Den hollandske hovedstad, Amsterdam, er kendt for idylliske, stemningsfulde kanaler, et afslappet forhold til cannabis og Red Light District, som er præget af røde lys i bordellernes udstillingsvinduer. Der er kort sagt noget for en hver smag i denne hyggelige storby, som tiltaler både store og små.
Amsterdam kan nås på en time og tyve minutter med fly og på godt otte timer i bil. Den hollandske hovedstad er et perfekt rejsemål i sommerperioden og de omkringlæggende måneder, da temperaturen i gennemsnit er et par grader varmere end herhjemme. Vintrene er desuden milde.
Navnet Amsterdam er opstået i koblingen mellem navnet på den gennemløbende flod ”Amstel” og det hollandske ord for dæmning ”dam”. Byen er blevet til ud for den dæmning, som lagde udgangspunkt for en stor handelshavn i 1200-tallet. Amsterdams kanalsystem består af fire hovedkanaler fra 1700-tallet, der er formet i halvcirkler. Alle kanalerne munder ud i IJ-søen, der er forbundet til havet.
Oplev byens attraktioner
Ligesom København er Amsterdam en cykelby, som tilbyder gode forhold for cyklister. Hvis man er vant til at cykle i større byer, er det derfor et ideelt transportmiddel til at komme rundt og se byen. Amsterdam turistkontor linker til en række cykeludlejere som udlejer cykler til ca. 8 € pr. dag. En anden ideel måde at komme rundt i den hyggelige storby er med en af de mange kanalbåde, som kan nå stort set alle centrale bydele. Her er The Canal Bus og The Museumboot især anbefalelsesværdige med hyppige afgange og mulighed for at hoppe af og på, som man har lyst.
Den gamle bydel ”de Wallen”, på dansk ”Murerne”, er et must, når man besøger Amsterdam for første gang. Her kan du bl.a. finde det famøse Red Light District. Anne-Frank-huset er ligeledes et besøg værd, og i den forbindelse bør man udforske Prinsengracht. Dette smukke område ligger langs den yderste af de fire hovedkanaler, syd for Anne-Frank-huset, og indeholder en masse hyggelige restauranter og små butikker.
Spis ude
Hvis du higer efter at prøve traditionel hollandsk mad skal du tage på Moeders. Restauranten er grundlagt som en hyldest til hollandske mødre, hvilket bl.a. fremgår de indendørs dekorationer. På væggene hænger utallige billeder af mødrene til de klassiske hollandske retter. Du kan bl.a. sætte tænderne i Stamppot, som er kartofler most med forskellige grøntsager serveret med bacon og pølse. Eller prøv Draadjesvlees, som er langtidsbraseret oksekød serveret med kartoffelmos. Husk at reservere bord.
Bordewijk er en fransk/italiensk restaurant med en afslappet stemning og venlig betjening. Her kan du nyde klassikere som foie gras, snegle og risotto. Køkkenet har åbent tirsdag til lørdag kl. 18.30 til 22.30, og bordreservation anbefales. Efter en middag på Bordewijk kan I tage forbi The Movies, som er en smuk, gammel biograf med art deco interiør. Biografen, som også viser engelske film, ligger kun 8 minutters gang fra Bordewijk.
Foretrækker du en god burger, er Lombardo’s the place to go. Ejeren påstår, at de laver Amsterdams bedste burgere, og de fleste som har smagt deres burger, giver ham ret. Selve restauranten er meget lille, så man kan med fordel bestille sin mad som takeaway og nyde den ved en af de nærliggende kanaler. Lombardo’s har åbent fra 11-20 i hverdagene og fra 11-17 lørdag og søndag.
Bo behageligt
Vil du gerne bo godt, billigt og stadig tæt på centrum er det trestjernede hotel Casa 400 et godt valg. Hotellet ligger 8 minutters gang fra metro- og togstationen Amstel. Herfra tager det fem minutter med metroen at komme ind til centrum. Hotellet er placeret i området Watergraafsmeer, hvor man bl.a. kan finde Amsterdam Science Park og Oosterpark, som er en hyggelig grøn park med skulpturer, pavilloner og en sø.
Yderligere information og priser her.
Doubletree Amsterdam Centraal Station er et firestjernet hotel som ligger centralt i byen ud til IJ-søen ved siden af Amsterdams hovedbanegård. Alle hotellets værelser er udstyret med gulv-til-lofts-vinduer, wifi og Mac computer på værelserne. Nyd udsigten over byen fra hotellets tagterrasse eller sky lounge på 11. sal, hvor du bl.a. kan få serveret cocktails. Hotellet ligger desuden tæt på den populære shoppinggade Nieuwendijk.
Yderligere information og priser her.
I den mere luksuriøse ende ligger det femstjernede hotel Pulitzer, som ligger helt ideelt i Amsterdams gamle bydel. Hotellet er sammensat af 25 renoverede kanalhuse fra det 17. og 18. århundrede. Gæster får derfor en fornemmelse af, at opholde sig i historiske omgivelser, når de befinder sig på værelset. Tag en tur med hotellets private båd, eller spis frokost og middag i den smukke have, som er tilknyttet hotellet.
Yderligere information og priser her.