til posten som Venstres formand.

 

Han kunne have sagt rent ud, at det var udelukket med ham som Venstres formand. Men det gjorde han altså ikke. Han nøjedes med at fastslå det indlysende, nemlig at han på nuværende tidspunkt ikke er kandidat. Dermed lukkede han ingen døre.

 

Læs også
Inger Støjberg vraget – både Venstre og Socialdemokratiet glider nu væk fra den stramme udlændingepolitik

Gade er interessant i denne sammenhæng, fordi han måske er den eneste, som har muligheden for hurtigt at skabe sig autoritet både udadtil og indadtil. Han er stadig en populær skikkelse blandt både vælgerne og Venstre-medlemmerne.

 

Valget nærmer sig

Men Gade eksisterer indtil videre kun som en lidt fjern mulighed. Her og nu er det mest sandsynlige, at Løkke fortsætter efter mødet i hovedbestyrelsen.

 

Men hvis han ikke genvinder sin autoritet hos vælgerne og hos medlemmerne, vil den negative spiral køre videre, og hans lederposition kan igen blive anfægtet senere. Og så vil det være tættere på valget og dermed endnu farligere for Venstre.

 

Hjælp fra Thulesen Dahl

Hvis Løkke bliver siddende, vil han have hårdt brug for en hjælpende hånd fra en skikkelse, der slet ikke er medlem af Venstre: Kristian Thulesen Dahl!

 

Løkke er naturligvis hårdt presset af Venstres tilbagegang. Men Dansk Folkeparti har haft så stor fremgang, at blå blok har bevaret sit forspring i meningsmålingerne. Det har trods alt lagt en dæmper på uroen i Venstre.

 

Læs også
Løkke holdt mærkeligt pressemøde om SV-samarbejde – nu har han udløst voldsomt opgør blandt sine egne

Men hvor længe kan Thulesen Dahl kompensere for Løkkes trængsler? Hvis flertallet skifter til de røde i meningsmålingerne, begynder Venstre at se regeringsmagten fortone sig.

 

Det vil være det fuldbyrdede mareridt for Venstre. Og så vil Løkke have svært ved at overleve.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…