Svend Tveskæg: Den store vikingekonge, der erobrede England

Svend Tveskæg (Frølich-frisen på Frederiksborg Slot)

I går, Kyndelmisse aften, den 2den februar, var det 1000 år siden Svend Tveskæg døde.

Da havde han været konge over hele England i blot 5 uger, siden julen 1013. Officielt døde han den 3die februar, men det skyldes at døgnskiftet var kl. 18, og ikke som nu kl. 24. Det er dette tidlige døgnskifte, der gør, at vi stadig fejrer Juleaften, Sankt Hans aften med mere.

 

Erobringen af England havde været en sej affære. Svend mente at han havde et arvekrav på England efter sin farmor, Thyra Danebod.

 

Ifølge Saxo var Thyra søster til Æthelstan the Glorious. Saxo er ikke den mest troværdige historiske kilde, men i denne sag har han formentlig ret.

 

Han kalder ganske vist Æthelstans far for Æthelred. Det var ikke navnet på hans far, men derimod på hans fosterfader, hans far var Edward den Ældre, som skulle have udpeget Thyras sønner som sine arvinger. Det er nok ikke særlig sandsynligt, selv om Æthelstan var uægte født. Edward den Ældre var næppe danskvenlig, han havde travlt med at erobre den nord-østlige halvdel af England, Danelagen, fra de danske kolonister.

Det danske arvekrav på England

Men arvekravet levede videre i den danske kongefamilie.

 

Harald Blåtand havde nok at gøre med norske jarler og tyske kejsere, men Svend tog sagen op og lovede, ifølge Jomsvikingernes Saga, at generobre England. Det var omkring midten af 980erne.

 

Første gang Svend omtales i den Angelsaksiske Krønike er i 994, hvor han og Olav Tryggvason belejrer London. De blev købt ud med Danegeld af kong Æthelred Unred (Ædelråd Uråd på dansk), og Svend holdt sig stort set fra Æthelreds kongerige indtil massakren på danerne i 1002.

St. Brices dags massakren

Æthelred havde udsendt en hemmelig ordre om at alle daner, store som små, uanset køn, skulle dræbes på St. Brices dag, den 13ende november. I Oxford havde en hel flok danskere søgt tilflugt i en kirke, så indbyggerne var nødt til at brænde den ned. Æthelred betalte dog for genopførelsen et par år efter.

 

Svends søster blev også myrdet, sammen med sin mand og sine børn. Massakren vakte stort påstyr, også ud over Englands grænser, selv hedningene fandt at det var en afskyelig forbrydelse. Og det fik Svend til at komme tilbage for at få hævn.

Knud den Stores dansktalende kone og svogre

Det lykkedes så endelig i slutningen af 1013, hvor selv London overgav sig. Kong Æthelred flygtede med familien til sin svoger, Rikard II af Normandiet. Ligesom søsteren, Æthelreds dronning Emma, var han barn af Rikard I og Gunnor.

 

Rikard I var som barn blevet sendt til Bayeux, så han kunne lære ordentlig dansk, der blev talt for meget fransk i Rouen, og Gunnor var selv dansk, så de to søskende havde dansk som deres modersmål. Det havde deres bror, Robert den Danske også. Han var greve og ærkebiskop og var, noget usædvanligt for en katolsk ærkebisp, gift og havde børn, men han forklarede at det var han som greve, ikke som biskop.

 

Emma blev dronning af England igen i 1017, nu lykkeligt gift med Knud den Store, til hans død i 1035. Det var en usædvanlig fredelig periode for England.

Lidt fest i sørgeranden af højtider?

Jeg har ikke hørt om forslag til festligheder i anledning af 1000-året for den danske erobring af England, 1013 – 1016. Det kunne da ellers være en behagelig afveksling i den lange række af sørgehøjtideligheder, med 200-året for tabet af Norge, 150-året for tabet af Sønderjylland og 100-året for starten af Den Første Verdenskrig.

Læs også
Beskyldningerne om antisemitisme mod det britiske Labourparti – og deres lunkne forsøg på at gøre noget ved det
Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…