Sverige er havnet i et parlamentarisk kaos, som er ganske uvant for landet.
Den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfvén måtte i går konstatere, at regeringen ikke kunne få sin finanslov vedtaget. Han bebudede derfor, at der ville blive udskrevet valg til den 22. marts.
Det vil være første gang siden 1958, at Sverige oplever et valg i utide. Og valget bebudes på et tidspunkt, hvor regeringen kun har siddet i 62 dage.
Det svenske drama står i kontrast til dansk politik, der befinder sig i en periode med stor parlamentarisk stabilitet.
Den nuværende røde regering i Danmark kommer til stort set at sidde valgperioden ud. Det samme gjorde den blå regering før den. Og når der i årene forud blev udskrevet valg i utide, skete det af taktiske grunde og ikke, fordi regeringen stod uden flertal.
Bliver behandlet som pariaer
En væsentlig årsag til denne danske stabilitet er, at alle partierne er fast forankrede i et parlamentarisk samarbejdsmønster. De ”hører hjemme” et sted i Folketinget, enten i blå eller rød blok. Ingen partier er overladt til sig selv med den uberegnelighed, det giver.
Det er ganske anderledes i Sverige. Her har både de røde og de blå behandlet det fremstormende indvandringskritiske parti Sverigedemokraterne som pariaer, man ikke kunne have noget at gøre med.
Naturligt nok har Sverigedemokraterne reageret ved ikke at ville redde en regering, som ikke har ønsket at vise nogen form for imødekommenhed overfor partiet og dets mærkesag, udlændingepolitikken.
Dermed udviser Sverigedemokraterne fuldkommen normal parlamentarisk adfærd. Partiet skal selvfølgelig have indrømmelser for at agere redningsplanke – og især da, når det drejer sig om regeringspartier, som har kørt den mest modbydelige hetz mod det.
Regeringen har ikke gjort mine til at forhandle med Sverigedemokraterne om finansloven – de kunne bare få lov til at stemme for. Og nu spiller de røde fornærmede over, at de ikke har villet det.
Den svenske elites politiske korrekthed
Det svenske problem drejer sig langt fra kun om parlamentariske forhold. Dybest set ligger årsagen til miseren i den fanatiske politiske korrekthed, som den svenske elite har insisteret på at styre landet med – med dybt ulykkelige konsekvenser.
Denne politiske korrekthed har ikke mindst vist sig i udlændingepolitikken.
I Danmark er der alarm over, at vi kan få 20.000 asylansøgere i år og det samme næste år. I Sverige vurderer Migrationsverket (Udlændingestyrelsen), at tallet næste år kommer op omkring 100.000 – og disse skøn bliver normalt justeret opad, som tiden går.
Igennem mange år har Sverige haft en massiv tilstrømning. Og enhver, der anfægtede fornuften i denne politik, er hurtigt blevet stemplet som fremmedfjendtlig og racistisk.
Den svenske elite har simpelt hen erstattet rationel debat med moralske korstog, hvor folk med de ”forkerte meninger” er blevet skreget ud som onde mennesker.
Her har de forskellige dele af eliten stået ubrydeligt sammen: politikere, medier, meningsdannere. Alle har brutalt angrebet enhver, der gjorde modstand mod det politisk korrekte regime.
Opløsning
Dette regime har påført det svenske samfund enorme udgifter og praktiske problemer. Mange kommuner er nu ved at segne under byrden med at få indplaceret de mange nye, der kommer til.
Sammenhængskraften i det svenske samfund er i vidt omfang i opløsning. Det folkelige fællesskab er erstattet af opsplitning, fremmedhed og parallelsamfund.
Imens fortæller eliten befolkningen, at det er gammeldags at tænke på Sverige som en nation med sin særlige historie, sin særlige kultur og sine særlige værdier. National samhørighed og nationalfølelse er ikke noget, man skal værne om. Tværtimod bør man gøre indvandringen stadig mere fri.
Større byer er martret af meget alvorlig voldskriminalitet. I Göteborg afløser den ene skudepisode den anden. I Malmø er brutale banders hærgen kommet helt ud af kontrol, jævnfør senest bombesprængningen mod retsbygningen.
Mod nye kriser i Sverige
Gradvis er der vokset en folkelig modstand frem mod denne udvikling. Og da Sverigedemokraterne har været de eneste, der udfordrede den fanatiske politiske korrekthed, har mange orienteret sig mod dem. De oplever stigende vælgeropbakning og ligger på 13 procent.
Man begynder nu at spore små tegn på usikkerhed i den svenske elite. Små pip om, at der måske er visse reelle problemer forbundet med den førte udlændingepolitik.
Men i hovedsagen forsøger eliten at fastholde sin kontrol med de traditionelle midler, hvor man dæmoniserer og isolerer kritiske røster og prøver at skræmme befolkningen fra at have noget med dem at gøre.
Uanset hvem der kommer til at danne regering efter det kommende svenske valg, er der derfor udsigt til, at denne regering vil fortsætte behandlingen af Sverigedemokraterne som et parti, man ikke kan have normale forhandlinger med.
Der kan dermed hurtigt opstå nye parlamentariske kriser som den, man oplever i øjeblikket, fordi Sverigedemokraterne meget vel også kan blive tungen på vægtskålen i den ny rigsdag.
”Stuerene, det bliver I aldrig”
I Danmark forsøgte den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen på svensk maner at bandlyse Dansk Folkeparti med de berømte/berygtede ord: ”Stuerene, det bliver I aldrig.”
Men stuerene, det blev de. For dette er Danmark og ikke Sverige. Dette er et land, hvor befolkningen har mere at skulle have sagt, og hvor man er i stand til at omstille det politiske system til en tid, hvor problemerne med indvandringen fra visse lande bliver stadig mere påtrængende.
Sverige har meget at lære af lillebror Danmark.
