Regeringens asylstramninger ændrer ingenting – indvandringen fortsætter som hidtil

Asylansøgere i Milano / YouTube

Den dag i september, regeringen proklamerede stramning af asylboomet, var jeg næppe den eneste i landet, der med det samme var klar over, at det var skuespil for folket. Det viste sig da også efterfølgende, at alle medierne svømmede over af vantro (!) kommentarer.

 

Skuespillet skulle berolige befolkningen. Man måtte forstå, at regeringen nu havde sat en prop i yderligere in-flow af asylansøgere. Vi fik at vide, at stramningen gjaldt ”hovedparten” af de syriske asylansøgere, som kun ville kun få beskyttelse det første år og ingen familiesammenføring, før – blev det nødtvungent tilføjet – dette ene år blev forlænget. De regnedes nemlig ikke for at være personligt forfulgt og skulle derfor sendes hjem, hvis der inden for et år var blevet fred i Syrien.

 

Der er næppe nogen i dette land, hverken i rød eller blå blok, der tror på, at der er fred i Syrien om et år. Om nogensinde, skal vi nok se 5-10 år frem. Mindst.

 

Venstrefløjens kritik

Også den yderste venstrefløj måtte beroliges. Den skulle bringes til at forstå, at så slemt var det nu heller ikke ment fra regeringens side. ”Hovedparten” blev derfor hurtigt reduceret til et fåtal, lige nu ca. en trediedel, der ikke anses for at være personligt forfulgt.

 

Det krævede såmænd blot en udvidelse af ”personligt forfulgt”-begrebet. Og for at menneskesmuglerne ikke skulle sidde i uvidenhed, fik de et tip med på vejen: Man er personligt forfulgt, hvis man er desertør. Vi når nok op på over 20.000 desertører i år.

 

Men at en trediedel teoretisk – men usandsynligt – skulle risikere at blive sendt hjem efter et år, var også for hård en nyser for venstrefløjen. Den vidste lige så godt som alle andre, at ”beskyttelsen” blot var nysprog for indvandring. Så det var de udskudte familiesammenføringer, de harcelerede over. Børnene, børnene messede man. Ikke et ord om, at det trods alt ikke var regeringen, der havde efterladt kone og børn, men far, der var stukket af og havde overladt dem til deres egen skæbne.

 

Besøger hjemlandet efter asyl

Nu skulle man tro, at mennesker, der lever tæt på krigshandlinger, er i fare døgnet rundt. Men far er åbenbart klar over, at sådan forholder det sig ikke. Kone og børn er i sikkerhed. Ellers havde han selvfølgelig ikke forladt dem. Så han regnede blot med en hurtig familiesammenføring. Det havde menneskesmuglerne nemlig kunnet oplyse, efter at have læst det på internettet.

 

Måske skulle han have slået sig ned det samme sted som familien. Så havde han været fri for at betale tusindvis af euro for at komme til et land, hvis kultur er ham så fremmed, at han resten af sit liv med næb og klør vil bekæmpe ethvert familiemedlems forsøg på at blive en del af det danske værdifællesskab. Og her i landet kan man fortsætte sit liv, som om man aldrig har forladt sin landsby. Alt andet ville være racisme.

 

Lad os få én ting på det rene: Familiesammenføring betyder indvandring. Det er det absolut eneste guldrandede papir, der sikrer en mand evigt ophold i Danmark, uanset hvordan han gebærder sig. Når børnene enten er født eller opvokset her i 4-5 år, så kan de ikke hjemsendes, og dermed heller ikke far, for hans børn har brug for ham som rollemodel. Hjemsendelse ville stride mod samtlige konventioner og “internationale forpligtelser”.

 

Vi vil gerne hjem igen, hævder flere asylansøgere. Jamen selvfølgelig, og al erfaring viser da også, at det er dér, en del af dem tilbringer en betydelig del af deres tid, når de har fået asyl. Ferieophold kaldes det som regel officielt.

Del på Facebook