Økonomisk rådgiver Kim Vallentin besvarer hver uge spørgsmål fra læserne OM PRIVATØKONOMI. Har du et spørgsmål, du ønsker besvaret, kan du sende det til [email protected]. Udvalgte spørgsmål vil i anonymiseret form blive besvaret her i avisen. Send spørgsmål til Kim Valentin.
Spørgsmål:
Hej Kim Valentin
Jeg har for ca. 10 år siden købt 8 forskellige aktier fra C20 cap for ca. 200.000 kr.
De er nu steget til godt 1,5 mio. Jeg har kun handlet få gange og derfor ikke betalt ret meget aktieskat.
Jeg er 69 år, men har ikke brug for at sælge. Jeg har læst, at det er bedst at udsætte aktieskatten så vidt muligt.
Er det stadig det bedste at udsætte salg? Hvilke fordele og ulemper er der?
Venlig hilsen
Vagn
Hej Vagn
Inden du beslutter, hvad du vil gøre, bør du overveje to forhold nærmere. For det første spørgsmålet om skat og dernæst spørgsmålet om risiko.
Lad os tage den skatten først.
Skat på aktieindkomst
Først og fremmest er det vigtigt indledningsvist af afklare den skattemæssige status på dine aktiebeholdninger.
Du skal først undersøge værdien af din aktiebeholdning ved udgangen af 2005. Din avance er skattefri, hvis værdien var under 136.000 kr., hvis du er enlig eller 273.100 kr., hvis du er gift.
Ud fra det du skriver, er det overvejende sandsynligt, at værdien af din beholdning ultimo 2005 var over denne grænse. Er det tilfældet, så er der en betydelig udskudt skat af din avance.
Der er to satser for skat på aktieindkomst. Skatten er 27 % for en samlet årlig aktieindkomst på op til 49.200 kr. for enlige og 98.400 kr. for gifte. For aktieindkomst herudover er skatten 42 %.
Sælger du hele beholdningen med det samme, kommer du således til at betale over 500.000 kr. i skat.
Spar skat ved løbende salg af aktier
Du skriver, at du ikke har brug for pengene på kort sigt. Du kan derfor højest sandsynligt tåle risikoen ved at holde aktierne og sælge dem over en årrække. På den måde kan du reducere skatten ved at holde indkomsten under grænsen for 27 % beskatningen, og således mindske eller helt undgå 42 % beskatning på avancen.
Har du eventuelt et eller flere papirer med tab, kan du med fordel sælge disse først og modregne tabet i skatten på de papirer, der sælges med gevinst.
Kan du tåle risikoen ved at holde aktierne?
Du skal være meget opmærksom på, om det er hensigtsmæssigt at påtage dig en sådan risiko i en årrække fremover. Det kender jeg ikke din økonomi godt nok til at kunne vurdere.
Prøv eventuelt selv at vurdere, om du kan tåle risikoen ved at sælge ud løbende. Ville du være nødt til at begrænse dine ønsker og dit forbrug, hvis aktierne eksempelvis faldt til det halve, og du skulle sælge dem i morgen?
Kan du ikke leve med det, bør du overveje at reducere beholdningen hurtigere end, hvad der er skattemæssigt optimalt.
Husk, at selv om avanceskatten kan lyde af meget, så er den der jo kun på baggrund af en gevinst, som du jo kan være glad for og stolt af. Jeg tror ikke, at din bank havde haft en lige så heldig hånd, hvis du havde overladt midlerne til dem.
Husk at dine valg af, hvordan du realiserer din aktiegevinst, påvirker din øvrige økonomi. Det kan derfor være en fordel for dig, at få en uafhængig rådgiver til at gennemgå din økonomi. Han kan hjælpe dig med en præcis afdækning af din risikoprofil og eventuelle modregningsproblematikker i forhold til pensioner.
Med venlig hilsen
Kim Valentin
Kim Valentin skriver om investering, pension og privatøkonomi i ugebrevet FinansNyt. Send mig FinansNyt helt gratis