Socialdemokraterne og De Radikale går til valg sammen. Men begge partier har et problem i den forbindelse:
Socialdemokraternes problem er De Radikale.
De Radikales problem er Socialdemokraterne.
De to partier kan ikke undvære hinanden. Men de dør også af hinanden.
Sådan har det været før. Sådan er det nu. Det fremgår med al ønskelig tydelighed i denne tid.
Dagpengene
Regeringen slås med to store tabersager her forud for det kommende folketingsvalg. Den ene er dagpengene, den anden er udlændingepolitikken.
Dagpengene har kostet Socialdemokraterne en del stemmer.
Mange af deres nuværende og tidligere vælgere er utilfredse med, at partiet ikke har været til at hugge eller stikke i, når det gælder ændringer i dagpengereformen. Hverken dagpengeperiodens længde eller den tid, man skal arbejde for at genoptjene retten til dagpenge.
Men Socialdemokraterne har været låst og er det stadig væk. De havde aldrig fået De Radikales støtte, hvis de havde insisteret på at lave dagpengereformen om. Og uden De Radikales støtte var de aldrig kommet i regering.
Dagpengereformen er simpelt hen prisen for regeringsmagten.
Nu, hvor valget nærmer sig, forsøger Helle Thorning at sende det signal, at Socialdemokraterne skam fortsat er imod dagpengereformen. Men det batter ikke meget hos vælgerne, når hun ikke vil fortælle, hvad hun vil gøre ved det. Og det kan hun ikke for De Radikale.
Radikale indrømmelser i udlændingepolitikken
I den anden store tabersag, udlændingepolitikken, er De Radikale på det seneste kommet med nogle indrømmelser til Socialdemokraterne.
Morten Østergaard har accepteret ændringer i asylreglerne for mennesker, der ikke er personligt forfulgte, men alene flygter fra krige og lignende.
Fremover får de i første omgang kun et års opholdstilladelse. Og i det år kan de ikke få familiesammenføring. Begge dele svært fordøjelige kameler for De Radikale.
Samtidig har Thorning fået Østergaard med på genindførelse af en vis grænsekontrol, blandt andet i form af at scanne nummerplader ved grænsen.
Disse indrømmelser har givet nogen uro i det radikale bagland. Dog næppe noget, der for alvor vil genere Østergaard. Langt værre for ham er det, at stramningerne skræmmer vælgere væk fra De Radikale.
Partiet har i forvejen været skrantede i regeringssamarbejdet med Socialdemokraterne.
Men stor radikal indflydelse
For Socialdemokraterne er det naturligvis en lettelse, at De Radikale er gået med til disse ting. For ellers kunne de godt vinke farvel til endnu flere vælgere, som forsvandt til Dansk Folkeparti og Venstre.
Men den socialdemokratiske glæde over denne sejr er alligevel behersket. For nye oplysninger har igen bragt regeringen i vanskeligheder, når det gælder grænsekontrollen.
Det viser sig, at regeringen allerede i 2012 kunne have gennemført en skrappere grænsekontrol med EU’s fulde billigelse. EU-Domstolen accepterede nemlig en sådan skrappere kontrol, som blev praktiseret i Holland.
Regeringen foretog sig imidlertid intet. Den ønskede tilsyneladende slet ikke at bruge muligheden for at skærpe kontrollen.
Specielt De Radikale har ikke kunnet se nogen mening i at gøre dette. For dem er det grænseløse Europa en ideologisk mærkesag.
Så trods de aktuelle radikale indrømmelser har regeringens udlændingepolitik i høj grad været præget af De Radikale. Og det bryder de socialdemokratiske vælgere sig ikke om.
I udlændingepolitikken har SR-samarbejdet kostet blod hos begge parter. Det har den også gjort ved tidligere valg.
Forskellige forventninger
Uden De Radikale har rød blok ingen chance for at danne regering i dagens Danmark. Og både blandt de socialdemokratiske og de radikale vælgere var der i 2011 et klart flertal, som ønskede en rød regering.
Problemet var bare, at enigheden i høj grad gik på, hvad de var imod – nemlig de borgerlige. Til gengæld var der ret store forskelle mellem socialdemokratiske og radikale vælgere, når det gjaldt forventningerne til, hvad en rød regering skulle stå for.
Og disse forskelle har slidt hårdt på begge partier gennem hele denne regerings levetid. Så hårdt, at Socialdemokraterne har mistet nye vælgergrupper, samtidig med, at De Radikale også har været vigende.
Går hinanden på nerverne
Dette er vel at mærke ikke noget nyt for de to partier. Ser man tilbage over regeringssamarbejdet mellem de to partier, så har det i de senere årtier været præget af ustabilitet og vælgerfrafald.
Der har været alvorlige problemer med at bygge bro over de store forskelle, der eksisterer mellem dem. Disse problemer er kun vokset i takt med, at udlændingeområdet har fået en central plads i dansk politik.
De fleste socialdemokratiske og radikale vælgere er enige om, at SR er at foretrække for de borgerlige. Men når de så prøver, går de hinanden kraftigt på nerverne, og en del af begge partiers vælgere smutter.
Socialdemokraterne og De Radikale søger igen og igen mod hinanden. Men hver gang konstaterer de, at de dør af hinanden.
