Samtidig med, at regeringen bebuder, at den nu vil indføre en form for grænsekontrol, der er baseret på elektronisk overvågning, forringer regeringen i samme åndedrag kontrollen i Københavns Lufthavn, som i forvejen er kendt og berygtet som en åben ladeport som illegal indvandring.
Ikke nok med, at politiet i lufthavnen er totalt underbemandet, men nu har regeringen også spændt ben for politiets muligheder for i det mindste at gennemføre en målrettet indsats mod mistænkelige flyankomster.
Tidligere har lufthavnspolitiet ikke blot haft mulighed for på forhånd at gennemse passagerlister på ankomne fly, men også at tjekke kreditkortoplysninger, rejseruter og hvor, billetten til det ankomne fly er købt.
Alt sammen oplysninger, der kan bidrage til en målrettet indsats mod mistænkelige og uønskede personer.
Snuppede illegale somaliere i et fly fra Milano
Med den mandskabsmangel, lufthavnspolitiet længe har lidt under, har disse informationer været de eneste redskaber, politiet har haft for at kunne gennemføre en kontrol, der i det mindste var en smule effektiv.
På baggrund af disse informationer er det blandt andet lykkedes lufthavnspolitiet at snuppe en flok illegale somaliere, der forsøgte at komme ind i landet med et fly fra Milano og dermed fra Schengenlandet Italien.
Ifølge Schengenreglerne er det forbudt at kontrollere rejsende fra Schengenlande, medmindre der er mistanke om illegal indrejse med videre, og her var netop passagerlisterne værdifulde. Som i tilfældet med flyet fra Milano. Men det er slut nu.
Politiet: Nu kan selv en kendte terrorister få fri adgang
Den 27. august i år meddelte Justitsministeriet politiet i lufthavnen, at de ikke mere har adgang til passagerlisterne og alle de andre oplysninger, der følger med, og det har endnu engang fået lufthavnspolitiet til at slå alarm.
”Konsekvensen kan være, at der kommer terrorister ind, som rent faktisk har været kendt i systemet, men som går direkte genne pasboksene, fordi vi ikke kan se, at de har været på passagerlisterne, ” siger politiassistent Henrik Petersen, Lufthavnspolitiet, til TV2.
Han bakkes op af formanden for Københavns Politiforening, Michael Bergmann, der ikke lægger skjul på de konsekvenser, som regeringen seneste bagvendte form for grænsekontrol vil få:
”Set med mine øjne er der store problemer med at dæmme op for illegal indvandring. narkokriminalitet og menneskehandel,” siger Michael Bergmann.
Peter Skaarup: Det er helt grotesk
Dansk Folkeparti har gennem det seneste års tid gang på gang forsøgt at råbe regeringen op om de katastrofalt ringe sikkerhedsmæsige forhold i Københavns Lufthavn, og partiets gruppeformand og retsordfører, Peter Skaarup, er rystet over den seneste udvikling:
”Det er helt grotesk. Vi bør yde politiet alle de muligheder, de kan få til at bekæmpe illegale personer, der kommer til Danmark,” siger Peter Skaarup til TV2 og fortsætter:
”Det, at man beskærer mulighederne, det er virkelig et tilbageskridt, og det bør regeringen se at få rettet op på.”
Det kan dog have lange udsigter. Ifølge TV2 vil regeringen først ændre de nye regler i forbindelse med, at den efter årsskiftet fremlægger sin lovgivning om elektronisk grænsekontrol.
Ingen har overblik over noget som helst
Regeringens seneste tiltag i retning af yderlige at svække den danske indrejsekontrol i Københavns Lufthavn sker i en situation, hvor kontrollen i forvejen er katastrofal på grund af manglende personaleressourcer.
Ifølge fagbladet Dansk Politi, der udgives af Politiforbundet, har Københavns Lufthavn således længe hørt til de dårligst bemandede lufthavne i Vesteuropa, og det har efterladt et stort tomt hul, som en massiv tilstrømning af illegale rejsende længe har benyttet sig af.
”På grund af manglende ressourcer lever vi ikke op til Schengen-reglerne på den ydre grænse. På de indre grænser, hvor der ikke er paskontrol, har vi intet overblik over, hvem der kommer ind i landet,” forklarer Carsten Holck, der er tillidsmand for de politiansatte i Københavns lufthavn og fortsætter:
”Ledelsen er blevet råbt op. Retspolitikkerne er blevet råbt op. Alle forsøger at kigge den anden vej. Det flugter elendigt med alle de andre tiltag omkring terrorsikkerhed, illegale og bekæmpelse af menneskesmugling,” siger Carsten Holck til Dansk Politi og tilføjer, at ingen har overblik over noget som helst.
Ifølge politifolkene i lufthavnen drejer det sig især om folk fra Somalis, Eritrea, Syrien og Irak, som længe har passeret uhindret gennem ankomsthallen for derefter at forsvinde ud i samfundet Ingen aner, hvor de er blevet af.
Det er den situation, regeringen nu yderligere har forværret ved at fratage lufthavnspolitiet den sidste spinkle mulighed for på forhånd at spotte de fly, hvis passagerer er mistænkelige.
Som landet ligger nu, er politifolkene henvist til i blinde at foretage stikprøvekontrol i tilfældige fly i en lufthavn, hver der i sidste måned var et gennemtræk af 2,3 millioner passagerer.