Da den ny SR-regering blev lanceret i går, talte Helle Thorning varmt om de to partiers stærke tradition for samarbejde.
Samtidig udlagde politiske iagttagere den smallere regering som en styrkelse, fordi det blev lettere at samarbejde internt, når man ikke havde SF med.
Men ak. Mindre end et døgn efter udbrød den første krig mellem socialdemokrater og radikale.
Sareen modsagde Thorning
Krigen blev udløst af den ny minister for integration, den radikale Manu Sareen.
Sareen kommenterede spørgsmålet om svinekød i daginstitutioner. Han ville ikke kritisere, at man i nogle institutioner fjernede svinekød af hensyn til muslimer. Tværtimod fremhævede han det som positivt, at der var forskellighed.
”Jeg synes, at det er vanskeligt at komme med en formel på, at tingene skal være på en bestemt måde,” som han sagde.
Men i august sidste år kom Sareens chef Helle Thorning netop med ”en formel på, at tingene skal være på en bestemt måde”. Hun sagde, at det var forkert at fravælge svinekød. ”Jeg synes da, at man skal holde fast i den måde, vi spiser på, og det, vi gør i Danmark,” lød det.
Tirsdag forsøgte Manu Sareen at hævde, at han og Thorning i virkeligheden sagde det samme (TV2 News). Men den var ikke til at redde. Krigen var startet.
S-borgmestrenes skarpe reaktion
Prompte kom der skarpe reaktioner fra to S-borgmestre på den københavnske vestegn, Ole Bjørstorp fra Ishøj og Thomas Gyldal Petersen fra Herlev.
Ole Bjørstorp gjorde det klart, at han ville ”følge meget med i, hvad der sker med Manu Sareen som integrationsminister. For Sareen har en anden grundholdning end Socialdemokraterne.” (Politiken)
Thomas Gyldal mindede om, at Sareen tidligere har været ude med, at det muslimske beboerflertal i Egedalsvænge havde ret til at afvise et juletræ i bebyggelsen. (TV2 News)
Gyldal slog fast, at Sareens holdninger til ”juletræer og frikadeller” var skadelige for arbejdet med integration.
Samtidig udtrykte han sin frygt for, at radikale solomeldinger i udlændingepolitikken kunne blive farlige for regeringen.
Sporene skræmmer
Thomas Gyldal henviste til, at den radikale slapperkurs i udlændingepolitikken i 1990’erne i høj grad var medvirkende til Nyrup-regeringens fald med et brag i 2001.
Han kunne også have henvist til valget i 2005. Dengang kvaste den radikale leder Marianne Jelved de i forvejen meget spinkle muligheder for en rød valgsejr ved at køre ret hidsigt frem med radikale krav til udlændingepolitikken.
Sporene skræmmer. Derfor forsøger de to S-borgmestre at få banket Sareens meldinger i gulvet så hurtigt som muligt. Hvis det ender i en større krig om udlændingepolitikken mellem de to partier, kan den blive fuldkommen ødelæggende for regeringen.
Det er ikke tilfældigt, at det er S-borgmestre fra Vestegnen, der farer så hårdt frem. De har i høj grad integrationsproblemerne inde på livet. Og de har traditionelt stået for en stram kurs. De kan ikke leve med, at der bliver sået yderligere tvivl om regeringens politik.
Hold jeres kæft, tak!
Thorning, Vestager og de andre ministre forholder sig til gengæld musestille. Samarbejdet mellem S og R i Thorning-regeringen har været baseret på, at man konsekvent afholdt sig fra at føre principielle diskussioner om udlændingepolitikken.
De Radikale har fået en række konkrete politiske indrømmelser på området i form af de væsentlige lempelser, som regeringen har gennemført.
Men det har klart ligget i kortene, at de til gengæld – populært sagt – skulle holde deres kæft. Ingen debatter, ingen radikale særmeldinger, tak. Socialdemokraterne skulle uimodsagt have lov til at fastholde, at regeringen har en ”robust” linje i udlændingepolitikken.
Dansk Folkeparti
Bag Socialdemokraternes frygt for et internt opgør i regeringen ligger ikke mindst en frygt for Dansk Folkeparti. Den frygt er ikke ligefrem blevet mindre med Dansk Folkepartis stærke fremgang.
En del af denne fremgang kan meget vel hænge sammen med, at udlændingepolitikken igen er ved at rykke længere frem i vælgernes bevidsthed.
Derfor er det alt om at gøre for regeringstoppen at få bremset krigen, før den løber ud af kontrol. Problemet er bare, at Manu Sareen har en evne til at få talt konflikterne op igen. For eksempel ved en temmelig polemisk og nedladende sprogbrug over for S-borgmestrene.
Hvad har Vestager og Thorning forestillet sig?
Så er det, at spørgsmålet melder sig:
Når nu Thorning og Vestager er klar over, hvor ekstremt følsomt dette emne er i forhold til deres samarbejde, hvordan kommer Vestager så på den hasarderede idé at installere Sareen som netop integrationsminister? Hun ved jo, at han har svært ved at tie stille.
Og hvordan kan det være, at Thorning ikke har insisteret på, at det ikke gik? Har hun været bange for også at lægge sig ud med De Radikale – jævnfør, at regeringsrokaden generelt gav Vestager meget?
Regeringen har i hvert fald et gedigent problem. Manu Sareen og Vestegnens borgmestre står så dårligt til hinanden, at der hurtigt kan komme nye krigshandlinger.