To bosniske piger, bosat i Østrig, er rejst til Syrien, for at deltage i hellig krig. Pigerne, som også er bedste veninder, er 15 og 16 år. De kommer fra meget sekulære familier, som ikke er besat af religion. Forældrene er fortvivlede og gør alt hvad, der er i deres magt for at få dem tilbage til Østrig.
De to piger er kun et eksempel på den voldsomme radikalisering, af især unge mennesker, som lige nu finder sted over alt i Europa.
I Bosnien, hvor jeg selv er født og har tilbragt første 13 år af mit liv, har man i årtier kæmpet mod islamisk radikalisme. De radikale islamister indtog mange byer, lige umiddelbart efter krigen.
I Bosnien er der ligesom i Danmark religionsfrihed. De betyder, at man ikke uden videre lukke de muslimske bedesteder. Man kan ikke lukke dem på trods af, at det er alment kendt hvilke moskeer der står for radikalisering og rekruttering af unge mennesker til Syrien.
I starten af året udgav bosniske medier en hjerteskærende historie om en ung mand, der rejste til Syrien, for at kæmpe i hellig krig. Med sig tog han sin søn på kun 2 år. Faren blev dræbt i kampen, og ingen ved hvor barnet er blevet af. Moderen havde forladt dem umiddelbart efter sønnens fødsel og resten af familien kender ingen i Syrien.
De to tilfælde er kun nogle af de mest profillerede historier, hvor unge mennesker havner i kløerne på religiøse fundamentalister, som bruger dem som våben og tjener penge på at rekruttere dem til fremmede lande.
Det foregår i de lokale moskeer, styret og finansieret af islamistiske organisationer fra bl.a. Mellemøsten. Og da de unge mennesker bliver instrueret i at føre et dobbeltliv, aner forældrene ikke uråd, før det er for sent.
I Danmark er vi heller ikke skånet for den slags. Over 20 unge mennesker er blevet sendt til Syrien fra den århusianske moske på Grimhøjvej.
En dreng på kun 17 år, som kom fra en meget sekulær familie, blev sendt til Syrien. Forældrene fik ham hentet hjem og inddrog hans rejsedokumenter. Men alligevel formåede han at blive sendt til Syrien igen, hvor han døde.
Jeg går ind for religionsfrihed. Det er der slet ingen tvivl om. Men hvor meget handler det om religionsfrihed at have et eller flere bedesteder, hvor unge liv slukkes i deres bedste alder og hvor de, der er heldige og overlever, er til fare for alt levende, de møder på deres vej?
Forestil dig, at når man kan manipulere et menneske til at rejse tusindvis af kilometer for at tage liv, hvor nemt det er at instruere ham i at begå mord og udslette mennesker i det land, som står i toppen af islamisternes liste over fjender.
Hvad skal der til for, at politikerne indser, hvor skadeligt og decideret farligt det er at have steder, som Grimhøjmoskeen?! Skal der fysiske angreb, som Yahya Hassan oplevede, Måske en Theo van Gogh? Eller en selvmordsaktion?
Er politisk korrekthed vigtigere end borgernes sikkerhed? Og hvad tror politikerne, de opnår, ved at lade moskeen på Grimhøjvej køre? Tror de virkelig, at de gør muslimer en tjeneste? Tro mig – NEJ! Langt fra. De mest radikale, måske, men ikke de sekulære muslimer, der vil Danmark. Vi er, nemlig, ligeså meget vantro i de psykopaters øjne, som enhver anden ikke-muslim.
Jeg har selv to drenge, på hhv. 3 og 5, og jeg tør slet ikke forestille mig, hvordan det må være at begrave sit barn.
At flygte tusindvis af kilometer for at give sine børn et bedre liv, væk fra krig og ødelæggelse, så religiøse stjernepsykopater kan manipulere dem til at ofre deres liv i en meningsløs krig. Hvordan det er at sætte sine børn i verden i et fredfuldt land, for så at se dem konvertere til den mest fanatiske udgave af en tro, man kan forestille sig. Det håber jeg af hele mit hjerte, at jeg bliver ved med at være uvidende om og, at ikke flere forældre bliver udsat for noget lignende.
Men før det er muligt, skal vi droppe berøringsangst og aktivt bekæmpe den slags radikalisering. Er du usikker på hvad alternativet er, så har jeg beskrevet det foroven.
